... og han gør det igen

4.0
Rigtig god opfølger, hvor Batman-universet bliver yderligere udforsket, mens der heldigvis er blevet lagt mere vægt på action end i den første film. Tim Burton instruerer endnu engang, og han har fået mange flere ideer, som føres ud. Ikke alle er lige gode, og nogle er endda lidt for bizarre. Men endnu engang skaber han et fascinerende, mystisk og seværdig univers, som man ikke kan andet end føle sig fanget af.

Michael Keaton har heldigvis sagt ja til endnu en tur i kostumet, og han virker mere sikker i rollen i denne film, hvor han endnu engang er fremragende, og bringer en smule ironi og humor til figuren. Skurken er denne gang en frådende og ret ulækker Danny DeVito, det er sjov og skummel i rollen. Vi ser også fremragende Christopher Walken, og for en gang skyld er Michelle Pfeiffer tiltrækkende som Catwoman, der ikke helt er en troværdig figur, heller ikke i Batman-universet.

Seværdig og mere underholdende fortsættelse, hvor mange mente, at Burton gik for langt. Jeg vil give dem delvist ret, men Burton er en fabelagtig filmmager, der kan gøre alt seværdig. Desværre er det den sidste Batman-film fra hans hånd. De to fortsættelser fra Joel Schumacher lagde alt for meget vægt på popcorn-underholdning (som også er fint!), og glemte det mytologiske univers, som Burton så flot har skabt.
Batman vender tilbage