Søvnen Som Moralens Vogter

5.0
To kriminalbetjente fra Los Angeles, den ene med alvorlige søvnproblemer (Pacino), sendes til en lille by oppe i Alaska, for at hjælpe til med at efterforske et mord på en ung pige.

Efter at have gjort sig positivt bemærket med den på mange måder både nyskabende og ret så originale “Momento”, var der en hvis forventning til instruktør Nolan, og jeg finder at han lever op til det med denne film, som er en genindspilning af en norsk thriller af samme navn.

Den er indrømmet ikke så original som førnævnte, men næsten lige så god fordi den ikke har de forklaringsproblemer og plothuller som “Momento” faktisk har, trods dens store kvaliteter. Men “Insomnia” er ellers en på alle måder yderst vellykket og gennemarbejdet dramatisk thriller, med en helt igennem fantastisk billedside af det kolde og våde Alaska, hvor det på denne tid er året er lyst hele døgnet, noget filmen bruger på en god måde, til at skabe stemning med, men også som en del af selve historien om vores hovedpersons søvnproblemer, som i sidste ende må betegnes som moralske kvaler, hvis man ikke vælger at se hovedpersonens amoralske valg, som noget der er opstået netop på grund af den ubalance og sindstilstand han er kommet i af manglen på søvn. Begge dele synes jeg er plausibelt, da søvnmanglen kan føre et menneske til at finde sine inderste sorte sjæl frem, paranoia og andre sære ting.

Til hovedrollen har man klogeligt valgt Pacino, som ud over at være en fantastisk skuespiller og som også gør det godt her, jo netop har et ansigt der passer helt perfekt til at ligne en mand der er næsten er døden nær af søvnmanglen, og så har han jo, som jeg sikkert har skrevet tidligere, end personlighed der kan udfylde et lærred og løfte en film. Robin Williams skal også fremhæves, han er god i rollen som lidt sær enspænder, noget han også spillede overbevisende i “One Hour Photo”, og så er det rart endnu engang at se ham i en seriøs rolle, fremfor de mange jævne komedier han så ofte medvirker i. Men ellers er filmen på skuespillersiden generelt godt besat og velspillet, ingen falder igennem.

Så en ofte spændende, men endnu mere stemningsfuld fascinerende thriller, med interessante og troværdige karakterer der er godt bygget op, smukke kolde billeder, en overraskende og fængende handling og en fin lydside til at akkompagnere det hele.
Insomnia