Forbandede svaghed

5.0
Michael Haneke ved som psykolog formentlig en hel del om de ting, der skildres i dette stenhårde drama om en hjemmeboende, klaverlærer(inde) fra Wien (at der tales fransk er blot en detalje!), der trods et stort musikalsk talent og sin mors mangeårige og hårde pacing af sin datter aldrig selv nåede at slå igennem på den klassisk musikalske scene.

Nu frister hun i stedet en åbenlyst utilfredsstillet tilværelse som iskold underviser af unge musikspirer, som hun snarere som regel fremfor undtagelse nådesløst sabler ned til grådens rand.

I sin sparsomme alenestunder (disse er få, thi moderen overvåger hende grundigt), finder hun afløb for sine seksuelle lyster med lidt kontant pornokigning, voyeurisme og diskret selvpineri. Men hun skjuler denne (svage og derfor uacceptable) side af sig selv så grundigt, så man må betvivle, at hun overhovedet oplever reel nydelse derved. Hendes selvforagt er afgrundsdyb, men det er omgivelserne, der bøder herfor.

En dag dukker en elegant ung mand op til hendes undervisning. Han chokeres dog snart over hendes seksuelle lyster, men i kraft af sine egne, ender han alligevel med at opsøge hende gang på gang, indtil det er tæt på at gå helt galt (måske gør det det rent faktisk?)
Slutningen skal ikke røbes, men selv om den lader mange døre åbne, kan den udmærket tolkes som et slags personligt fremskridt for lærerinden.

Filmen byder på flere af de nu efterhånden klassiske Haneke-varemærker, såsom det stillestående, iagttagende kamera (kender ikke fagudtrykket), ingen underlægningsmusik eller effektmageri, men til gengæld imponerende intenst skuespil. Og sidst men absolut ikke mindst: Den totale kompromisløshed, som formentlig har gjort hans filmkunst ligeså berygtet, som den er berømt.

Formentlig af samme årsag valgte Cannes-juryen i sin tid at tildele filmen en Prix Spécial fremfor en Palme d'Or, selv om der i anmelderkorpset var stor enighed om, at Hanekes bidrag VAR festivalens bedste.

Hovedrolleindehaveren, franske Isabelle Huppert, var vildt begejstret for samarbejdet med Haneke, men det er vel sandt at sige også kun de færreste skuespillere forundt at opnå SÅ bemærkelsesværdige filmroller som denne? Huppert suppleres flot af unge Benoît Magimel i en - vil nogle sikkert hævde - meget "fransk" manderolle.

Mit eneste problem med filmen er, at jeg ikke helt kan gennemskue netop ungersvenden, Walter Klemmer's (Magimels) motiver. Hans adfærd virker derfor en anelse gådefuld.
Men ellers havde jeg en pragtfuld filmoplevelse, selv om jeg fortsat anser "Funny Games" som en mere almengyldig Haneke-film end dette måske lidt eksotiske trip ind i det menneskelige sinds og seksualitets afkroge.
Pianisten