Mesterværk!
6.0
Umiddelbart synes det jo næsten overflødigt, at kaste sig ud i en lovprisning af Tarantinos mesterværk Pulp Fiction - Men efter et nyere gensyn måtte jeg lige gøre opmærksom på min usandsynligt STORE begejstring for netop denne film!
Jeg kan stadig tydeligt huske første gang, jeg kastede blikket på Reservoir Dogs – Filmen der gjorde mig opmærksom på instruktøren Tarantinos eksistens. Sjældent havde jeg oplevet en film, med så meget overskud, og ja nærmest overlegen instruktion. Der var plads til den moderne gangsterfortælling, en ikke-kontinuerlig fortælleteknik, virkelig solidt skuespil og selv en lidt uortodoks analyse af Madonnas ”Like a virgin”…
Men filmen der for alvor fik slået min begejstring for Tarantino fast, er uden tvivl det tidstypiske mesterværk Pulp Fiction! Efterhånden har denne film vel oplevet indersiden af min video 20-30 gange, og jeg bliver simpelthen aldrig træt af den!
Men hvor skal man begynde, når man vil forsøge at eksemplificere filmens positive elementer?
Umiddelbart er det første der falder mig ind; dialogen! Den slår simpelthen gnister HELE vejen gennem filmen - Lige fra de kulturelle forskelle mellem USA og Europa, til fodmassager, dyre milkshakes, ure med usædvanlig affektionsværdi, grise med personlighed o.sv. o.s.v.
Det er simpelthen et veritabelt vinder-manuskript, med et uhørt, næsten legende overskud og ikke mindst overblik. Og netop overblikket bringer mig til en anden stor force ved denne film, nemlig kompositionen!
Opbygningens kompleksitet er uhyre original, og eftersigende en hyldest til den franske instruktør Jean-Luc Godard, der har udtalt, at en film bør have en begyndelse, en midte og en slutning, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Tarantinos anakronologiske opbygning har tydeligvis været inspirationskilde for mange nyere instruktører – eksempelvis ville Guy Ritchies ”Snatch” eller for den sags skyld vores danske ”I Kina Spiser de hunde” højst sandsynligt have set noget anderledes ud, hvis det ikke var for netop Tarantino.
Mange har postuleret om grunden til filmens atypiske opbygning – Er det for at illustrere den postmodernistiske hverdags fragmenterede opbygning, eller måske noget helt andet?
Personligt tror jeg nærmere det er for at understrege hver enkelt historie, og derved fasttømre hver enkelt brik i det filmiske puslespil, men hvem ved?
Desuden er det også interessant hvordan Tarantino har valgt at udstyre de vigtigste personer med missioner - Der er de inkompetente "røvere" i starten/slutningen af filmen, der drømmer om at score kassen. Der er Butch der udover at genfinde uret der betyder så meget for ham, vil leve det søde liv med sin kæreste et sted langt væk. Men mest interessant er Vincent og Jules, der skal levere den mystiske kuffert til Marsellus.
Man kan måske endda, uden at overfortolke tillægge filmen et vist bibelsk aspekt. Vincent og Jules arbejder for djævlen (Marsellus har et plaster i nakken, hvor djævlen eftersigende skulle suge sjælen ud) Men Jules ser lyset og forlader det ondes vej, i modsætning til Vincent der går sin skæbne i møde - Sjovt nok på grund af en brødrister, måske en "divine intervention"?
Nå men udover førnævnte aspekter, er der mange mindre facetter ved filmen. Eksempelvis referencerne til klassiske Kung-Fu og B-film (Endnu mere udtalt i den nyere Kill Bill) – Ikke at jeg personligt har fanget mange af disse, men det er der sikkert nogle connaiseurs andetsteds der har… Og nu må man heller ikke glemme den revitalisering af ikonet Travolta, som filmen i høj grad også indeholdt (Præcis som det var tilfældet med blaxploitation-stjernen Pam Grier i Jackie Brown).
Og netop Travolta bringer tankerne hen på et andet positivt aspekt ved filmen - ja selvfølgelig det ualmindeligt sikre skuespil. Sjældent oplever man en så stjernebesat film, med så konsekvent gode præstationer - I flæng kan nævnes: Travolta, Jackson, Roth, Walken, Willis, Rhames, Keitel og ikke mindst Uma Thurman i uhørt topform! Man får næsten indtryk af, at stjernerne har fjollet rundt under optagelserne, for at opbygge et sådant overskud.
Nogen vil måske mene at rollerne er lidt for karikerede, men personligt synes jeg, at de understøtter hele filmens atypiske facon til perfektion. For det er jo ikke plottet der er det absolutte fokus i Pulp Fiction. Det er de adskillige optrin, der tilsammen udgør et af filmhistoriens mest originale og bestemt også mest underholdende værker! – Jeg nyder simpelthen filmen hver gang!
