En af de største stumfilm
6.0
*Spoilers*
Erich von Stroheims mest vellykket film som instruktør er i mine øjne denne perle fra 1925. Det er bestemt ikke en af filmhistoriens mest kendte værker, men det gør ikke filmen ringere.
Filmen er baseret på Frank Norris´ bog af samme navn, men selvom von Stroheim plotmæssigt følger romanen, udviser instruktøren gennemsalgskraftige kunstneriske forbedringer.
Vi har faktisk med et filmmesterværk at gøre, som accentuere instruktørens allerbedste sider. Skildringen af grådighed og korruption er fantastisk! Fortællestilen er håndgribelig og fysisk betonet, hvilket ikke kun bevirker en intimitet med filmpersonerne, men i særdeleshed viser grufuldheden og hjælpesløsheden, som præger det menneskelige væsen.
Symbolerne i filmen er mange og benyttes med elegance. Et eksempel kunne være, da hustuen planlægger en jalousihævn mod McTeague. Her ser man en kat, der gør sig parat til at slå kloen i en fugl i et bur, hvilket afslører hendes farlige intentioner.
Også senere i filmen gøres der brug af symbolværdier, og McTeagues fald understreges af hans sidste ord: "We are all dead people", på trods af, at han langt om længe har opnået rigdom - han har dog intet andet og er tilmed midt i Death Valley!
Skuespillerne er et kapitel for sig selv. Ikke mindst Gibson Gowland, ZaSu Pitts og Jean Hersholt er fænomenale og spiller med en realisme, som sjældent er set mere overbevisende i stumfilmens tid.
Med denne film beviste von Stroheim, at filmmediet i USA kunne være andet end teatralsk og sentimental-romantisk. Dette er noget den russiske stumfilm havde dyrket i årene før, men von Stroheim kopiere ikke deres stil, han lærer fra dem og skaber sin ejen.
Desværre for instruktøren blev filmen klippet af filmselskabet, og da den havde præmiere i biograferne, blev publikum væk.
Syndt, at amerikanerne på dette tidspunkt ikke var parate til en film som denne, da den er mange år forud for sin tid i symbolismebrug og emnebehandling.
Erich von Stroheims mest vellykket film som instruktør er i mine øjne denne perle fra 1925. Det er bestemt ikke en af filmhistoriens mest kendte værker, men det gør ikke filmen ringere.
Filmen er baseret på Frank Norris´ bog af samme navn, men selvom von Stroheim plotmæssigt følger romanen, udviser instruktøren gennemsalgskraftige kunstneriske forbedringer.
Vi har faktisk med et filmmesterværk at gøre, som accentuere instruktørens allerbedste sider. Skildringen af grådighed og korruption er fantastisk! Fortællestilen er håndgribelig og fysisk betonet, hvilket ikke kun bevirker en intimitet med filmpersonerne, men i særdeleshed viser grufuldheden og hjælpesløsheden, som præger det menneskelige væsen.
Symbolerne i filmen er mange og benyttes med elegance. Et eksempel kunne være, da hustuen planlægger en jalousihævn mod McTeague. Her ser man en kat, der gør sig parat til at slå kloen i en fugl i et bur, hvilket afslører hendes farlige intentioner.
Også senere i filmen gøres der brug af symbolværdier, og McTeagues fald understreges af hans sidste ord: "We are all dead people", på trods af, at han langt om længe har opnået rigdom - han har dog intet andet og er tilmed midt i Death Valley!
Skuespillerne er et kapitel for sig selv. Ikke mindst Gibson Gowland, ZaSu Pitts og Jean Hersholt er fænomenale og spiller med en realisme, som sjældent er set mere overbevisende i stumfilmens tid.
Med denne film beviste von Stroheim, at filmmediet i USA kunne være andet end teatralsk og sentimental-romantisk. Dette er noget den russiske stumfilm havde dyrket i årene før, men von Stroheim kopiere ikke deres stil, han lærer fra dem og skaber sin ejen.
Desværre for instruktøren blev filmen klippet af filmselskabet, og da den havde præmiere i biograferne, blev publikum væk.
Syndt, at amerikanerne på dette tidspunkt ikke var parate til en film som denne, da den er mange år forud for sin tid i symbolismebrug og emnebehandling.
05/05-2004
