4 store stjerner
4.0
Jim Carrey styrer her sin forrygende normale spillestil og giver os en forbløffende god præstation, som rørte mig på flere måder. Han overstråler alle de andre knap så kendte skuespillere (selvom Ed Harris ligeledes er rørende god), og dette er hans film. Historien er en tiltrængt sarkastisk blik på reality-shows, og viser menneskets basale trang til at blande sig i andre folks liv. Men det er jo også lettere at følge andre igennem op og nedture, i stedet for at stå til ansvar for ens eget liv. Reality-shows er jo en virkelighedsflugt fra ens egen verden, hvor man kan følge og fordømme helt normale personer.
Jeg føler mig lidt snydt af denne film, for jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forstå den. Peter Weir for os til at føle os som seere til Truman Show, og ikke som publikum til en film. Alle personer og deres opførsel er iscenesat (af Harris, en selvproklameret gud), og Truman er den eneste ”ægte” person i filmen. Følelserne og hændelserne er forudbestemt, og det er en gang manipulation så det batter. Men folk sluger det råt og sætter næsten ikke spørgsmålstegn ved ægtheden. Og det er her mit problem kommer: Er filmen en ond hilsen til de mange, stygge reality-shows, eller går den også så langt og siger, at filmens verden er dårlig følelsesmanipulation? Det er først da Truman sejler på havet, at jeg finder filmen rigtig gribende. Specielt scenen hvor han indser, at han er fanget og hamrer på jernplader. Her er lyden væk og kun musikken til stede (dejlig musik hele filmen igennem), og det er da at iscenesætte en bestemt følelse. Det lykkedes perfekt for Weir, og jeg tror ikke at filmen er en ond kommentar til os publikum. Måske giver dette kun mening for mig… Men vigtig, provokerende og lettere modig film, som i tilgift viser Carrey som en fremragende skuespillere.
Jeg føler mig lidt snydt af denne film, for jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forstå den. Peter Weir for os til at føle os som seere til Truman Show, og ikke som publikum til en film. Alle personer og deres opførsel er iscenesat (af Harris, en selvproklameret gud), og Truman er den eneste ”ægte” person i filmen. Følelserne og hændelserne er forudbestemt, og det er en gang manipulation så det batter. Men folk sluger det råt og sætter næsten ikke spørgsmålstegn ved ægtheden. Og det er her mit problem kommer: Er filmen en ond hilsen til de mange, stygge reality-shows, eller går den også så langt og siger, at filmens verden er dårlig følelsesmanipulation? Det er først da Truman sejler på havet, at jeg finder filmen rigtig gribende. Specielt scenen hvor han indser, at han er fanget og hamrer på jernplader. Her er lyden væk og kun musikken til stede (dejlig musik hele filmen igennem), og det er da at iscenesætte en bestemt følelse. Det lykkedes perfekt for Weir, og jeg tror ikke at filmen er en ond kommentar til os publikum. Måske giver dette kun mening for mig… Men vigtig, provokerende og lettere modig film, som i tilgift viser Carrey som en fremragende skuespillere.
29/01-2004
