En født klassiker
6.0
Siden jeg her ikke tidligere har talt om Ringenes Herre overhovedet, vil jeg anmelde begge de to film jeg har set hidtil. For den første, Fellowship of the Ring (herefter FOTR), skal jeg lige påpege at jeg primært anmelder den udvidede DVD version af filmen, da det nu er den jeg har på video-hylden og derfor har set flest gange (ikke at det gør nogen væsentlig forskel).
Sandt at sige er jeg lidt af en LOTR-fan helt tilbage fra dengang Ralph Bakshi lavede sin tegnefilmsversion og dermed gjorde mig interesseret i Tolkiens fantastiske univers. Hvis man har det på samme måde så sidder man nok først og fremmest og leder filmen igennem efter alle de ting der er ændret eller helt fjernet i forhold til bogen. Tom Bombadil er væk, men det ventede jeg nu også. Jeg savnede dog Glorfindel, som åbenbart var syg og blev erstattet af Arwen... Ja, jeg ved godt at Glorfindel ikke er en vigtig person i historien og let kan undværes, men jeg ville lyve hvis jeg påstod jeg ikke savnede ham. Det er også irriterende hvordan replikker tages fra en person og gives til en anden, hvis man kan bogen udenad.
Til gengæld må man tage hatten af for Jackson's evne til at fokusere på sin historie. Det er tydeligt at han kan historien udenad selv, for mange kommentarer og scener jeg savnede i biograf-versionen er med igen i den udvidede DVD version. Den største bedrift er nok den næsten klaustrofobiske stemning det lykkes for Jackson at lægge ind i filmen. Næsten alle scener i filmen, selv i det åbne Rivedell (eller Kløvedal, hvis man foretrækker de Danske navne), virker på en eller anden måde konstant for små. Dette hjælper med at understrege historiens interne alvor om ringens betydning og ondskab, for man føler virkelig at dette ikke bare er et eller andet glorværdigt helte-epos eller et børne-eventyr, men derimod at det er en afgørende kamp for at overleve den stigende magt og ondskab som ringen spreder omkring sig. Og dermed bliver filmen selvsagt langt mere voldsom, medrivende og vedkommende.
De storslående landskaber er fantastiske. At se The Shire (Herredet) var fuldstændig som at komme hjem, for der lå det og det sted jo, og der var Bag End (Sækkedyb) jo - præcis hvor det skulle være. Det var som igen at finde noget, man havde glemt man savnede, i hvert fald for mig. Det undrer ikke at filmen vandt en Oscar for Cinematography, for det var faktisk helt umuligt at give den til nogen anden film så overvældende som de billeder vi får at se egentlig er. Man skulle næsten tro filmen er sponsoreret af New Zealand's turist-råd, for man gisper næsten over hvor imponerede det er, helt fra The Shire over Bree, Rivendell, Isengard, Moria, Lothlorien og til Gondor.
Især Moria er naturligvis vigtig, og resultatet udebliver da heller ikke. Kampen på broen ved Khazad-Dûm er både uhyggelig og traumatisk. Både den og de efterfølgende scener er blandt de mest medrivende der er set i nogen film i flere år, og kampens afslutning er blandt den slags der bare bliver siddende på nethinden i lang tid efter.
Når man tager i betragtning at Jackson havde sagt det ville blive nye ansigter i filmen, så må man sige det er imponerende hvor mange af dem man i forvejen kendte til. Jeg kendte bestemt til både Ian McKellen, Viggo Mortensen, Elijah Wood, John Rhys-Davies, Sean Bean, Liv Tyler, Ian Holm, Christopher Lee, Kate Blanchett og Hugo Weaving i forvejen (og Brad Dourif, men han er ikke med i FOTR). De er måske ikke fra Hollywood's top-liste, men de er alle stadig voldsomt dygtige og anerkendte skuespillere. Jeg havde min tvivl om Wood som Frodo, men må give Jackson ret i at hans udtryksfulde øjne er perfekte til Frodo. Ian Holm er nærmest selvsagt fremragende som Bilbo, mens Ian McKellen faktisk er en bedre Gandalf end jeg havde troet vi kunne få. Til gengæld var jeg mere tvivlende overfor Viggo Mortensen som Aragorn, men han gjorde det godt i den første film. Sean Bean og John-Rhys Davies er derimod perfekte som Boromir og Gimli, ligesom Orlando Bloom præsterer en utrolig debut som Legolas.
