Filmhistoriens første storværk
6.0
Hvis der findes et værk i filmhistorien, jeg har svært ved at elske, er det dette. Historien er så gennemsyret af instruktørens pro-sydstats holdninger, og hans skildring af slavernes frigivelse og sorte som så, er mildest talt ubehagelig.
Alligevel må jeg bøje mig i støvet for denne episke klassiker, der må være en af de mest omdiskuterede film nogensinde. Den er nemlig så original og kreativ, at dens indflydelse ikke kan overvurderes!
Første del af filmen er en genial skildring af Den Amerikanske Borgerkrig, slavernes frigivelse og mordet på Præsident Lincoln. Her åbnes der for et kæmpemæssigt slag mellem øst og vest, hvor røg, skud og faldende soldater præger den mest eminente krigsscene, der var set på lærredet i 1915.
Første del skal ses som en objektiv skildring af Borgerkrigens rædsler og politiske intriger, og til dette formål lykkes filmen over al forventning. Samtidig er historiefortællingen skelsættende, og man kalder da også Griffith for "den narrative filmfortællings fader", hvilket er 100 % forståeligt.
Det er dog først i anden del af filmen, at hans egentlige styrker (og svagheder) for alvor skinner igennem. Her forsøger Griffith at indlede en mere fortællende skildring af den første tid med frie sorte slaver. Han tager udgangspunkt i en lille sydstatsby, hvor den mulatte Silas Lynch (George Siegmann) har taget magten. Kærlighedsaffæren mellem nordstatspigen Elsie Stoneman (Lillian Gish) og Ben Cameron (Henry B. Walthall) fra syd bliver ødelagt ikke mindst af de sorte i byen, men i særdeleshed af Silas Lynch, der fanger hende og vil have hende til viv. Ben kan se, at de sorte er ved at fordrive byens hvide indbyggere, hvorfor han danner Ku Klux Klan til at bringe retfærdighed tilbage for de hvide.
At dette lykkes, og at Ben får Elsie, er ikke overraskende. I det hele taget er historien en værre gang vrøvl - en ynkelig forhelligelse af KKK som de hvides frelsere og de sorte som bæster, der ikke må kunne stemme (er dette rendyrket racisme eller måske også et angreb på demokratiet?). Samtidig er det hele pokkers sentimentalt og til tider kvalmende, hvorfor blandt andre instruktøren Ernst Lubitsch tog afstand fra denne måde at skabe dramatik på.
Man kan sige meget om den måde, anden del er blevet lavet på (og det meste er nok sagt), men filmisk set er den for sin tid unik. Kameraføringen bl.a. når KKK kommer byens indbyggere til undsætning er fotograferet som en blanding af bevægelige kameraer og klipning, der næsten når den russiske stumfilm!
Desuden bruges close-ups, long shots og kamerabevægelser til perfektion og som en del og et bærende element af historiefortællingen. Eminent udført og bestemt den del af filmen, hvor man tydeligst kan se Griffiths indflydelse på faktisk samtlige senere film!
Ikke nok med at Griffiths menneskesyn og historieskildring til dels er forældet, ligeledes er det teatralske skuespil. Griffith var ikke nogen personinstruktør af rang, og det er tydeligt, at hans interesser ligger andre steder. Og ser man på hans efterfølgende - og i mine øjne bedre - "Intolerance" (1916), er det heller ikke her, skuespillet kommer til sin ret.
"En nations fødsel" er således en film, som skal ses som en teknisk bedrift både effektmæssigt og narrativt, men historieskildringen er både kompromisløs og modbydelig. Da filmen er baseret på bogen "The Clansman" af Thomas Dixon, skyldes den hårde tone i lige så høj grad dette forlæg, hvilket dog ikke undskylder Griffith som en sentimental sydstatsromantiker.
"En nations fødsel" er starten på Hollywood-filmen, når den er bedst og værst, og for at citere daværende præsident Wilson, der ser filmen som: "History written with lightning". Og det kan han have ret i.
Alligevel må jeg bøje mig i støvet for denne episke klassiker, der må være en af de mest omdiskuterede film nogensinde. Den er nemlig så original og kreativ, at dens indflydelse ikke kan overvurderes!
Første del af filmen er en genial skildring af Den Amerikanske Borgerkrig, slavernes frigivelse og mordet på Præsident Lincoln. Her åbnes der for et kæmpemæssigt slag mellem øst og vest, hvor røg, skud og faldende soldater præger den mest eminente krigsscene, der var set på lærredet i 1915.
Første del skal ses som en objektiv skildring af Borgerkrigens rædsler og politiske intriger, og til dette formål lykkes filmen over al forventning. Samtidig er historiefortællingen skelsættende, og man kalder da også Griffith for "den narrative filmfortællings fader", hvilket er 100 % forståeligt.
Det er dog først i anden del af filmen, at hans egentlige styrker (og svagheder) for alvor skinner igennem. Her forsøger Griffith at indlede en mere fortællende skildring af den første tid med frie sorte slaver. Han tager udgangspunkt i en lille sydstatsby, hvor den mulatte Silas Lynch (George Siegmann) har taget magten. Kærlighedsaffæren mellem nordstatspigen Elsie Stoneman (Lillian Gish) og Ben Cameron (Henry B. Walthall) fra syd bliver ødelagt ikke mindst af de sorte i byen, men i særdeleshed af Silas Lynch, der fanger hende og vil have hende til viv. Ben kan se, at de sorte er ved at fordrive byens hvide indbyggere, hvorfor han danner Ku Klux Klan til at bringe retfærdighed tilbage for de hvide.
At dette lykkes, og at Ben får Elsie, er ikke overraskende. I det hele taget er historien en værre gang vrøvl - en ynkelig forhelligelse af KKK som de hvides frelsere og de sorte som bæster, der ikke må kunne stemme (er dette rendyrket racisme eller måske også et angreb på demokratiet?). Samtidig er det hele pokkers sentimentalt og til tider kvalmende, hvorfor blandt andre instruktøren Ernst Lubitsch tog afstand fra denne måde at skabe dramatik på.
Man kan sige meget om den måde, anden del er blevet lavet på (og det meste er nok sagt), men filmisk set er den for sin tid unik. Kameraføringen bl.a. når KKK kommer byens indbyggere til undsætning er fotograferet som en blanding af bevægelige kameraer og klipning, der næsten når den russiske stumfilm!
Desuden bruges close-ups, long shots og kamerabevægelser til perfektion og som en del og et bærende element af historiefortællingen. Eminent udført og bestemt den del af filmen, hvor man tydeligst kan se Griffiths indflydelse på faktisk samtlige senere film!
Ikke nok med at Griffiths menneskesyn og historieskildring til dels er forældet, ligeledes er det teatralske skuespil. Griffith var ikke nogen personinstruktør af rang, og det er tydeligt, at hans interesser ligger andre steder. Og ser man på hans efterfølgende - og i mine øjne bedre - "Intolerance" (1916), er det heller ikke her, skuespillet kommer til sin ret.
"En nations fødsel" er således en film, som skal ses som en teknisk bedrift både effektmæssigt og narrativt, men historieskildringen er både kompromisløs og modbydelig. Da filmen er baseret på bogen "The Clansman" af Thomas Dixon, skyldes den hårde tone i lige så høj grad dette forlæg, hvilket dog ikke undskylder Griffith som en sentimental sydstatsromantiker.
"En nations fødsel" er starten på Hollywood-filmen, når den er bedst og værst, og for at citere daværende præsident Wilson, der ser filmen som: "History written with lightning". Og det kan han have ret i.
12/05-2004
