kolossal Tarantino

Man siger, at forventningens glæde er den største. Det kan godt være, men ventetiden blev for meget til Kill Bill Volume Two, der skulle gennem talløse udskydelser på grund af redigeringsprocessen. Den havde premiere for nylig, og forunderligt nok skuffer den mig ikke! At bryde Tarantinos meta-film op i to dele virkede som en kommerciel fidus fra Miramax, da det sidste år blev annonceret. Meget overraskende for den ellers så kompromisløse Tarantino (eller næsten, skift til sort/hvid i den første Kill Bill skadede mere end det gavnede), men jeg er nu overbevist om, at det var et kunstnerisk valg fra Tarantinos side. De to film kunne ikke være mere forskellige, hvor Tarantino her i anden del meget overbevisende har skruet tempoet ned i stedet for op (man kunne også undre sig over, om det var muligt efter det adrenalinsus den første film besad). Kill Bill var Tarantinos hyldest til den østlige filmverden, nærmere betegnet samuraifilmene, mens fortsættelsen er en hyldest til de gamle (spagetti) westerns. Ligheden mellem filmene er den dybt overrumplende og imponerende stil.

Efter Tarantinos eget udsagn kan han som filmskaber træde ind i to verdener. Hans tre første film (ja faktisk fire, hans debutfilm, My Best Friend’s Birthday, blev delvist destrueret under en brand, men blev efter sigende et forlæg til True Romance) foregik i hans ”virkelige” verden, mens den fabelagtige Kill Bill foregik i ”Tarantino” verdenen. Håndlangerne var en skelsættende og genrefornyende mesterværk. Pulp Fiction virkede på mig som lidt et, ganske vist godt, bestillingsarbejde, hvor Tarantino skulle vise hans genialitet. Pulp Fiction blev hans mindst engagerende projekt (min ydmyge mening, overfald mig venligst ikke…). Efter flere års spekulationer i pressen om mistet instruktørevne kom hans mest personlige film til dato, Jackie Brown (som fra min hånd fortjente 5, ja hvis ikke 6 stjerner i stedet for de lusede 4 jeg gav den), som selvfølgelig besad Tarantinos unikke touch, men var langt mere afdæmpet end fansene havde forventet. Jackie Brown viste en følsom side fra Tarantino, som bestemt ikke var ventet (havde dog vist den i manuskriptet til True Romance). Filmen var i bund og grund et stærkt genreskift for Tarantino med en indfølt og menneskelig kærlighedshistorie. Første del af Kill Bill var det første besøg i Tarantinos verden. Den er voldsom, blodig og actionfyldt, men også herlig legene og dybt seværdig. Den lagde sig ind på en andenplads over alle tiders bedste film hos mig. Derfor var mine forventninger til fortsættelsen skyhøje.

Kill Bill skuffede Tarantino-fansene med et nærmest total fravær af den skarpe dialog fra hans side. Det vil glæde dem, at efterfølgeren besidder den kendte Tarantino-dialog i overflod. Ordene klinger så harmonisk sammen, som kun Tarantino kan gøre det. Det er stadig popkulturel og indeholder ingen livsvigtige filosofier og anskuelser, men det er ren Tarantino som vi kender ham. Han har skruet ned for actionscenerne, faktisk får vi kun en, som i stil minder om de velkoreograferede og åndeløs flotte scener fra etteren. Det endelig klimaks mellem Bruden og Bill foregår også mere gennem dialog end fysisk handling. Og det er præcis det, som jeg elsker ved denne film. Tarantino kan bygge enhver scene op til et klimaks, som muligvis ikke kommer, men spændingen holdes alligevel uovertruffen. Vi forventer en fortsættelse ud fra de sædvanlige konventioner; større, vildere og generelt mere af det samme. Tarantino hopper, som førnævnt, over i en hel anden genre, som er meget mere dialogpræget og indeholder spændende personudviklinger. Vi kommer bedre ind under huden på personerne, og især forholdet mellem Bruden og Bill uddybes med en overraskende troværdighed og indfølelse, næsten ligeså godt som i Jackie Brown. Faktisk bliver filmen helt rørende i slutningen. Endnu en overraskende alsidighed fra Tarantino.

Uma Thurman er endnu engang fremragende som hævneren med blod på tanden. Hun lyser op på lærredet og giver personen den dybde og fylde, som kræves for at vi kan holde af hende. Vidunderligt at se hende i karrierens bedste rolle. Hun overskygges dog næsten af en bare lidt fimset David Carradine som den velartikulerede og nærmest sympatiske Bill. Selv når han taler om ingenting mærker man djævelen i ham, som hvert øjeblik kan springe psykopatisk frem. Især begyndelsesscenen, hvor Thurman og Carradine står udenfor kirken og taler, er nærmest uudholdelig spændende, da vi, selvom udfaldet er kendt for os, nærmest tror på Bills accept af brylluppet. I birollerne ses Michael Madsen, som ikke har været så ond siden hans uforglemmelige rolle i Håndlangerne. Denne iskolde dræber starter dagen med at rense lokum, for at om aftenen begrave ”heltinden” levende. Skræmmende godt spillet. Darryl Hannah skal også have ros for hendes nuancerede portræt af en ellers gammeldags kliche med femme fatale. Kampen mellem hende og Thurman er frydefuld voldsom.

Kill Bill Volume Two er Tarantinos hyldest til de gamle westernfilm. Han formår at proppe filmen med referencer og åbenlyse inspirationskilder, mens den stadig er helt sin egen, og det bliver aldrig for meget. Den er ikke så flot og overlegen filmet som Volume One, men det ville heller ikke passe til denne film. Jo tættere Thurman kommer på Bill, jo roligere bliver det. Musikken er dog stadig exceptionel og overrumplende velvalgt, med fuldkommen sikkerhed blandes det kitchede med retro og iørefaldende musik. Sådan noget kan jeg simpelthen ikke stå for, og det bliver absolut ikke bedre end hos Tarantino. Under hele filmen sad jeg med en skjult fryd over den ikke-eksisterende overfladiske action, som jeg dog elskede i etteren. Vi får i stedet et overbevisende nærvær som fænger lige fra starten, på trods af den lidt banale og elementære historie. Igen krydres det hele dog af Tarantinos kendetegn med kronologisk opbrydning og sammensætning.

En scene i filmen vil stå som ophøjet genial hos mig. Thurman lægges i en kiste, hvor låget hamres fast og hun slæbes ned i et hul. Kameraet bliver inde i kisten, og filmen går i sort i et stykke tid. Ingen andre instruktør ville have gjort det, men Tarantino sørger for, at publikum kan mærke uhyggen og klaustrofobien ved den ondskabsfulde surrealistiske situation. Filmen besidder mange af disse scener, som samlet får det hele til at gå op i en højere enhed.

Føler jeg mig tvunget til at give Kill Bill Volume Two 6 stjerner fordi det er fortsættelsen til en af mine nyfundne yndlingsfilm? Nej, den besidder de elementer, der gør det til sand filmkunst. Fortsættelsen er ikke så god som den første film, men det er meget tæt på. Tarantino viser igen sit værd som instruktør. Tillykke, QT, du har lige skubbet M. Night Shyamalan af pinden. Du er nu absolut favorit. Hver for sig er filmene mesterværker, men samlet er de, ja, ren Tarantino.