Historiefortællerens hyldest

5.0
Jeg indrømmer blankt, at jeg valfarter til biffen, hver gang Tim Burton har lavet en ny film, for selv om det ikke altid er fremragende (som f.eks. Abernes Planet, hvor jeg stadig synes originalen er langt bedre), så er jeg hver gang sikker på at få noget usædvanligt at se.

Her var Big Fish ingen undtagelse, selv om den ikke er en af Burton's bedste film. Den er dog bestemt heller ikke en af de værste.

Flot og virtuost er det i sine billeder, og Ewan McGregor og Albert Finney fortjener masser af roser for deres spil, især Finney leverer den aldrende Edvard Bloom i veloplagt stil.

Historien er typisk Burton med masser af underlige billeder, sammensatte personer, mystiske fortællinger og mærkelige personligheder. At vi får både kæmpen og cirkus med, undrer slet ikke i en Burton film.

Men mens nogle måske kan se noget nyt og spændende i denne film, så er jeg nok efterhånden så vant til Burton's stil, at den ikke i sig selv imponerer så meget som den har gjort, og jeg ved, at film som Sleepy Hollow og Edward Scissorhands var større oplevelser for mig end Big Fish.

Det ændrer dog selvsagt ikke på indholdet, der har en hel central pointe om fryden og værdien, som en dygtig historiefortæller kan fremtrylle. Det fungerer på skærmen, men virker også en smule selv-forherligende, når man forlader biografen, for Burton er jo selv en af slagsen, så dette epos kan let fortolkes som en gang rygklapperi til instruktøren selv. Det ligger dog i fortolkningen bagefter og skaber derfor ikke filmen, mens man ser den.

Det svært at skrive mere om filmen uden at røbe noget, for i Burtons underlige universer hænger de mystiske referencer og personligheder ofte sammen, og det er nok i højere grad tilfældet i Big Fish end i de fleste andre af hans film.

Når jeg så vurderer filmen, får jeg et problem, for selv om ikke helt synes filmen er til fem stjerner, så er fire stjerner klart for lidt. 4 en halv stjerne eller fem med pil nedad ville passe bedre, men når jeg nu skal vælge, så ender den på fem. Den vil fortælle noget, selv om det ikke er epoke-gørende afsløring, og den udfolder sig veloplagt med Burtons sædvanlige mystik. Det kan ikke være helt skidt og skal helt bestemt ses.
Big Fish