Jeg kan stadig tydeligt huske første gang, jeg kastede blikket på Reservoir Dogs – Filmen der gjorde mig opmærksom på instruktøren Tarantinos eksistens. Sjældent havde jeg oplevet en film, med så meget overskud, og ja nærmest overlegen instruktion. Der var plads til den moderne gangsterfortælling, en ikke-kontinuerlig fortælleteknik, virkelig solidt skuespil og selv en lidt uortodoks analyse af Madonnas ”Like a virgin”…
Men filmen der for alvor fik slået min begejstring for Tarantino fast, er uden tvivl det tidstypiske mesterværk Pulp Fiction! Efterhånden har denne film vel oplevet indersiden af min video 20-30 gange, og jeg bliver simpelthen aldrig træt af den!
Men hvor skal man begynde, når man vil forsøge at eksemplificere filmens positive elementer?
Umiddelbart er det første der falder mig ind; dialogen! Den slår simpelthen gnister HELE vejen gennem filmen - Lige fra de kulturelle forskelle mellem USA og Europa, til fodmassager, dyre milkshakes, ure med usædvanlig affektionsværdi, grise med personlighed o.sv. o.s.v.
Det er simpelthen et veritabelt vinder-manuskript, med et uhørt, næsten legende overskud og ikke mindst overblik. Og netop overblikket bringer mig til en anden stor force ved denne film, nemlig kompositionen!
Opbygningens kompleksitet er uhyre original, og eftersigende en hyldest til den franske instruktør Jean-Luc Godard, der har udtalt, at en film bør have en begyndelse, en midte og en slutning, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Tarantinos anakronologiske opbygning har tydeligvis været inspirationskilde for mange nyere instruktører – eksempelvis ville Guy Ritchies ”Snatch” eller for den sags skyld vores danske ”I Kina Spiser de hunde” højst sandsynligt have set noget anderledes ud, hvis det ikke var for netop Tarantino.
Mange har postuleret om grunden til filmens atypiske opbygning – Er det for at illustrere den postmodernistiske hverdags fragmenterede opbygning, eller måske noget helt andet?
Personligt tror jeg nærmere det er for at understrege hver enkelt historie, og derved fasttømre hver enkelt brik i det filmiske puslespil, men hvem ved?
Desuden er det også interessant hvordan Tarantino har valgt at udstyre de vigtigste personer med missioner - Der er de inkompetente "røvere" i starten/slutningen af filmen, der drømmer om at score kassen. Der er Butch der udover at genfinde uret der betyder så meget for ham, vil leve det søde liv med sin kæreste et sted langt væk. Men mest interessant er Vincent og Jules, der skal levere den mystiske kuffert til Marsellus.
Man kan måske endda, uden at overfortolke tillægge filmen et vist bibelsk aspekt. Vincent og Jules arbejder for djævlen (Marsellus har et plaster i nakken, hvor djævlen eftersigende skulle suge sjælen ud) Men Jules ser lyset og forlader det ondes vej, i modsætning til Vincent der går sin skæbne i møde - Sjovt nok på grund af en brødrister, måske en "divine intervention"?
Nå men udover førnævnte aspekter, er der mange mindre facetter ved filmen. Eksempelvis referencerne til klassiske Kung-Fu og B-film (Endnu mere udtalt i den nyere Kill Bill) – Ikke at jeg personligt har fanget mange af disse, men det er der sikkert nogle connaiseurs andetsteds der har… Og nu må man heller ikke glemme den revitalisering af ikonet Travolta, som filmen i høj grad også indeholdt (Præcis som det var tilfældet med blaxploitation-stjernen Pam Grier i Jackie Brown).
Og netop Travolta bringer tankerne hen på et andet positivt aspekt ved filmen - ja selvfølgelig det ualmindeligt sikre skuespil. Sjældent oplever man en så stjernebesat film, med så konsekvent gode præstationer - I flæng kan nævnes: Travolta, Jackson, Roth, Walken, Willis, Rhames, Keitel og ikke mindst Uma Thurman i uhørt topform! Man får næsten indtryk af, at stjernerne har fjollet rundt under optagelserne, for at opbygge et sådant overskud.
Nogen vil måske mene at rollerne er lidt for karikerede, men personligt synes jeg, at de understøtter hele filmens atypiske facon til perfektion. For det er jo ikke plottet der er det absolutte fokus i Pulp Fiction. Det er de adskillige optrin, der tilsammen udgør et af filmhistoriens mest originale og bestemt også mest underholdende værker! – Jeg nyder simpelthen filmen hver gang!
17/02-2004
