bay forbavser igen

6.0
For mig at se den ultimative actionfilm, der med en perfekt præcision blander spænding, action og humor. Der er uden tvivl set mere originale actionfilm, men ikke mange der er ligeså effektiv som The Rock.

Instruktøren Michael Bay vil man enten elske eller hade. Personligt faldt jeg for hans debutfilm Bad Boys, og ikke mindst han originale visuelle ideer. Han er ikke den store personinstruktør eller begår film med dybe tanker og personer, men alle hans film lægger sig blandt mine yndlingsfilm, da jeg endnu ikke har oplevet en instruktør, der som Michael Bay kan give mig sådan et visuelt kick. Jeg nyder underholdningsfilm, og denne er en af de bedste. Michael Bay har alle dage arbejdet sammen med kultproduceren Jerry Bruckheimer, og man burde vide hvad man får når man ser deres film. Første klasses underholdning, 100 procent effektivt og manipulerende. Bay har sin hel egen verden, hvor mænd er rigtige mænd og kvinder er lækre og har ben i næsen. En filmverden, ganske vist, men jeg elsker at være til stede.

En over-gennemsnittet historie for en actionfilm giver den ekstra stjerne. Nicholas Cage er rigtig sjov og og seværdig i hovedrollen, mens Ed Harris og Sean Connery begge gør det fremragende i deres roller. Det kan godt være de er gamle, men de holder. Musikken af Hans Zimmer er iørefaldende og filmen har et imponerende flot og følelsesladet score, der ikke ofte ses i actionfilm. Tempoet i filmen er skruet godt op, og de mindeværdige actionscener er talrige. Det hele er indfanget af Bay’s legende visuelle sans, som er så lækker at overvære at man gribes og hives med ind i filmen.

Se den, om du kan lide makkerparret Bay/Bruckheimer eller ej. Filmen er helt forrygende.
The Rock