Dræbende Påtaget
1.0
To elskende (Phoenix, Danes) prøver at redde deres forhold i en fremtidsverden ved at gå under.
Så var det vidunderdrengen Vinterbergs tur til at prøve at lave en international film af høj format, og gud hvor er det altså gået totalt galt hvis man spørger mig. Jeg vil simpelthen kalde filmen et kunstnerisk makværk og fejlskud.
Ikke at den måske ikke har sine plusser, den er trods alt okay castet, og har en gennemført og flot billedside, som man mere eller mindre sikkert vil kunne ligge alt muligt i, og på samme måde med den fortænkte og dræbende langsommelige handling, som også er en tanke eller to værd. Vinterbergs pointe i filmen er i sidste ende, at verden dør på grund af manglen på kærlighed, og det kan man så, hvis man gider, tolke en masse ud af, og ingen indvendinger mod budskabet (hvis man kan kalde det sådan).
Men så er alt godt også sagt om den her kunstneriske spekulation, som kandiderer til en af de mest kedsommelige stræberfilm jeg mindes at have set. Mange vil sikkert påstå at jeg forenkler tingene, hvis det er alt jeg får ud af den og det er alt jeg ser. Men hvad hjælper det, at filmen skal være tankevækkende og at man kan lægge flere forståelser i den, når den er noget af det mest søvndyssende og i sidste ende derfor desværre også ligegyldige jeg mindes at have set. Det vil en større forståelse af indholdet ikke ændre på i dette tilfælde, dertil er filmen desværre for dårlig.
Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg tænkte på ikke at se den færdig og det er ikke ofte det sker. Den er proppet med dårlige replikker, og skuespillerne som vel prøver at gøre det godt, spiller mennesker man ikke gider interesserer sig for et eneste øjeblik, de går nærmest som hjernedøde zombier rundt og ligner nogen der er tæt på at falde i søvn. Den fortænkte historie er sovset ind i søvndyssende ligegyldigheder af en musikalsk score af værste skuffe og sådan kunne jeg blive ved.
I sidste ende er det Vinterberg og Mogens Rukov der har fejlet som forfattere, og haft så travlt med at lave noget intellektuelt og artistisk, at de har glemt om det var værd at følge med i. Jeg burde måske give den en stjerne mere for forsøget på at skabe en ukommerciel, original film som ikke lefler for publikum, men er svært tilgængelig, men jeg vælger i stedet at give den en, for dens påtaget “anderledeshed” og forsøg på at nå et kunstnerisk latterligt niveau.
Kom igen Vinterberg, jeg ved du kan, “Festen” elskede jeg, men den var også anderledes vedkommende end denne her.
Så var det vidunderdrengen Vinterbergs tur til at prøve at lave en international film af høj format, og gud hvor er det altså gået totalt galt hvis man spørger mig. Jeg vil simpelthen kalde filmen et kunstnerisk makværk og fejlskud.
Ikke at den måske ikke har sine plusser, den er trods alt okay castet, og har en gennemført og flot billedside, som man mere eller mindre sikkert vil kunne ligge alt muligt i, og på samme måde med den fortænkte og dræbende langsommelige handling, som også er en tanke eller to værd. Vinterbergs pointe i filmen er i sidste ende, at verden dør på grund af manglen på kærlighed, og det kan man så, hvis man gider, tolke en masse ud af, og ingen indvendinger mod budskabet (hvis man kan kalde det sådan).
Men så er alt godt også sagt om den her kunstneriske spekulation, som kandiderer til en af de mest kedsommelige stræberfilm jeg mindes at have set. Mange vil sikkert påstå at jeg forenkler tingene, hvis det er alt jeg får ud af den og det er alt jeg ser. Men hvad hjælper det, at filmen skal være tankevækkende og at man kan lægge flere forståelser i den, når den er noget af det mest søvndyssende og i sidste ende derfor desværre også ligegyldige jeg mindes at have set. Det vil en større forståelse af indholdet ikke ændre på i dette tilfælde, dertil er filmen desværre for dårlig.
Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg tænkte på ikke at se den færdig og det er ikke ofte det sker. Den er proppet med dårlige replikker, og skuespillerne som vel prøver at gøre det godt, spiller mennesker man ikke gider interesserer sig for et eneste øjeblik, de går nærmest som hjernedøde zombier rundt og ligner nogen der er tæt på at falde i søvn. Den fortænkte historie er sovset ind i søvndyssende ligegyldigheder af en musikalsk score af værste skuffe og sådan kunne jeg blive ved.
I sidste ende er det Vinterberg og Mogens Rukov der har fejlet som forfattere, og haft så travlt med at lave noget intellektuelt og artistisk, at de har glemt om det var værd at følge med i. Jeg burde måske give den en stjerne mere for forsøget på at skabe en ukommerciel, original film som ikke lefler for publikum, men er svært tilgængelig, men jeg vælger i stedet at give den en, for dens påtaget “anderledeshed” og forsøg på at nå et kunstnerisk latterligt niveau.
Kom igen Vinterberg, jeg ved du kan, “Festen” elskede jeg, men den var også anderledes vedkommende end denne her.
26/11-2003
