Når man mest venter det...

Det havde nok været en bedre dansk titel til denne film, for sjældent har man dog set en gang mere forudsigeligt 'lystspil'. Om jeg fatter hvad diverse folk og anmeldere ser i denne film, ja Filmland gav den sågar fire pile, mens Diane Keaton var nomineret til en Oscar. Ufatteligt, for sjældent har hun dog spillet mere dødsygt end her - godt hun ikke vandt den for det her!

Jeg må derimod give Nikolaj M. Lassen fra Weekend-avisen helt ret når han siger, at "...hvis man ikke kan lide at blive stopfodret med moralske sødetabletter med de rigtige meninger indstøbt, skal man nok holde sig fra at løse billet til denne film."

Instruktørens sidste film, "What Women Want", var, de moralske opstød til trods, faktisk lidt sjov ind imellem, hvis man så bort fra de sidste ca. 10 minutters total pladderromantik.

Her går det derimod helt galt! Jack Nicholson ofrer for åbent lærred hele sit macho-image på ligestillingens (læs: rødstrømpebevægelsens) hellige alter og undergår forvandlingen fra A-macho til fuldstændig tøffelhelt, mens han lader sig nedgøre for alle de værste ting kvinder kan finde på om mænd.

Er det bare mig, der har det svært med instruktører, der hader det ene køn frem for det andet? Hvis en film så ensidigt nedgjorde kvinder som det her gøres overfor mændene, så ville instruktøren blive korsfæstet. Men der gælder åbenbart andre regler, når det er mændene, der bliver latterliggjort i endeløse baner, mens kvinderne lider åh så meget under mændenes tåbelige opførsel.

Francis McDormand er det eneste lyspunkt som tanten, der åbent tør sige det instruktøren åbenbart mener om 'det stærke køn'. Man kan så være uening, men ærligt er det i det mindste.

Det er decideret pinligt at skulle se på hvordan Keaton græder i flere minutter for åben skærm, og hvordan Nicholson hele tiden latterliggører sig selv for at tækkes kvinderne. Man må håbe han har fået både penge og masser af interesse fra det modsatte køn for at nedgøre sig selv i den grad...

Alle kvinderne i denne film er stærke personligheder, der til stadighed ofrer sig for de grumme, grumme mænd, og kvinderne gør det kun fordi de er så opofrende og omsorgfulde for de dumme mænd. Bvadr.

Mændene er til gengæld alle sammen enten totale mandschauvinister eller så overfølsomme tøffelhelte, at det er helt urealistisk - selv de mandlige hovedpersoner i Ringenes Herre er tættere på virkeligheden end mændene i denne film. Kvinderne for den sags skyld også...

Det gør det så ikke bedre, at man som den heltmodige læge har valgt Keanu Reeves.

Nå ja ---- SPOILER ------


Keanu Reeves var perfekt i Matrix filmene, men komedie skal han holde sig langt fra. Som en anmelder engang sagde, så fik han kun et udtryk, da der blev delt ansigtsudtryk ud - han er totalt stoneface uden forandring. Det kan gå som Neo, men her går det helt galt. Det er dog ikke helt hans egen skyld, for hans figur er så en-dimensionel, at det næsten er fornærmende. Bemærk f.eks. slutningen, hvor Keaton alligevel vælger Nicholson frem for Reeves. Hvordan reagerer Reeves? Det ved vi ikke, for det for vi ikke at se - næ, vi får bare at vide, at han godt kunne se, at Keaton stadig elskede Nicholson, og derfor trak han sig. Skidt med om han så selv var forelsket i Keaton, som vi ellers fik at vide... Lige lovligt belejligt...

Filmen er dog udtryk for et fremherskende fænomen, hvor kvinder mener de har ret til at udstille mændene. Bemærk f.eks. hvordan Keaton skriver et skuespil, hvor Nicholson er skurken, som hun prompte slår ihjel. Det er der ikke noget forkert i, selv om han ikke bryder sig om det? Hvad nu hvis det var omvendt, og det var Nicholson, der havde skrevet en skuespil baseret på intime detaljer om Keaton? Ja, så havde han været en manschauvinist, der ikke havde nogen respekt for hendes følelser. Men når det er hende, der gør det overfor ham, så er det helt i orden. Hvem sagde ligestilling?

Men den slags pinlige selvmodsigelser og flugt fra problemerne, når de kvinderne imod, afslører instruktøren sig selv som mandehader i svær grad.

Om jeg fatter, at så mange folk køber en så ensidig gang hvidvask. Der er intet drama her, der bare minder en smule om virkeligheden.

Jeg ville kalde det en total 'chick-flick' hvis ikke jeg mente at kvinder har bedre smag.

Når jeg alligevel ikke lader filmen falde helt ned på en stjerne, så er det dels fordi skuespillet for det meste er okay, og dels fordi der trods alt er et par øjeblikke i filmen, hvor man må trække på smilebåndet. Men der er ørkenvandringer imellem dem.