Oldman og Ryder i topform
4.0
Coppolas erotisk-lidenskabelige Dracula-fortolkning glimrer i allerhøjeste grad ved sin visualisering, hvor den vandrende Dracula-skygge må tolkes som en velment hyldest til Murnaus gamle "Nosferatu"-klassiker, som dog kommer til endnu mere ære og værdighed i mesterværket "Shadow of the Vampire" (anmeldt her på Scope.dk).
Coppola lægger i modsætning til Stokers forlæg i meget høj grad synsvinklen hos Dracula og (Wilhel)Mina Harker (Winona Ryder). Vampyr-skikkelsen bliver åbenlyst billedet på den undertrykte seksualitet og ægte, grænseløse kærlighed. Derved fremstår Jonathan Harker (Keanu Reeves) udpræget som pænhedens, udtørrede, moralske vogter (bemærk hans hastigt grånende hår), der presser Mina bort fra sit livs forelskelse tilbage til et livløst, victoriansk vågent mareridt. Netop derfor virker filmens slutning en anelse vag. Filmen signalerer lige dele frygt og grænseløs kærlighed mellem Mina og Dracula. Derfor havde et selvmord været langt mere i filmens ånd.
Gary Oldmans Dracula-figur er intet mindre end dybt, dybt fascinerende i hele sit udtryk. Intet mindre kunne vel heller gøre det i rollen som historiens måske mest berømte fiktionsfigur?
Oldman og Ryder er uden sammenligning filmens store oplevelser. Deres mimik er aldeles fremragende. Anthony Hopkins spiller rutineret og formår at gøre den ubehagelige dr. van Helsing til dén fanatiker, han nødvendigvis må formodes at være. Til gengæld falder Keanu Reeves igennem som den vage Jonathan Harker. Reeves er (som sædvanlig) komplet udtryksløs, og han svinger voldsomt mellem engelsk og amerikansk dialekt, hvilket rent ud sagt skurrer i ørerne.
Et glimrende filmbekendtskab i kraft af Oldmans og Ryders præstationer. Selve historien kunne måske til gengæld være blevet forbedret, dersom Coppola havde været mindre tro mod Stokers lidt ferske forlæg. Den optimale vampyr-mystik skal som ovenfor nævnt nok søges i "Shadow of the Vampire". Denne film er til syvende og sidst mere storladen end egentlig dybsindig.
Coppola lægger i modsætning til Stokers forlæg i meget høj grad synsvinklen hos Dracula og (Wilhel)Mina Harker (Winona Ryder). Vampyr-skikkelsen bliver åbenlyst billedet på den undertrykte seksualitet og ægte, grænseløse kærlighed. Derved fremstår Jonathan Harker (Keanu Reeves) udpræget som pænhedens, udtørrede, moralske vogter (bemærk hans hastigt grånende hår), der presser Mina bort fra sit livs forelskelse tilbage til et livløst, victoriansk vågent mareridt. Netop derfor virker filmens slutning en anelse vag. Filmen signalerer lige dele frygt og grænseløs kærlighed mellem Mina og Dracula. Derfor havde et selvmord været langt mere i filmens ånd.
Gary Oldmans Dracula-figur er intet mindre end dybt, dybt fascinerende i hele sit udtryk. Intet mindre kunne vel heller gøre det i rollen som historiens måske mest berømte fiktionsfigur?
Oldman og Ryder er uden sammenligning filmens store oplevelser. Deres mimik er aldeles fremragende. Anthony Hopkins spiller rutineret og formår at gøre den ubehagelige dr. van Helsing til dén fanatiker, han nødvendigvis må formodes at være. Til gengæld falder Keanu Reeves igennem som den vage Jonathan Harker. Reeves er (som sædvanlig) komplet udtryksløs, og han svinger voldsomt mellem engelsk og amerikansk dialekt, hvilket rent ud sagt skurrer i ørerne.
Et glimrende filmbekendtskab i kraft af Oldmans og Ryders præstationer. Selve historien kunne måske til gengæld være blevet forbedret, dersom Coppola havde været mindre tro mod Stokers lidt ferske forlæg. Den optimale vampyr-mystik skal som ovenfor nævnt nok søges i "Shadow of the Vampire". Denne film er til syvende og sidst mere storladen end egentlig dybsindig.
18/01-2005
