En verden af i forgårs
3.0
"That Thing You Do" er Tom Hanks debut i instruktørstolen og et kærligt og humørfyldt postkort fra tiden, da poppen trådte sine barnesko.
Fordi Guy Patterson elsker jazz, er han Eries eneste beatnik. Til daglig arbejder han i faderens hvidevarebutik, men om natten trommes der løs i kælderen. Guy er ikke den eneste, der interesser sig for musik i byen, for året er 1964, og Beatlesfeberen raser i Amerika. Den ambitiøse og smukke James vil gerne være følsom rockstjerne og samler et band omkring sig. Da trommeslageren brækker den ene arm, hiver gruppen Guy ind fra sidelinjen - han er jo også trommeslager, selvom han vist mest er til jazz. James har skrevet et nummer, som skal deltage i en lokal konkurrence. Det bliver selvfølgelig et hit, for nummeret er "That Thing You Do".
The Oneders - udtales The Wonders
Tom Hanks debutfilm som instruktør er en vellykket komedie om et typisk teenage-bands kometkarriere i 60'ernes pophysteri. Musikken er stjålet fra Beatles, stilen er fra London, men naiviteten er helt bandets egen: Når det kommer til stykket er The Wonders blot en samling bondeknolde fra det nordlige Pennsylvania. Derfor har de aldrig en chance i 60'ernes teenagehelvede, de opsluges hurtigt af den kommercielle musikbranches platheder, og befinder sig snart i tåbelige beach-party film og fladpandede tv-shows.
Nu skal man ikke tro at "That Thing You Do" er en seriøs og kritisk film om konflikten mellem penge og kunst - de mere mørke toner strejfes kun. Først og fremmest er filmen et meget kærligt portræt af en uskyldig epoke i poppens historie - tiden lige før narkotika, sex og programmeret markedsføring erstattede Coca-Cola, forlovelsesringe og tilfældigheder. Popkulturen er overfladisk, men også fyldt med glæde for de unge mennesker. Det er måske meningen, at den lette satire også skal ramme popverdenen af i dag, men dertil er "That Thing You Do" nok for bagstræberisk nostalgisk, og nutiden for upassende rå.
Behagelige unge mennesker...
Tom Everett Scott, der ligner en ung Tom Hanks, spiller Guy med glat charme og entusiastisk udstråling, men er også noget uinteressant. Der er lidt mere gods i Johnathon Schaech's selvoptagede James, der er filmens eneste egentligt usympatiske person - han kan ikke rigtigt forene ambitionerne med showbizzens betingelser, men hans kunstneriske lidelser er vist mest selvindbildte. Liv Tyler er sød som James' dejlige kæreste Faye - hun elsker ham så meget som dagen er lang, men mon ikke den stodder har for travlt med sig selv? På sidelinjen er Steve Zahn næsten for pjattet som den legesyge guitarist Lenny, og anonyme Ethan Embry hedder blot Bass Player. Tom Hanks har allernådigst belønnet sig selv med filmens bedste birolle - pladeproduceren Mr. White. Hanks kan om nogen være både indsmigrende og kynisk, hvilket passer som fod i hose til rollen.
...uden for mange kanter
"That Thing You Do" er velfortalt, fuld af god musik og sjove, til tider fjantede, situationer. Det er efterhånden svært at skelne, hvad der er historiske fakta, og hvad der er klichéer i film- og fjernsynsverdenens skildring af 60'er-epoken, men godt ser det ud, og sødt er det. Personerne kan næppe kaldes dybe eller bare konsistente, og historien tager måske et usandsynligt krumspring for meget i afslutningens ophobning af lykkelige tilfældigheder - men det bærer man over med, så længe musikken spiller.
Fordi Guy Patterson elsker jazz, er han Eries eneste beatnik. Til daglig arbejder han i faderens hvidevarebutik, men om natten trommes der løs i kælderen. Guy er ikke den eneste, der interesser sig for musik i byen, for året er 1964, og Beatlesfeberen raser i Amerika. Den ambitiøse og smukke James vil gerne være følsom rockstjerne og samler et band omkring sig. Da trommeslageren brækker den ene arm, hiver gruppen Guy ind fra sidelinjen - han er jo også trommeslager, selvom han vist mest er til jazz. James har skrevet et nummer, som skal deltage i en lokal konkurrence. Det bliver selvfølgelig et hit, for nummeret er "That Thing You Do".
The Oneders - udtales The Wonders
Tom Hanks debutfilm som instruktør er en vellykket komedie om et typisk teenage-bands kometkarriere i 60'ernes pophysteri. Musikken er stjålet fra Beatles, stilen er fra London, men naiviteten er helt bandets egen: Når det kommer til stykket er The Wonders blot en samling bondeknolde fra det nordlige Pennsylvania. Derfor har de aldrig en chance i 60'ernes teenagehelvede, de opsluges hurtigt af den kommercielle musikbranches platheder, og befinder sig snart i tåbelige beach-party film og fladpandede tv-shows.
Nu skal man ikke tro at "That Thing You Do" er en seriøs og kritisk film om konflikten mellem penge og kunst - de mere mørke toner strejfes kun. Først og fremmest er filmen et meget kærligt portræt af en uskyldig epoke i poppens historie - tiden lige før narkotika, sex og programmeret markedsføring erstattede Coca-Cola, forlovelsesringe og tilfældigheder. Popkulturen er overfladisk, men også fyldt med glæde for de unge mennesker. Det er måske meningen, at den lette satire også skal ramme popverdenen af i dag, men dertil er "That Thing You Do" nok for bagstræberisk nostalgisk, og nutiden for upassende rå.
Behagelige unge mennesker...
Tom Everett Scott, der ligner en ung Tom Hanks, spiller Guy med glat charme og entusiastisk udstråling, men er også noget uinteressant. Der er lidt mere gods i Johnathon Schaech's selvoptagede James, der er filmens eneste egentligt usympatiske person - han kan ikke rigtigt forene ambitionerne med showbizzens betingelser, men hans kunstneriske lidelser er vist mest selvindbildte. Liv Tyler er sød som James' dejlige kæreste Faye - hun elsker ham så meget som dagen er lang, men mon ikke den stodder har for travlt med sig selv? På sidelinjen er Steve Zahn næsten for pjattet som den legesyge guitarist Lenny, og anonyme Ethan Embry hedder blot Bass Player. Tom Hanks har allernådigst belønnet sig selv med filmens bedste birolle - pladeproduceren Mr. White. Hanks kan om nogen være både indsmigrende og kynisk, hvilket passer som fod i hose til rollen.
...uden for mange kanter
"That Thing You Do" er velfortalt, fuld af god musik og sjove, til tider fjantede, situationer. Det er efterhånden svært at skelne, hvad der er historiske fakta, og hvad der er klichéer i film- og fjernsynsverdenens skildring af 60'er-epoken, men godt ser det ud, og sødt er det. Personerne kan næppe kaldes dybe eller bare konsistente, og historien tager måske et usandsynligt krumspring for meget i afslutningens ophobning af lykkelige tilfældigheder - men det bærer man over med, så længe musikken spiller.
19/11-2018