Man må også rose Howard Shore for hans utrolige film-musik. Jeg havde troet John Williams ville vinde en Oscar det år, selv om jeg mente Shore havde fortjent den. Jeg var åbenbart ikke den eneste der syntes at Shore's musik var så passende at det næsten skrev skole. Før LOTR var Shore bare et navn på 'en af de der andre komponister' for mig. Sådan er det ikke mere, og temaerne fra filmen var fra starten lige så originale, tidsløse og klassiske som dem Williams i sin tid skrev til Star Wars filmene, hvilket er en mageløs bedrift. Især imponerede er måden hvorpå Shore forstår at Gandalf's fald fungerer bedst hvis han ganske enkelt lader ham falde uden baggrunds-musik, og så begynder på en sørge-melodi der kryber ind under huden på folk bagefter. Boromir's død er ligeledes en musisk bedrift af dimensioner hvor samarbejdet mellem Jackson's billeder og Shore's musik går op i en højere enhed - det ene øjeblik er vi igang med vilde kampe med hektisk musik, og pludselig standser begge dele, hvorefter kampen billedligt glider over i slow-motion mens musikken udpinsler tragedien i en grad der er umulig at undslippe. Utroligt arbejde. Så effektivt kan film-musik være når det er bedst.
Man siger ofte af forventningens glæde er den største. I dette tilfælde var min fyldt med frygt for hvor skidt det ville gå for filmen. Den gjorde alle mine bekymringer til skamme. Ikke fordi jeg synes den er perfekt, slet ikke - der er flere ting i den der ærgrer mig en smule eller hvor jeg bare er uenig med Jackson. Næ, grunden til min begejstring findes derimod i hvor ubesværet en grad filmen samlede op på historien og fortalte den uimponeret på det store lærred. Da jeg forlod biografen vidste jeg at jeg haft en film-oplevelse jeg stadig ville huske ti år efter, og det sker ikke ret ofte... Uden sammenligning gled FOTR ubesværet ind på min top 10 liste over film. Så ubesværet at jeg finder det skræmmende at den så let overgår langt mere alvorlige og dybe film-klassikere som "Apocalypse Now" eller "Schindler's List" i min bevisthed. Jo, jeg er LOTR-fan, men dette var tættere end jeg havde troet muligt, endsige drømt om - meget tættere!
FOTR er en film folk stadig vil tale om og huske som en klassiker om tyve år...
Sandt at sige er jeg lidt af en LOTR-fan helt tilbage fra dengang Ralph Bakshi lavede sin tegnefilmsversion og dermed gjorde mig interesseret i Tolkiens fantastiske univers. Hvis man har det på samme måde så sidder man nok først og fremmest og leder filmen igennem efter alle de ting der er ændret eller helt fjernet i forhold til bogen. Tom Bombadil er væk, men det ventede jeg nu også. Jeg savnede dog Glorfindel, som åbenbart var syg og blev erstattet af Arwen... Ja, jeg ved godt at Glorfindel ikke er en vigtig person i historien og let kan undværes, men jeg ville lyve hvis jeg påstod jeg ikke savnede ham. Det er også irriterende hvordan replikker tages fra en person og gives til en anden, hvis man kan bogen udenad.
Til gengæld må man tage hatten af for Jackson's evne til at fokusere på sin historie. Det er tydeligt at han kan historien udenad selv, for mange kommentarer og scener jeg savnede i biograf-versionen er med igen i den udvidede DVD version. Den største bedrift er nok den næsten klaustrofobiske stemning det lykkes for Jackson at lægge ind i filmen. Næsten alle scener i filmen, selv i det åbne Rivedell (eller Kløvedal, hvis man foretrækker de Danske navne), virker på en eller anden måde konstant for små. Dette hjælper med at understrege historiens interne alvor om ringens betydning og ondskab, for man føler virkelig at dette ikke bare er et eller andet glorværdigt helte-epos eller et børne-eventyr, men derimod at det er en afgørende kamp for at overleve den stigende magt og ondskab som ringen spreder omkring sig. Og dermed bliver filmen selvsagt langt mere voldsom, medrivende og vedkommende.
