Omstrejfende poesi
6.0
Francois Truffauts debutfilm, er stadig et mirakel af poetisk realisme. Måske aldrig har ungt liv været skildret bedre.
Baseret på egne erindringer skildre Truffaut alter-egoet Antoine Doinel, der af sine omgivelser betegnes som et problembarn, der hellere vil i biografen end i skole.
Truffaut skildrer senere Antoine i yderligere tre film, finest i "Stjålne Kys". Truffauts første fire film er nærmest mirakuløse. "Ung Flugt", "Skyd på Pianisten", "Jules og Jim" og "Silkehud" er fantastiske film. Truffaut er det sort-hvide bredlærreds mester. Og de lyrisk overbelyste billeder glemmes aldrig.
Med den internationalt rettede "Fahrenheit 451" - hans eneste engelsk-sprogede film - vistes de første svahedstegn (kan nogen danske instruktøer af idag lærer heraf ?) Ingen af de senere 14 af 16 film jeg har set, er dårlige, de færreste ligegyldige, men magien fra starten fandtes måske kun i Oscar-vinderen "Den amerikanske nat". "Det grønne rum", og de to Hitchcock-hyldester "Bruden var i sort" og Den falske brud" er dog glimrende.
Først som 8-årig er Antoine flyttet ind hos sin mor, og hendes nye mand - som Antoine har et godt forhold til. Men han er kommet for sent ind hos dem, til at de kan påvirke ham i særlig grad.
Da han på en pjækkedag ser sin mor kysse en anden mand, falder det ham naturligt at bruge sin mors "død" som undskyldning for sit pjæk. Det får den hårde lærer til at føle medfølelse med Antoine, og så meget hårdere bliver straffen, da læreren opdager løgnen.
En af de fine ting ved Truffaut er hans evne til at fortælle små historier indeni den store. En aften møder Antoine en ung kvinde, der leder efter en hund, og lover at hjælpe hende. Men så kommer en ung mand, der øjner chancen for at score hende. En anden situation er da en gymnastiklærer tager eleverne ud på løbetur. En efter en stikker eleverne - uden læreren opdager noget - af. Også vennen Rene tegnes fint. Han kommer fra et mere velstående miljø, men hans ensomhed er ikke mindre.
Jean-Pierre Léauds præstation er monumental. Han ER filmen. I en scene, er Antoine oppe hos en psykolog. Han er på forhånd blevet advaret mod at kigge på hendes ben, for ikke at blive kaldt perverteret. men Truffaut viser os hende aldrig, kun hendes stemme. Bemærk Léaud i den scene. Det er slet og ret mesterligt.
Som i alle Truffauts film spiller kunsten en rolle. Antoine og Rene stjæler et billede fra Ingmar Bergmans "Sommeren med Monika" med Harriet Andersson, og Antoines møde med Balzac bliver en åbenbaring - der dog, som den senere hovedpersons i "Silkehud" - ender trist.
Til slut flygter han til havet. I et uforglemmeligt slutbillede. Hans frydefulde drøm er gået i opfyldelse. Men rejsen dertil har været hård. En dreng spilttet mellem fortid og fremtid.
Baseret på egne erindringer skildre Truffaut alter-egoet Antoine Doinel, der af sine omgivelser betegnes som et problembarn, der hellere vil i biografen end i skole.
Truffaut skildrer senere Antoine i yderligere tre film, finest i "Stjålne Kys". Truffauts første fire film er nærmest mirakuløse. "Ung Flugt", "Skyd på Pianisten", "Jules og Jim" og "Silkehud" er fantastiske film. Truffaut er det sort-hvide bredlærreds mester. Og de lyrisk overbelyste billeder glemmes aldrig.
Med den internationalt rettede "Fahrenheit 451" - hans eneste engelsk-sprogede film - vistes de første svahedstegn (kan nogen danske instruktøer af idag lærer heraf ?) Ingen af de senere 14 af 16 film jeg har set, er dårlige, de færreste ligegyldige, men magien fra starten fandtes måske kun i Oscar-vinderen "Den amerikanske nat". "Det grønne rum", og de to Hitchcock-hyldester "Bruden var i sort" og Den falske brud" er dog glimrende.
Først som 8-årig er Antoine flyttet ind hos sin mor, og hendes nye mand - som Antoine har et godt forhold til. Men han er kommet for sent ind hos dem, til at de kan påvirke ham i særlig grad.
Da han på en pjækkedag ser sin mor kysse en anden mand, falder det ham naturligt at bruge sin mors "død" som undskyldning for sit pjæk. Det får den hårde lærer til at føle medfølelse med Antoine, og så meget hårdere bliver straffen, da læreren opdager løgnen.
En af de fine ting ved Truffaut er hans evne til at fortælle små historier indeni den store. En aften møder Antoine en ung kvinde, der leder efter en hund, og lover at hjælpe hende. Men så kommer en ung mand, der øjner chancen for at score hende. En anden situation er da en gymnastiklærer tager eleverne ud på løbetur. En efter en stikker eleverne - uden læreren opdager noget - af. Også vennen Rene tegnes fint. Han kommer fra et mere velstående miljø, men hans ensomhed er ikke mindre.
Jean-Pierre Léauds præstation er monumental. Han ER filmen. I en scene, er Antoine oppe hos en psykolog. Han er på forhånd blevet advaret mod at kigge på hendes ben, for ikke at blive kaldt perverteret. men Truffaut viser os hende aldrig, kun hendes stemme. Bemærk Léaud i den scene. Det er slet og ret mesterligt.
Som i alle Truffauts film spiller kunsten en rolle. Antoine og Rene stjæler et billede fra Ingmar Bergmans "Sommeren med Monika" med Harriet Andersson, og Antoines møde med Balzac bliver en åbenbaring - der dog, som den senere hovedpersons i "Silkehud" - ender trist.
Til slut flygter han til havet. I et uforglemmeligt slutbillede. Hans frydefulde drøm er gået i opfyldelse. Men rejsen dertil har været hård. En dreng spilttet mellem fortid og fremtid.
20/04-2003
