Anstændig Filmatisering
4.0
Som dreng får Matt Murdock (Affleck) radioaktivt affald over sig, bliver blind, men får forstærket alle andre sanser. Da hans far (Keith) kort tid efter brutalt myrdes, begynder Murdock at bekæmpe forbrydere i nattens mørke, forklædt som superhelt med tilnavnet “Daredevil”.
Hele grundlaget for “Daredevil”-filmen kan virke noget tyndt og også klichefyldt, særligt hvis man kender til diverse andre superhelte. Men han er alligevel en af de gamle drenge indenfor tegneserieuniverset efterhånden, og han er en af dem jeg med stor fornøjelse har læst som barn, hvor jeg bedst husker Frank Millers udgave af ham. Men han har nu endelig fået sin egen film, som selv om handlingen er lidt spinkel, faktisk fungerer ganske godt.
Der er ting man kan kritisere, for eksempel er flere af actionscenerne lettere rodet, og de er fyldt med så mange blink, snurreture, klip og diverse (unødige?) andre virkemidler, for at gøre dem hyped og nutidige, at det særligt i starten, kan være en smule svært at finde ud af, hvor mange skurke vores helt egentlig slås med i lige det slagsmål og hvad der rent faktisk sker. Slutopgøret er også alt for kort og udramatisk til at man føler sig tilfredsstillet på den konto.
Til gengæld fungerer den simple historie ganske godt, hænger fint sammen og er pænt fængende, mens der er langt mere psykologisk dybde i vores helt, som lider af moralske kvaler, end man ville have troet på forhånd om denne film (uden at man må tro her er tale om noget ekstraordinært).
Scenografien er også dejlig mørk og dyster, og de mange nattescener i storbyen er våde, kolde og beskidte og det klæder altså disse superheltefilm ikke altid at blive for pæne.
Affleck finder jeg er okay til hovedrollen, selv om han måske ikke spiller meget, og Garner som jeg normalt ikke har fundet specielt sexy eller flot (men da heller ikke dødtrist), gør det så godt, og er sku’ lige med et slet ikke så kedelig endda her, at der arbejdes på at lave en film med hendes figur “Elektra” som hovedrollen (nu må vi se om det lykkes?). Duncan er også en god “Kingpin”, selv om han i tegneserien er hvid og mere fed at se på, og den efterhånden noget overeksponeret Farrell er dejlig led som “Bullseye”.
Filmens pris på 75 millioner dollars, kan jeg nu undre mig over, for selv om det efterhånden ikke er meget for en sådan type film, så ligner denne her nu alligevel mere end der “kun” burde have kostet 40-45 millioner dollars, så mange spektakulære effekter og vild action er der jo heller ikke, men skuespillerne har måske taget deres bid af kagen.
Men lige meget, for alt i alt er dette her en okay superheltefilm, hvis man altså ikke forventer sig noget i klasse med “X-Men” eller “Spider-Man”.
Hele grundlaget for “Daredevil”-filmen kan virke noget tyndt og også klichefyldt, særligt hvis man kender til diverse andre superhelte. Men han er alligevel en af de gamle drenge indenfor tegneserieuniverset efterhånden, og han er en af dem jeg med stor fornøjelse har læst som barn, hvor jeg bedst husker Frank Millers udgave af ham. Men han har nu endelig fået sin egen film, som selv om handlingen er lidt spinkel, faktisk fungerer ganske godt.
Der er ting man kan kritisere, for eksempel er flere af actionscenerne lettere rodet, og de er fyldt med så mange blink, snurreture, klip og diverse (unødige?) andre virkemidler, for at gøre dem hyped og nutidige, at det særligt i starten, kan være en smule svært at finde ud af, hvor mange skurke vores helt egentlig slås med i lige det slagsmål og hvad der rent faktisk sker. Slutopgøret er også alt for kort og udramatisk til at man føler sig tilfredsstillet på den konto.
Til gengæld fungerer den simple historie ganske godt, hænger fint sammen og er pænt fængende, mens der er langt mere psykologisk dybde i vores helt, som lider af moralske kvaler, end man ville have troet på forhånd om denne film (uden at man må tro her er tale om noget ekstraordinært).
Scenografien er også dejlig mørk og dyster, og de mange nattescener i storbyen er våde, kolde og beskidte og det klæder altså disse superheltefilm ikke altid at blive for pæne.
Affleck finder jeg er okay til hovedrollen, selv om han måske ikke spiller meget, og Garner som jeg normalt ikke har fundet specielt sexy eller flot (men da heller ikke dødtrist), gør det så godt, og er sku’ lige med et slet ikke så kedelig endda her, at der arbejdes på at lave en film med hendes figur “Elektra” som hovedrollen (nu må vi se om det lykkes?). Duncan er også en god “Kingpin”, selv om han i tegneserien er hvid og mere fed at se på, og den efterhånden noget overeksponeret Farrell er dejlig led som “Bullseye”.
Filmens pris på 75 millioner dollars, kan jeg nu undre mig over, for selv om det efterhånden ikke er meget for en sådan type film, så ligner denne her nu alligevel mere end der “kun” burde have kostet 40-45 millioner dollars, så mange spektakulære effekter og vild action er der jo heller ikke, men skuespillerne har måske taget deres bid af kagen.
Men lige meget, for alt i alt er dette her en okay superheltefilm, hvis man altså ikke forventer sig noget i klasse med “X-Men” eller “Spider-Man”.
02/05-2003
