Jailhouse Jazz
4.0
Den naive Roxie Hart (Zellweger) drømmer om at blive berømt, men da hun myrder sin elsker, ender hun i stedet i fængsel. Her møder hun den berømte sangerinde, Velma Kelly (Zeta Jones), der også sidder inde for mord, og begge prøver de at overgå hinanden for at komme i rampelyset, i 20’ernes Chicago.
Svingende og mægtigt underholdende musical, med en burlesk pointe om alt det vi gør, for at opnå berømmelse for enhver pris. Det er morsomt, indimellem lidt dramatisk og aldrig kedeligt. Handlingen, der tydeligt er baseret på en stagemusical fungerer fint, selvom den er løst fortalt og er set før, den kan for eksempel minde en del om den gamle Elvis Presley film “Jailhouse Rock”, som også handler om et ungt menneske der kommer i fængsel, og der grundlægger vejen til berømmelse (selv om disse to films kardinalpunkter dog ikke er ens).
Men filmen lever alligevel mest på billede og lyd (og gode skuespillere), den har en særdeles flot billedside, der ofte er holdt i en mørk tone, men ikke uden massere af glamour i enkelte scener som passer godt til genren. Også de mange virkelig godt opsatte og velkoreograferet dansenumre er en fryd for øjet, men filmens største triumf ifølge mig, er den helt igennem fantastiske jazz- og jazzinspireret popmusik.
De udmærkede skuespillere skal selvfølgelig også fremhæves, der spilles nemlig rigtigt godt i flere roller, og her trækker filmen også et stik eller to hjem. Zellweger er et godt valg til hovedrollen, hun kan både overbevise som naiv blondine og udspekuleret wannabe, og så er det helt rart at se den normalt stive Gere folde sig ud og blive mere løssluppen. Han har før spillet usympatiske roller som her, men sjældent så muntert, pjanket og bevidst slimet. Også et par af de større biroller skal fremhæves, og her tænker jeg på Latifah i vidunderligt spil som fangevogter med drømme om rigdom, og på Reilly som tossegod husbond til Zellweger. Men bedst af alle er alligevel Zeta-Jones, som danser, synger og spiller publikum lige ned i sin hule hånd, hun fik fortjent en Oscar, selv om jeg måske havde andre favoritter.
At denne her produktion vandt en Oscar for bedste film kan måske alligevel undre en, trods mine rosende ord, da der var langt bedre film med i opløbet. For selv om det er en virkelig god musical, så er den hverken nyskabende, nytænkende eller specielt original (men heller ikke dybt uoriginal). Det er enormt godt håndværk og lidt til måske, men ikke den slags man giver priser, med undtagelse af musikken, som virkelig svinger, jeg har i hvert fald købt Cd’en, og så Zeta-Jones naturligvis.
Svingende og mægtigt underholdende musical, med en burlesk pointe om alt det vi gør, for at opnå berømmelse for enhver pris. Det er morsomt, indimellem lidt dramatisk og aldrig kedeligt. Handlingen, der tydeligt er baseret på en stagemusical fungerer fint, selvom den er løst fortalt og er set før, den kan for eksempel minde en del om den gamle Elvis Presley film “Jailhouse Rock”, som også handler om et ungt menneske der kommer i fængsel, og der grundlægger vejen til berømmelse (selv om disse to films kardinalpunkter dog ikke er ens).
Men filmen lever alligevel mest på billede og lyd (og gode skuespillere), den har en særdeles flot billedside, der ofte er holdt i en mørk tone, men ikke uden massere af glamour i enkelte scener som passer godt til genren. Også de mange virkelig godt opsatte og velkoreograferet dansenumre er en fryd for øjet, men filmens største triumf ifølge mig, er den helt igennem fantastiske jazz- og jazzinspireret popmusik.
De udmærkede skuespillere skal selvfølgelig også fremhæves, der spilles nemlig rigtigt godt i flere roller, og her trækker filmen også et stik eller to hjem. Zellweger er et godt valg til hovedrollen, hun kan både overbevise som naiv blondine og udspekuleret wannabe, og så er det helt rart at se den normalt stive Gere folde sig ud og blive mere løssluppen. Han har før spillet usympatiske roller som her, men sjældent så muntert, pjanket og bevidst slimet. Også et par af de større biroller skal fremhæves, og her tænker jeg på Latifah i vidunderligt spil som fangevogter med drømme om rigdom, og på Reilly som tossegod husbond til Zellweger. Men bedst af alle er alligevel Zeta-Jones, som danser, synger og spiller publikum lige ned i sin hule hånd, hun fik fortjent en Oscar, selv om jeg måske havde andre favoritter.
At denne her produktion vandt en Oscar for bedste film kan måske alligevel undre en, trods mine rosende ord, da der var langt bedre film med i opløbet. For selv om det er en virkelig god musical, så er den hverken nyskabende, nytænkende eller specielt original (men heller ikke dybt uoriginal). Det er enormt godt håndværk og lidt til måske, men ikke den slags man giver priser, med undtagelse af musikken, som virkelig svinger, jeg har i hvert fald købt Cd’en, og så Zeta-Jones naturligvis.
07/05-2003
