hvor skal man starte?

6.0
Seven var uden tvivl det 20. århundredes bedste thriller, og den satte nye standarder for dens genre. Aldrig før havde man set så mørk og dyster en film, som har elementer fra film noir. Manuskriptet er intelligent og smart skrevet, og det hele giver mening i den alt andet en forløsende (men ret originale) slutning. Filmen er deprimerende hele vejen igennem, og den viser ikke den store tiltro til menneskehedens dyder nu til dags. Og det er det, som gør den så skræmmende. Vi får menneskets skyggesider at se, uden omsvøb og lykkelige eller positive tanker. Budskabet er egentlig simpelt: vi er alle syndere, og omtanke for andres helbred findes ikke mere. Vi er blevet for egoistiske. Den deprimerende og pessimistisk filosofi, som filmen indeholder, har man svært ved at tage til sig og afvise.

David Fincher imponerede langtfra med den flotte, men rodede og kedelige Alien 3. Heldigvis fik han chancen for at vise sit værd med Seven, og efter Fight Club er han blevet en af de mest betydningsfulde filmskabere. Hans visuelle sans er absolut forbløffende, og Seven holdes i mørke farver og i konstant regnvejr. Det er flot og stemningsfyldt, og den dystre musik fra Howard Shore er helt perfekt. Ligeledes er personbeskrivelsen god: Brad Pitt er den unge og ambitiøse betjent, som tror, at han kan forandre verdenen. Morgan Freeman er den gamle støder, som har set for meget til at finde det gode i livet. Mentor og lærling er set før, men heldigvis supplerer de fremragende Freeman og Pitt hinanden så godt, at personerne aldrig bliver til klicheer. Man irriterer vist ikke nogen med at sige, at Kevin Spacey er uhyggelig afslappet som morder.

Lettere kontroversiel, velovervejende, yderst skræmmende og uhyggelig, og noget man egentlig aldrig har set før, kun efter. Seven var med til at starte hele bølgen med seriemordere, men den er aldrig blevet overgået. Var lidt i tvivl om den skulle have fem eller seks stjerner, men da den nu har betydet så meget for genren, så ville jeg da vist være (ligesom filmen) kynisk, hvis den ikke fik seks.
Se7en