crowe beretter

5.0
Uhyre seværdig og underholdende musikfilm, der balancerer perfekt på kanten mellem drama og komik. Den prisbelønnede Cameron Crowe (Jerry Macguire og Vanilla Sky) har skrevet og instrueret filmen, som er semi-biografisk, da Crowe selv har været den yngste skribent på Rolling Stones. Det kan man mærke på filmen, der virker utrolig personlig og derfor også troværdig og nærværende.

Crowe har altid haft et godt tag i skuespillerne, og her gør de alle sammen det rigtig godt. Hovedrollen spilles talentfuldt af Patrik Fugit, mens man bedåres af Kate Hudson, der fik sit ultimative gennembrud. God er også Billy Cudrup, mens Jason Lee, Philip Seymor Hoffman og ikke mindst Frances McDormand lyser op i biroller.

Filmen består, som altid i Crowe’s film, af perfekt valgt musik, der giver den rette følelse i scenerne. Og følelser er der nok af i denne film; man griner og græder med, uden at føle sig manipuleret af filmen eller dens virkemidler. Det er ægte, og filmen har nogle gode meninger om venskab og vores plads i verdenen. Cameron Crowe er en uhyggelig god instruktør, hvis film jeg nyder at se gang på gang. Man glædes over hans friske talent.
Almost Famous