Verden er grå

Hvad kan jeg sige om denne film? Don har allerede sagt det meste og jeg er helt enig.

Dette er min absolut yndlingsfilm!!

Til trods for en rimelig simpel "Bonnie & Clyde" agtig handling formår "True romance" at være original på alle punkter. Ikke mindst takket være Tarantinos geniale manuskript men også pga. Tony Scott´s fascinerende måde, at få den helt rigtige stemning frem i hver eneste scene.

Jeg har set alle Tony Scott´s film og selvom det langtfra er alle, som er lige gode, så ved man altid, at det er en Scott film, når man ser den.

Jeg ved ikke, om han bruger en bestemt linse til kameraet men i alle hans film skaber han en belysning og en stemning, som får en til at tænke på solnedgang i Miami. (Nu er der også et par af hans film, som har foregået i Miami, så det stemmer jo fint overens).

Derfor formår han at skabe en stemning, også takket være musik, som formår at holde ens interesse fanget, selv når det er en af hans mindre heldige film. Jeg tror han kunne få en scene med en der gik og vaskede gulv, til at fremstå som en yderst interessant og fascinerende scene.

Med den dæmpede belysning og den fantastiske baggrundsmusik formår han at få den mest enkle scene, til at fremstå storslået og speciel.

Ligesom Don er jeg også utrolig begejstret for Hans Zimmer og han og Scott har arbejdet sammen på et par film. Ja nummeret til denne film er identisk med det til "Badlands", men det giver den helt rette stemning. Jeg synes nu også, at nummeret får en til at tænke på musikken, som Zimmer lavede til "Rain Man".

Ihvertfald udgør Scott og Zimmer altid en fantastisk cocktail på film som denne og "Crimson tide". Nummeret fra operetten "Viens Mallika Sous Le Dome Lakme" som bliver brugt i scenen med Christopher Walken og Dennis Hopper, er også helt fantastisk (selvom det selvfølgelig ikke er Zimmer).

Første gang jeg så denne film, var da en af mine venner havde skaffet den på laserdisc et halvt år før den fik premiere. Jeg vidste, at jeg skulle se en film med Christian Slater og det var det. Da filmen starter og jeg ser en række af gode skuespillere poppe hen over skærmen, ved jeg at filmen må være speciel, siden den har tiltrukket så mange gode skuespillere velvidende, at de kun kunne få en mindre rolle i filmen.

Jeg lånte filmen af min ven og så den efterfølgende 7 gange på 14 dage sammen med flere af mine venner, som jeg ikke syntes skulle snydes for oplevelsen.

Helt ned til statisterne er det da også lutter kendte ansigter. Udover Christian Slater og Patricia Arquette som gør det fortrinligt, så vil jeg fremhæve Gary Oldman, Brad Pitt, Christopher Walken, Dennis Hopper & James Gandolfini. De skal have tak for, at have medvirket i nogle af de mest mindeværdige scener jeg nogensinde har set.

Gary Oldman som en alfons der tror han er sort, er helt suveræn. Han brugte flere måneder på at studere sin rolle, for at lære den helt rigtige måde at snakke på og få den helt rigtige bas på stemmen.

Brad Pitt er et dope hoved, som bruger hele dagen på, at ryge diverse ting fra hans og Michael Rapaports hjem. Vi snakker toilet papir, avisen, u name it. Dette er en af Pitts fedeste roller og da han dengang ikke for alvor havde slået igennem, havde jeg meget svært ved at forstå, at det kunne være den samme fyr, som man havde set i Levi´s reklamerne.

Scenen med Christopher Walken og Dennis Hopper er, som Don nævnte det, en af de mest uforglemmelige i filmen. Det er virkelig to af de tunge drenge, der er oppe imod hinanden. Det der gør det hele mere interessant, er at de har fået lov til at improvisere en stor del i denne scene og det kommer da også til udtryk til tider, hvis man kigger på Walken´s fjæs, hvor man næsten kan se overrakskelsen efter Dennis Hopper lille tale, mens han skæver over bag Dennis hopper (på Scott) og næsten er ved at knække sammen af grin. Det fede ved scenen for mig er også, at Hoppers figur nærmest ser ud som om, at han godt er klar over, at han er i en situation, som bliver svær at komme ud af og derfor lige så godt kan løbe hele linen ud. Derudover fomår Walken, at få det til at se sejt og iskoldt ud, selv når han spytter.

Scenen med Patricia Arquette og Gandolfini fremstår også rigtig stærk. Det er rigtigt, at scenen er voldelig, men det bliver ligesom overskygget af Scott´s måde at lave scenen på. Replikkerne er igen utrolig originale og igen formår den smukke baggrundsmusik, at skabe en stemning hvor man nærmest sidder og bliver nostalgisk og rørt, fremfor at fokusere på, at det er en voldelig scene. Det er virkelig en af de eneste scener, jeg har levet mig ind i så meget, at den fik mig til at føle mig magtesløs, da man virkelig håber, at der kommer nogen og redder hende. (Scenen med den store hammer i "Savior" er en anden scene, som fik mig til at føle det samme.)

Alt i alt er de fleste scener i denne film klassikere og showdown scenen til sidst er da også fed. Alligevel er scenen hvor Slater og Arquette sidder og snakker, efter at de har været sammen for første gang og hun erklærer ham sin kærlighed, til trods for at de kun har været sammen i under et døgn og hun er call girl, en af de scener som står klarest i min hukommelse. Nok fordi at det i alle andre film ville virke for uvirkeligt og for godt til at være sandt. Bare ikke i en kærlighedshistorie af Tarantino. Det at Slater arbejder hvor han gør, får da også en til at tænke på, om det ikke har været Tarantinos drøm, at der dukkede en flot call girl op og erklærede ham sin kærlighed.

Denne film er fed på alle måder. Manuskriptet er originalt. Replikkerne er originale. Karaktererne er originale. Musikken supplerer scenerne fantastisk. Skuespillet er uovertruffent og sidst men ikke mindst kunne den ikke have været instrueret bedre end af Tony Scott.

Tarantino har igen formået, at levere en historie hvor personerne er grå og ikke sort/hvide, som de normalt bliver fremstillet i Hollywood film. Dette er en af grundene til, at jeg så godt kan lide figurerne i hans film, også når de er bad guys.

Normalt ville man aldrig se en person som den Slater spiller gå op imod en pimp som Oldman, men som han selv siger: "You don´t know me. Not when it comes to shit like this".

Det er befriende at personerne i Tarantinos persongalleri ikke altid reagerer og handler, som man kunne forvente på film. Man sidder da også igennem hele filmen og har på fornemmelsen, at hvis helten og heltinden slipper godt ud af det her, så bliver det ihvertfald ikke uden skrammer, som det ville have været tilfældet i de fleste andre historier.

Jeg har aldrig været så fascineret af en film, som denne her og det er da også først for nylig, at min kæreste har fået mig til at tage mine originale billeder fra filmen ned af væggen, da de var begyndt at blive lidt falmede.

Dette er ikke en decideret action film og heller ikke udelukkende en kærlighedsfilm. Det er en film der skal ses, hvis man godt kan lide at se en ordinær historie fortalt på en ekstraordinær og original måde. Derudover, ja så er det selvfølgelig min yndlingsfilm.