Ekstraordinært ringe...
2.0
Hvis der er nogle film, der gør sig fortjent til prædikatet “popcorn-film”, så må det være de, efterhånden, mange filmatiseringer omhandlende superhelte, der har ramt den ganske filmverden.
“The League Of Extraordinary Gentlemen” er ingen undtagelse, til trods for at der her er tale om en relativ ny tegneserie, der bliver brugt som baggrundsmateriale. Skabt af Alan Moore, der også har været flittig involveret i eskapaderne omkring Batman og ligeledes var ophavsmand for en diabolsk fortælling omkring Jack The Ripper, med titlen “From Hell”, der blev filmatiseret med Johnny Depp, Heather Graham og Ian Holm i de dominerende roller. Fælles for “From Hell“ og “The League“, kan man sige, er at de begge udspiller sig i samme tidsrum, dvs. indgangen til det 20. århundrede, hvor industrialiseringen, i høj grad, var i fremdrift.
“The League Of Extraordinary Gentlemen” tager fat i nogen af historiens mest bemærkelsesværdige, fiktive personligheder. Vi har storvildtsjægeren, Alan Quatermain ( Sean Connery ), den innovative kaptajn Nemo ( Naseeruddin Shah ), Dr. Jekyll og dennes alterego, Mr. Hyde ( Jason Fleyming ) og desuden vampyriske forførende kræfter i Mina Harker ( Peta Wilson ), hustruen til Jonathan Harker fra Bram Stoker´s “Dracula”. Dertil kommer flere, knap så kendte, skikkelser, særligt i form af Dorian Gray ( Stuart Townsend ), og ikke den usynlige mand, men derimod en tyv, der stjal den videnskabelige opskrift på at blive usynlig, og dermed må bøde for det, ved at være usynlig. Disse personligheder udkæmper så i en mørk og mekaniseret tidsalder, en kamp for retfærdighed i et typisk superhelte-scenario, hvor de karismatiske tegn som effektive, humoristiske rappe replikker går i spænd med heftige skuddueller. Det er en fryd for øjet, når filmens visuelle stil folder sig ud, og man må holde tungen lige i munden, for at få alle detaljerne med i de velfungerende kampscener. Som forventet er “The League”´s filmtekniske- og special effects-del helt i top, og elsker man sådanne film, så er “The League” lige i ens boldgade.
Desværre kan man ikke altid stille sig tilfreds med en overrumplende visuel delikatesse. Man må også kigge på andre faktorer, så som historie, karakterer og skuespil, og her er “The League” i alvorlige vanskeligheder.
Filmens største problem er uden tvivl, den utrolige banale historie. De forskellige figurers kræfter bliver forenet af en mystisk, velhavende bagmand, der blot kalder sig “M”, der vil forhindre den væmmelige superskurk, The Phantom, i at spille verdensmagterne ud imod hinanden, og således skabe en verdenskrig. Dette gør han ved hjælp af flere teknologiske, banebrydende våben, deriblandt automatiske rifler. Det er dermed “The League”´s opgave at stoppe denne galning, før hans vanvittige plan kan blive realiseret. Som sådan kan man sige at historien er rimelig ligetil og simpel, hvor tempoet er højt og tiden til eftertanke ikke har første prioritet. Det irriterende hermed er at, i og med man har sådan et ensemble af uimodståelige karakterer, at der ikke bliver afsat tid til at gå i dybden med de forskellige. Samme kritikpunkt gør sig desuden gældende i den første X-Men-film, hvor vigtige personer som Cyclops og Storm blev tilsidesat som følge af en actionpræget historie. I “The League”´s tilfælde, kræves en vis historisk viden, hvis man skal få det fulde udbytte ud af personerne, og det er desværre heller ikke fyldestgørende. Størstedelen af karaktererne får retfærdiggjort deres tilstedeværelse med en enkelt sætning eller to, og det er langtfra nok. Man savner i høj grad motiv fra hver enkelt af personerne. Tanken om at disse skulle stå på spring, hvis “Imperiet”, den britiske regering, skulle få brug for dem er direkte absurd. I nogle af tilfældene skal det dog nævnes at “Imperiet” har en eller anden klemme på dem. Eksempelvis er den usynlige mand blevet lovet modgiften til usynlighedsstoffet, således at han ville kunne træde ind i den synlige verden igen. Yderligt er der indskrevet en amerikaner, Tom Sawyer, i handlingen. Denne frekventerer