mørk og mættet

5.0
Første gang jeg så denne film, sad jeg og nød de lækre billeder og den velvalgte musik, men følte mig en smule håbløs i forståelsen af historien. Da jeg her for nylig genså den nød jeg de lækre billeder og den velvalgte musik, mens jeg blev fuldstændig fascineret af den gennemtænkte og nærmest geniale historie. Ikke alle mysterier og hændelser har jeg fået svar på, men jeg kommer nok heller aldrig til at forstå den fuldt ud. Hver tilskuer tolker den på sin måde, og for mig handler det også om tro, om at der er mere i livet end det vi ser og rører ved. Det tror jeg, og det siger filmen også, eller det var det, som jeg fik ud af den. Instruktøren Richard Kelly har begået en debut, som virkelig kan slå store instruktører af pinden. I stor fare for at træde mange folk over tæerne vil jeg mene, at Kelly overstiger selveste David Lynch i genial historiefortælling. Men igen, det er jo bare min mening.

Sammen med en pragtpræstation af Jake Gyllenhaal (håber snart at se ham i flere film) er denne film en fascinerende oplevelse.
Donnie Darko