Genialt mesterværk!

Så kom filmen endelig til Danmark, efter at den har været vist for verdenspressen igår. Her er filmen, som får det bedste frem i folk.

Lad dogme være dogme, og lad alle fordomme omkring dogme-principperne ligger derhjemme i skuffen, og gå ind og se denne spetaklulære film. Filmens kunst er endnu engang blevet udvidet, og man kan sige, at det nærmer sig teateret - og dog. Filmens længe på 2.52 t. kunne være en teateropsætning, det samme gælder de meget sparsomme kulisser og, det der holder filmen i live, skuespillerpræstationen! Men teater bliver teater og film er og bliver film. De to kommer ikke til at sammenligne og forbliver forskellige, selvom man låner og henter inspiration fra hinanden. Man får alt andet lige et større indblik i figuren, og kommer nærmere den enkelte rolle, fremfor at sidde tilbage i teateret og se det hele fra afstand.

Meget kommer til at bliver skrevet og sagt omkring "Dogville", og man skal godt nok lige tage de første 10 min. af filmen, stille og roligt og på den måde, vende sig til filmen og dens opsætning. De meget få kulisser der bliver brugt, og ikke mindst de streger på gulvet, som skal symbolisere hvor f.eks. husene og hunden ligger. Det kræver noget af alle, både skuespiller og publikum, for det er tankerne man gør sig under filmen, som giver den sin helhed og til et mesterværk.

Måske skal man være lidt af en fan af von Trier, men for at gå ind og se denne, behøves man ikke være fan. Man skal bare være åben over for nye tiltag og tænkning inden for filmkunst. Von Trier er en stor PR-mand sammen med Peter Ålbæk, og de har tilsammen sat noget gang i den danske filmbranche - både på godt og ondt. Det er deres markedsføring som gør, at filmen kommer ud til den brede danske befolkning, og på den måde vækker opsigt og røre. Man kan dog stille det spørgsmål, om filmen ville have været det samme, hvis man ikke vidste, hvilke lidelser skuespillerne har været igennem, for at lave filmen. Hele det mediepostyr der er omkring filmen skræmmer nogle, og vækker andres nysgerrighed for filmen. PR er godt, men ikke for enhver pris. Canne er også godt, men heller ikke for enhver pris. Men et er sikkert, "Dogville" er meget stor potentiale til at vinde de gyldne palmer!

Filmens hovedrolle som spilles af Nicole Kidman, leverer en præstation ud over det sædvanelige. Hvad hun ikke får frem i den rolle som Grace er ufatteligt. Man kan ikke andet, end at tage hatten af for hende. Hendes medspil/modspil i form af Paul Bettany er mindst lige så enestående. Deres forskellighed og lighed er så passende i deres roller som henholdsvis filosof/forfatter og eftersøgt dame. Derudover er der også de gamle kendinge som Lauren Bacall, som også spiller sin rolle som mor Ginger til et 13 tal. Faktisk kan man rose hele holdet af skuespillere, og nævne dem alle, ophøje dem og give dem en sær-pris for deres indsats. Alle gør deres roller levende, på hver deres måde. Faktisk er alle skuespillere, kendte som mindre kendte, fabelagtigt castet til deres roller. Deres præstation, som holder filmen oppe, bliver leveret med en så intens indsats, og så overbevisende, at alle fortjener en medalje, for deres overbevisende skuespil. Det bør belønnes! Noget andet må være det svære set-up, som bestemt heller ikke har gjort det nemt for dem, det er bare ufatteligt, hvad Lars von Trier har fået ud af dem.

Nok bliver filmen svær at sælge i biografen, men hvis man først tage vove skridtet ind i biografen, og lade sig være åben over for tiltag, så bliver man grebet, og man går ud af biografen, i en sindstilstand, hvor man ikke ved om man skal grine eller græde.

Herfra mine største anbefalinger til filmen, og håb for at den bliver vinderes af de gyldne palmer i Canne.