ikke Alan Moores tegneserie, og er, uden tvivl, blevet indlemmet for at kapre de amerikanske filmgængeres opmærksomhed. Og det ender faktisk med at den amerikanske karakterer får en hovedrolle i flere situationer. Dette tæller naturligvis med som et kritikpunkt i den henseende, at “The League Of Extraordinary Gentlemen” dermed fremstår som et produkt, der bare skal sælges og profiteres på, i form af dens overvældende kærlighed for action, og at figurerne kan man faktisk gøre med hvad man vil. Min indstilling og forventninger til filmen gik således også i den retning, men alligevel følte jeg mere skuffet end hvad jeg regnede med at jeg ville blive. Karaktererne griber simpelthen ikke fat, og nok bliver man præsenteret et par flotte actionsekevenser, der skaber en vis grobund for figurernes egenskaber, men det bliver aldrig uddybet bemærkelsesværdigt. Desuden har man påklistret en vederstyggelig romance mellem Mina Harker og Dorian Gray, der, slet og ret, er komplet uinteressant. Legendariske Sean Connery står øverst på rollelisten, og den aldrende stjerne gør sit til at filmen skal virke interessant i skuespilmæssig regi. Desværre må man nok sige at hans dage som superhelt er talte, og filmen får da også en retfærdig slutning for både Connery og Quatermain. Stuart Townsend er stadigvæk lige så ringe som i alle hans foregående film, hvilket gør at hans karisma i rollen som Dorian Gray er ganske forspildt, og dermed også gør Dorian Gray til en forspildt figur. Jeg ved ikke hvad der gør det, men jeg synes at Townsends fortolkning af en rolle, altid fremstår som helt igennem utroværdig. Ellers består rollelisten af flere ukendte ansigter, hvor dog den karismatiske og fortræffelige Jason Flemying har fået rollen som Dr. Jekyll/Mr. Hyde. Flemying spillede desuden kusken Nettles i Hughes-brødrenes Alan Moore-filmatisering, “From Hell”, der blev nævnt tidligere.
Instruktøren, Stephen Norrington, har bestemt flair for disse opskruende actioneventyr. Hvis man ikke kan stille sig tilfreds med “The League”´s indhold af action, kan man sikkert finde trøst i hans stor-hittende “Blade - The Daywalker”, der også var baseret på en tegneserie. Problemet med disse instruktører er således at historien bliver nedprioriteret som følge af den førnævnte actiondel. Godt for nogle, irriterende for andre, især fordi “The League” havde et godt potentiale for at virke som en intelligent superheltefilm, netop pga. af dens bagland som, om end lidt utroværdig, dog var særdeles interessant og godt tænkt. Derfor er det ekstra irriterende at se filmen som helhed - man kan simpelthen ikke undgå at være skuffet. Og er det bare mig, eller minder filmens ‘opening credits’ utrolig meget om de to første Batman-film, der blev instrueret af Tim Burton. Jeg tænker her på atmosfæren i filmen, der dog bliver udkørt næsten med det samme i resten af produktionen.
Resultatet er blevet en af de svageste filmatiseringer i denne bølge af superheltefilm, hvor dog “Spawn” stadigvæk står som den absolut ringeste og mest skuffende af dem alle. Denne var ligeledes baseret på en historie, der var særdeles populær i tegneserie-kredse. Men igen måtte man gå skuffende bort, eftersom det åbenbart kun er Marvel, der kan få held med deres filmatiseringer i disse dage. Ikke desto mindre, bliver det sikkert en interessant oplevelse at stifte bekendtskab med “Hellboy”, der kommer til Danmark senere i 2004. Her må vi se om det lykkedes at bryde Marvels dominans.
Dog er alle Marvel-filmatiseringer ikke helt gennem vellykket. “Daredevil” var ikke ligefrem en særlig medrivende film, og jeg husker også en billig produktion af den patriotiske “Captain America”; der dog kunne bryste sig af, at have den fantastiske Ronny Cox på rollelisten. Denne afstedkom dog før, at superheltetematikken vandt indpas hos den almene befolkning.
Med disse ord må den endelige bedømmelse af “The League Of Extraordinary Gentlemen” dermed være: en kæmpe skuffelse, der ikke efterlader nok entusiasme til at bygge videre på, og spørgsmålet er derfor om det så er umagen værd med en efterfølger.
