MESTERLIG

6.0
*SPOILERS AHEAD!*

Indledningen skildrer på ubehagelig og effektiv vis hvilken ondskab og altfortærende tiltrækning ringen besidder; Smeagol slår sin bror ihjel for selv at få ringen (Her får Andy Serkis lidt skærmtid uden at være overdubbet af en computer). Herefter følges hans sørgelige og uhyggelige forfald som forvandler ham til væsnet Gollum. Hans indre dialoger/kampe er skildret på mesterlig vis - ganske som i "De to tårne". Efterhånden træder han i karakter som en skrupelløs plageånd/skurk.

Sam og Frodos pinsler på forrevne klippesider skildres barskt og trøsteløst. Alt håb synes væk.
Frodos gradvise nedbrydning leveres fremragende af Elijah Wood. Og trofaste Sam forløses ligeledes inderligt af Sean Astin. Man kæmper og græder med dem.

Aragorn træder endelig i karakter som Gondors konge og leder i vanlig heltemodig stil an i kampene mod de endeløse horder af orker, trolde og andre hæslige væsner. Viggo Mortensen spiller sin rolle med stoisk ro og maskulin power. Det dybe og melankolske blik, det vitale fuldskæg og samsonhåret gør ham til en arketypisk helt.

Ian Mckellen er tilbage i handlekraftigt vigør som den vise og faderlige Gandalf. Han tager frygtløs kampen op mod ondskaben og indgyder menneskene håb, hvor det ser sortest ud. Som en anden Jesus er han nærmest allestedsnærværende og har en en autoritet af en anden verden.

Merry og Pippin bliver helte på deres egen uhøjtidelige og fornøjelige måde og beviser at selv om man er lille kan man godt udrette noget stort.

Andre figurer såsom Legolas, Gimli, Faramir, Arwen, Theoden, Eomer og Eowen fylder deres mindre roller godt . Specielt sidstnævnte har den rette sødme og sårbarhed krydset med en ukuelig vilje og handlekraft. Hun træder i karakter som en sand heltinde i slaget ved Minas Tirith.

Slagene og scenerierne er mageløse og skildret så konsekvent at man ikke kan andet end at beundre Peter Jacksons og Weta Digitals magtdemonstration af fantasifulde og tekniske frembringelser. Trilogien fortjener sin høje plads på filmhistoriens rangliste over alletiders film.

Det bedste ved trilogien er at selv om der er lagt stor vægt på aktiondelene og computereffekterne så er det lykkedes Peter Jackson at overføre ånden i Tolkiens bøger og de ægte følelser til biograflærredet. Noget kun de mest naive trode muligt er blevet til virkelighed gennem Peter Jackson og Co. ufattelige og beundringsværdige arbejde. Tak for det.
Ringenes Herre - Kongen vender tilbage