Superhelte efter hæftet
3.0
Fans af tegneserien af samme navn har - udover at der i filmen er skåret ned på antallet af mutanter - ikke meget at beklage sig over. Tegneserieanmelderen Jacob Stegelmann fra DRs "Troldspejlet" er da også langtfra den eneste, der har lovpirst filmen. Antallet af kendte skuespillere, der medvirker, vidner desuden om, at filmens produktionsbudget har været pænt stort. Dertil kommer, at effekterne, der især har til formål at vise de respektive mutanters særegne evner, også er tilpas lækkert udført til, at filmen udmærker sig rent visuelt.
... Men hva' nu hvis man IKKE fascineres så meget af hverken de enkelte mutanters superevner eller af seriens univers med den evige kampe mellem mennesker, gode og onde mutanter som omdrejningspunkt?
Tjah. Figurerne er flade som pap, og det ville være meget synd at påstå, at manuskriptet giver de mange kendte skuespillere gode arbejdsbetingelser. Det bliver således hurtigt ufatteligt kedeligt at overvære dialogerne mellem den gode Professor X (Patrick Stewart) og den onde Magneto (Ian McKellen).
Også filmens hovedpersoner, Wolverine, der mest af alt minder om en fæl udgave af en ung Dean Martin, og den unge pige Rogue, repræsenterer for mig at se endnu et eksempel på, at de fleste superheltefilm af nyere dato går dybt i vandet, fordi de forsøger at menneskeliggøre heltene.
Dertil kommer, at filmen trods sit indlysende kischede persongalleri forsøges holdt i en helt overvejende mørk og alvorlig tone, hvor gode replikker og lidt mere raffineret humor er ikke-eksisterende.
En enkelt af de ondskabsfulde mutanter (som desværre har en meget lille rolle) faldt dog i min smag, nemlig Toad, der råder over en ufattelig elastisk tunge!
... Men hva' nu hvis man IKKE fascineres så meget af hverken de enkelte mutanters superevner eller af seriens univers med den evige kampe mellem mennesker, gode og onde mutanter som omdrejningspunkt?
Tjah. Figurerne er flade som pap, og det ville være meget synd at påstå, at manuskriptet giver de mange kendte skuespillere gode arbejdsbetingelser. Det bliver således hurtigt ufatteligt kedeligt at overvære dialogerne mellem den gode Professor X (Patrick Stewart) og den onde Magneto (Ian McKellen).
Også filmens hovedpersoner, Wolverine, der mest af alt minder om en fæl udgave af en ung Dean Martin, og den unge pige Rogue, repræsenterer for mig at se endnu et eksempel på, at de fleste superheltefilm af nyere dato går dybt i vandet, fordi de forsøger at menneskeliggøre heltene.
Dertil kommer, at filmen trods sit indlysende kischede persongalleri forsøges holdt i en helt overvejende mørk og alvorlig tone, hvor gode replikker og lidt mere raffineret humor er ikke-eksisterende.
En enkelt af de ondskabsfulde mutanter (som desværre har en meget lille rolle) faldt dog i min smag, nemlig Toad, der råder over en ufattelig elastisk tunge!
18/01-2005
