set før? set bedre!

3.0
S.W.A.T. er produceret af Neal H. Moritz, som godt kunne ende med at være den nye Joel Silver. Moritz har blandt andet produceret de to Fast and Furios- film og xXx. Kendetegnet for ham er det overfladiske, lettere fladpandede og dumme. Jeg vil ikke være nedlagende overfor dem, som elsker disse film (jeg ved Das Gott gør, og alt respekt for det), og jeg kan sagtens elske disse actionfilm (er helt vild med Bays produktioner), men jeg er ærlig talt ved at få hovedpine over de alt andet end gennemtænkte historier. Film med historier så dybe som en dvd skal besidde en hvis charme, og ikke tage sig selv for alvorligt. Det skete med den første Fast and Furios, og det sker også for S.W.A.T. Desuden starter historien først i den sidste time af filmen, og det er ikke det smarteste træk.

Colin Farrel er Hollywoods nye prettyboy, og jeg synes det er en stor skam, at der er så meget fokus på ham som person, og ikke som skuespillere. Efter at have set Daredevil, The Recruit og S.W.A.T., så synes jeg han mangler at bevise hans værd. Hans præstationer i den oversete Tigerland og Phone Booth (begge Joel Schumacher) er upåklagelige gode, og her viste han tænder og evner. Det er langsomt gået over i mainstream for ham, og det er en skam. Men han retter nok op på det hele med Oliver Stone’s kommende film. Samuel L. Jackson spreder sig lidt tyndt ud over sine roller, og ja da, han er stadig macho og cool, men han er set alt for ofte i denne slags rolle. Til gengæld er jeg bulletproof LL Cool J fan efter Deep Blue Sea. En rapper, der med succes er gået til filmen.

Filmen er ikke så visuelt liret, som jeg havde regnet med. Bevares, den er pænt produceret, god musik og indeholder en par gode actionscener, men hvor er det hele urealistisk. Jeg fik det indtryk efter diverse anmeldelser, at filmen ville give et realistisk bud på virkelighedens S.W.A.T. I stedet for det får vi en mainstream-produktion, som efter hensigten nok skal rulle pengene ind. Men hvor kunne det have været dejligt, hvis bare de havde prøvet at lave noget virkelighedsnært i stedet for disse alt for ofte set actionfilm. Måske var jeg ikke i rette humør, da jeg så filmen, for normalvis kan jeg sagtens nyde og underholdes af denne slags film. Men åh nej, slutningen. Flot Farrell. Smid dit våben og kæmp med hænderne, for det er fair og sådan gør rigtige mænd. 3 små stjerner og et lille suk.
S.W.A.T. - Politiets Eliteenhed