Lassefar i aktion

5.0
Jeg er ganske godt tilfreds med de film, som Lasse hallstrom (mit tastatur vil tilsyneladende ikke skrive et tysk "Ø") har budt på. Jeg var især begejsret for "What´s eating Gilbert Grape" og "Æblemostreglementet". Det afholdt mig dog ikke fra at nyde "Mit liv som hund", "Once around" og "Chocolat", selv om sidstnævnte nok befinder sig nederst på rangstigen (iblandt de nævnte).

Jeg havde dog mine bange anelser omkring denne film, da jeg synes den så meget tør ud. Så det var uden de store forventninger, at jeg en efterårsdag sidste år satte mig til at se denne film alene, en dag hvor min kæreste var ude på en kort rejse. Jeg må sige at jeg blev positivt overrasket.

Jeg synes skuespillet er suverænt og der er en mystisk stemning over dette drama, som samtidig gjorde at jeg hyggede mig gevaldigt med filmen.

Filmen kan virke meget dyster og grå i sine billeder, men personerne er det, som får filmen til at lyse op. Det er dog kun i enkelte momenter, at den minder mig om en typisk Lasse Hallstrom film. Selvom det er drama i høj klasse og et persongalleri som vi er vant til fra hans side, så minder den mig faktisk mere om en Bille August film. Hvilket normalt ville være et synonym for, at jeg fandt filmen langtrukken og bedrøvende. Det var dog ikke tilfældet.
Måske er det i virkeligheden fordi, at filmen er baseret på en roman. Jeg ved det ikke, men jeg fandt under alle omstændigheder filmen aldeles seværdig, stik imod alle forventninger.

(Jeg har iøvrigt lige erhvervet mig en jubilæums DVD+2cd´er med ABBA, hvor der står Lasse Hallstrom nævnt, som manden bag deres musikvideoer. Er det virkelig den samme mand, som der her er tale om? Det lyder jo meget rigtigt, eftersom han har skullet starte et sted og ABBA er fra hans hjemland. Ville bare høre. Det kunne jo godt være, at der var nogen som vidste det?)
The shipping News