Jane Austen to the max
3.0
Det er i sandhed i kraft af store skuespillerpræstationer, at Ang Lees filmatisering af den lyserøde Jane Austen-klassiker hæver sig over de gennemsnitlige film indenfor dén genre.
Der skal ikke meget til at ryste de to yngste godsejer-døtre, og engelsk films evigunge kostumedrama-helt, Hugh Grant (der efter min mening - samt til min store beklagelse - ikke har medvirket i en rigtig god film siden "Remains of the Day"), kan næsten ikke tale som følge af den giftige kombination af etiquette, høflighed og bonerthed... Det er vel overflødigt at nævne, at døtrene bli'r gift til op over begge ører til slut? Ingen løse ender, ingen kranke skæbner.
Emma Thompson står trods den selvudslettende rolle som Elinor Dashwood nok for filmens mest krævende skuespilspræstation.
Hvis man kan holde til så megen lykke på én gang, så hører filmen absolut til i Rolls Royce-klassen. Men qua sine nærmest overdrevent glansbilledagtige udvikling henimod slutningen, hvor det kammer helt over i glædestårer over de mange misforståelser som følge af datidens takt og tone, må jeg desværre trække en stjerne fra i min samlede bedømmelse. Jeg KAN ikke gi' mere trods det fornemme håndværk og gode skuespil. Filmen mangler et personligt touch fra instruktørhånd. Som den fremstår hér, kunne den ligeså vel være lavet i Hollywood.
Jeg vil i øvrigt anbefale Scopes egen anmeldelse, som jeg overordnet betragtet er helt enig i.
Der skal ikke meget til at ryste de to yngste godsejer-døtre, og engelsk films evigunge kostumedrama-helt, Hugh Grant (der efter min mening - samt til min store beklagelse - ikke har medvirket i en rigtig god film siden "Remains of the Day"), kan næsten ikke tale som følge af den giftige kombination af etiquette, høflighed og bonerthed... Det er vel overflødigt at nævne, at døtrene bli'r gift til op over begge ører til slut? Ingen løse ender, ingen kranke skæbner.
Emma Thompson står trods den selvudslettende rolle som Elinor Dashwood nok for filmens mest krævende skuespilspræstation.
Hvis man kan holde til så megen lykke på én gang, så hører filmen absolut til i Rolls Royce-klassen. Men qua sine nærmest overdrevent glansbilledagtige udvikling henimod slutningen, hvor det kammer helt over i glædestårer over de mange misforståelser som følge af datidens takt og tone, må jeg desværre trække en stjerne fra i min samlede bedømmelse. Jeg KAN ikke gi' mere trods det fornemme håndværk og gode skuespil. Filmen mangler et personligt touch fra instruktørhånd. Som den fremstår hér, kunne den ligeså vel være lavet i Hollywood.
Jeg vil i øvrigt anbefale Scopes egen anmeldelse, som jeg overordnet betragtet er helt enig i.
18/01-2005
