- Et sjældent syn -

5.0
En varm og helt igennem livsbekræftende fortælling, om en ung talentfuld pianist, der er født og opvokset ombord på Europa-båden ”The Virginia”. Her nyder han livet og lader andre gøre det, når han beriger dem med hans overdådige klaverspil. Men udenfor i den store verden, venter der ham masser af oplevelser – han har nemlig aldrig sat sine fødder udenfor skibet....

”La Leggenda del Pianista Sull'Oceano” eller ”The Legend Of 1900”, som er dens amerikanske titel, er en glødende beretning, der virkelig forstår at sætte tingene i perspektiv. Filmens opbygning udgøres af flashbacks, og selve historien er et tilbageblik, af en mand som spillede i orkestret ombord på båden, og som gennem årene blev tæt knyttet til den unge pianist. Nu fortæller han så sin historie til en butiksejer, han støder på – og hvilken én! Med en indre glød føres man igennem livet ombord på båden, og alt imens man bliver mere og mere opslugt af det hele, fornemmes den intense fortællerlyst, som hele historien er gennemsyret af.

Tim Roth, som besætter hovedrollen, gør det fremragende, og her er han med til at skabe en personlighed, som ”alle” vil vide mere om. Også Pruitt Taylor Vince, der er manden der fortæller hele historien, gør det glimrende.

En exceptionel oplevelse der fænger på eventyrlig vis, og som frem for alt kan kunsten at fortælle en god historie. For at bruge filmens egne ord: ”Man er aldrig helt færdig, når blot man har en god historie og nogen at fortælle den til.”
Legenden om pianisten på havet