En ting jeg ikke forstod

5.0
Triers drama er enormt vellykket og (naturligvis) nådesløst konsekvent, og jeg betragter "Dancer in the Dark" som mere vellykket end hans sammenlignelige forgænger "Breaking the Waves". Indimellem dukker der scener op, der ganske enkelt er fremragende overbevisende. Musiknumrene er egentlig sungne replikker, som indimellem - specielt til sidst - er ret velanbragte, hvorimod de første 2-3 numre kedede mig en smule. Men de bidrager allesammen til at styrke indtrykket af hovedpersonens virkelighedsopfattelse.

Hvorvidt jeg kan tro på Selma som menneske er dog lidt vanskeligt at sige. Hun er det rationelt tænkende menenskes diamentrale modsætning. Trier forsøger at skildre den betingelsesløse kærlighed. Men hvis man alligevel accepterer figuren, er der alligevel netop én reaktion undervejs i filmen, der undrer mig ganske gevaldigt: Hvis hun virkelig ville gøre alt for at muliggøre en øjenoperation af sin søn, begriber jeg ganske enkelt ikke, at hun under retssagen valgte at fortælle løgnehistorien om sin fiktive morfar (som blot er inspireret af stepdanseren Oldrych Novy). Alle andre af Selmas irrationelle handlinger gi'r én eller anden form for mening, hvis man prøver at forstå hendes person, men ikke dén reaktion. Hun har alt at miste og absolut intet at vinde ved at svare, som hun gør. Det gi'r ingen mening - specielt ikke fordi historien tilmed er det rene løgn.
- Kan nogen forklare mig, hvorfor hun reagerer, som hun gør i dén situation?
Dancer in the Dark