“The League Of Extraordinary Gentlemen” er ingen undtagelse, til trods for at der her er tale om en relativ ny tegneserie, der bliver brugt som baggrundsmateriale. Skabt af Alan Moore, der også har været flittig involveret i eskapaderne omkring Batman og ligeledes var ophavsmand for en diabolsk fortælling omkring Jack The Ripper, med titlen “From Hell”, der blev filmatiseret med Johnny Depp, Heather Graham og Ian Holm i de dominerende roller. Fælles for “From Hell“ og “The League“, kan man sige, er at de begge udspiller sig i samme tidsrum, dvs. indgangen til det 20. århundrede, hvor industrialiseringen, i høj grad, var i fremdrift.
“The League Of Extraordinary Gentlemen” tager fat i nogen af historiens mest bemærkelsesværdige, fiktive personligheder. Vi har storvildtsjægeren, Alan Quatermain ( Sean Connery ), den innovative kaptajn Nemo ( Naseeruddin Shah ), Dr. Jekyll og dennes alterego, Mr. Hyde ( Jason Fleyming ) og desuden vampyriske forførende kræfter i Mina Harker ( Peta Wilson ), hustruen til Jonathan Harker fra Bram Stoker´s “Dracula”. Dertil kommer flere, knap så kendte, skikkelser, særligt i form af Dorian Gray ( Stuart Townsend ), og ikke den usynlige mand, men derimod en tyv, der stjal den videnskabelige opskrift på at blive usynlig, og dermed må bøde for det, ved at være usynlig. Disse personligheder udkæmper så i en mørk og mekaniseret tidsalder, en kamp for retfærdighed i et typisk superhelte-scenario, hvor de karismatiske tegn som effektive, humoristiske rappe replikker går i spænd med heftige skuddueller. Det er en fryd for øjet, når filmens visuelle stil folder sig ud, og man må holde tungen lige i munden, for at få alle detaljerne med i de velfungerende kampscener. Som forventet er “The League”´s filmtekniske- og special effects-del helt i top, og elsker man sådanne film, så er “The League” lige i ens boldgade.
Desværre kan man ikke altid stille sig tilfreds med en overrumplende visuel delikatesse. Man må også kigge på andre faktorer, så som historie, karakterer og skuespil, og her er “The League” i alvorlige vanskeligheder.
Filmens største problem er uden tvivl, den utrolige banale historie. De forskellige figurers kræfter bliver forenet af en mystisk, velhavende bagmand, der blot kalder sig “M”, der vil forhindre den væmmelige superskurk, The Phantom, i at spille verdensmagterne ud imod hinanden, og således skabe en verdenskrig. Dette gør han ved hjælp af flere teknologiske, banebrydende våben, deriblandt automatiske rifler. Det er dermed “The League”´s opgave at stoppe denne galning, før hans vanvittige plan kan blive realiseret. Som sådan kan man sige at historien er rimelig ligetil og simpel, hvor tempoet er højt og tiden til eftertanke ikke har første prioritet. Det irriterende hermed er at, i og med man har sådan et ensemble af uimodståelige karakterer, at der ikke bliver afsat tid til at gå i dybden med de forskellige. Samme kritikpunkt gør sig desuden gældende i den første X-Men-film, hvor vigtige personer som Cyclops og Storm blev tilsidesat som følge af en actionpræget historie. I “The League”´s tilfælde, kræves en vis historisk viden, hvis man skal få det fulde udbytte ud af personerne, og det er desværre heller ikke fyldestgørende. Størstedelen af karaktererne får retfærdiggjort deres tilstedeværelse med en enkelt sætning eller to, og det er langtfra nok. Man savner i høj grad motiv fra hver enkelt af personerne. Tanken om at disse skulle stå på spring, hvis “Imperiet”, den britiske regering, skulle få brug for dem er direkte absurd. I nogle af tilfældene skal det dog nævnes at “Imperiet” har en eller anden klemme på dem. Eksempelvis er den usynlige mand blevet lovet modgiften til usynlighedsstoffet, således at han ville kunne træde ind i den synlige verden igen. Yderligt er der indskrevet en amerikaner, Tom Sawyer, i handlingen. Denne frekventerer ikke Alan Moores tegneserie, og er, uden tvivl, blevet indlemmet for at kapre de amerikanske filmgængeres