De storslående landskaber er fantastiske. At se The Shire (Herredet) var fuldstændig som at komme hjem, for der lå det og det sted jo, og der var Bag End (Sækkedyb) jo - præcis hvor det skulle være. Det var som igen at finde noget, man havde glemt man savnede, i hvert fald for mig. Det undrer ikke at filmen vandt en Oscar for Cinematography, for det var faktisk helt umuligt at give den til nogen anden film så overvældende som de billeder vi får at se egentlig er. Man skulle næsten tro filmen er sponsoreret af New Zealand's turist-råd, for man gisper næsten over hvor imponerede det er, helt fra The Shire over Bree, Rivendell, Isengard, Moria, Lothlorien og til Gondor.
Især Moria er naturligvis vigtig, og resultatet udebliver da heller ikke. Kampen på broen ved Khazad-Dûm er både uhyggelig og traumatisk. Både den og de efterfølgende scener er blandt de mest medrivende der er set i nogen film i flere år, og kampens afslutning er blandt den slags der bare bliver siddende på nethinden i lang tid efter.
Når man tager i betragtning at Jackson havde sagt det ville blive nye ansigter i filmen, så må man sige det er imponerende hvor mange af dem man i forvejen kendte til. Jeg kendte bestemt til både Ian McKellen, Viggo Mortensen, Elijah Wood, John Rhys-Davies, Sean Bean, Liv Tyler, Ian Holm, Christopher Lee, Kate Blanchett og Hugo Weaving i forvejen (og Brad Dourif, men han er ikke med i FOTR). De er måske ikke fra Hollywood's top-liste, men de er alle stadig voldsomt dygtige og anerkendte skuespillere. Jeg havde min tvivl om Wood som Frodo, men må give Jackson ret i at hans udtryksfulde øjne er perfekte til Frodo. Ian Holm er nærmest selvsagt fremragende som Bilbo, mens Ian McKellen faktisk er en bedre Gandalf end jeg havde troet vi kunne få. Til gengæld var jeg mere tvivlende overfor Viggo Mortensen som Aragorn, men han gjorde det godt i den første film. Sean Bean og John-Rhys Davies er derimod perfekte som Boromir og Gimli, ligesom Orlando Bloom præsterer en utrolig debut som Legolas.
Man må også rose Howard Shore for hans utrolige film-musik. Jeg havde troet John Williams ville vinde en Oscar det år, selv om jeg mente Shore havde fortjent den. Jeg var åbenbart ikke den eneste der syntes at Shore's musik var så passende at det næsten skrev skole. Før LOTR var Shore bare et navn på 'en af de der andre komponister' for mig. Sådan er det ikke mere, og temaerne fra filmen var fra starten lige så originale, tidsløse og klassiske som dem Williams i sin tid skrev til Star Wars filmene, hvilket er en mageløs bedrift. Især imponerede er måden hvorpå Shore forstår at Gandalf's fald fungerer bedst hvis han ganske enkelt lader ham falde uden baggrunds-musik, og så begynder på en sørge-melodi der kryber ind under huden på folk bagefter. Boromir's død er ligeledes en musisk bedrift af dimensioner hvor samarbejdet mellem Jackson's billeder og Shore's musik går op i en højere enhed - det ene øjeblik er vi igang med vilde kampe med hektisk musik, og pludselig standser begge dele, hvorefter kampen billedligt glider over i slow-motion mens musikken udpinsler tragedien i en grad der er umulig at undslippe. Utroligt arbejde. Så effektivt kan film-musik være når det er bedst.
Man siger ofte af forventningens glæde er den største. I dette tilfælde var min fyldt med frygt for hvor skidt det ville gå for filmen. Den gjorde alle mine bekymringer til skamme. Ikke fordi jeg synes den er perfekt, slet ikke - der er flere ting i den der ærgrer mig en smule eller hvor jeg bare er uenig med Jackson. Næ, grunden til min begejstring findes derimod i hvor ubesværet en grad filmen samlede op på historien og fortalte den uimponeret på det store lærred. Da jeg forlod biografen vidste jeg at jeg haft en film-oplevelse jeg stadig ville huske ti år efter, og det sker ikke ret ofte... Uden sammenligning gled FOTR ubesværet ind på min top 10 liste over film. Så ubesværet at jeg finder det skræmmende at den så let overgår langt mere alvorlige og dybe film-klassikere som "Apocalypse Now" eller "Schindler's List" i min bevisthed. Jo, jeg er LOTR-fan, men dette var tættere end jeg havde troet muligt, endsige drømt om - meget tættere!
FOTR er en film folk stadig vil tale om og huske som en klassiker om tyve år...
19/08-2003