opmærksomhed. Og det ender faktisk med at den amerikanske karakterer får en hovedrolle i flere situationer. Dette tæller naturligvis med som et kritikpunkt i den henseende, at “The League Of Extraordinary Gentlemen” dermed fremstår som et produkt, der bare skal sælges og profiteres på, i form af dens overvældende kærlighed for action, og at figurerne kan man faktisk gøre med hvad man vil. Min indstilling og forventninger til filmen gik således også i den retning, men alligevel følte jeg mere skuffet end hvad jeg regnede med at jeg ville blive. Karaktererne griber simpelthen ikke fat, og nok bliver man præsenteret et par flotte actionsekevenser, der skaber en vis grobund for figurernes egenskaber, men det bliver aldrig uddybet bemærkelsesværdigt. Desuden har man påklistret en vederstyggelig romance mellem Mina Harker og Dorian Gray, der, slet og ret, er komplet uinteressant. Legendariske Sean Connery står øverst på rollelisten, og den aldrende stjerne gør sit til at filmen skal virke interessant i skuespilmæssig regi. Desværre må man nok sige at hans dage som superhelt er talte, og filmen får da også en retfærdig slutning for både Connery og Quatermain. Stuart Townsend er stadigvæk lige så ringe som i alle hans foregående film, hvilket gør at hans karisma i rollen som Dorian Gray er ganske forspildt, og dermed også gør Dorian Gray til en forspildt figur. Jeg ved ikke hvad der gør det, men jeg synes at Townsends fortolkning af en rolle, altid fremstår som helt igennem utroværdig. Ellers består rollelisten af flere ukendte ansigter, hvor dog den karismatiske og fortræffelige Jason Flemying har fået rollen som Dr. Jekyll/Mr. Hyde. Flemying spillede desuden kusken Nettles i Hughes-brødrenes Alan Moore-filmatisering, “From Hell”, der blev nævnt tidligere.
Instruktøren, Stephen Norrington, har bestemt flair for disse opskruende actioneventyr. Hvis man ikke kan stille sig tilfreds med “The League”´s indhold af action, kan man sikkert finde trøst i hans stor-hittende “Blade - The Daywalker”, der også var baseret på en tegneserie. Problemet med disse instruktører er således at historien bliver nedprioriteret som følge af den førnævnte actiondel. Godt for nogle, irriterende for andre, især fordi “The League” havde et godt potentiale for at virke som en intelligent superheltefilm, netop pga. af dens bagland som, om end lidt utroværdig, dog var særdeles interessant og godt tænkt. Derfor er det ekstra irriterende at se filmen som helhed - man kan simpelthen ikke undgå at være skuffet. Og er det bare mig, eller minder filmens ‘opening credits’ utrolig meget om de to første Batman-film, der blev instrueret af Tim Burton. Jeg tænker her på atmosfæren i filmen, der dog bliver udkørt næsten med det samme i resten af produktionen.
Resultatet er blevet en af de svageste filmatiseringer i denne bølge af superheltefilm, hvor dog “Spawn” stadigvæk står som den absolut ringeste og mest skuffende af dem alle. Denne var ligeledes baseret på en historie, der var særdeles populær i tegneserie-kredse. Men igen måtte man gå skuffende bort, eftersom det åbenbart kun er Marvel, der kan få held med deres filmatiseringer i disse dage. Ikke desto mindre, bliver det sikkert en interessant oplevelse at stifte bekendtskab med “Hellboy”, der kommer til Danmark senere i 2004. Her må vi se om det lykkedes at bryde Marvels dominans.
Dog er alle Marvel-filmatiseringer ikke helt gennem vellykket. “Daredevil” var ikke ligefrem en særlig medrivende film, og jeg husker også en billig produktion af den patriotiske “Captain America”; der dog kunne bryste sig af, at have den fantastiske Ronny Cox på rollelisten. Denne afstedkom dog før, at superheltetematikken vandt indpas hos den almene befolkning.
Med disse ord må den endelige bedømmelse af “The League Of Extraordinary Gentlemen” dermed være: en kæmpe skuffelse, der ikke efterlader nok entusiasme til at bygge videre på, og spørgsmålet er derfor om det så er umagen værd med en efterfølger.
20/01-2004
