over- eller undervurderet?

Paul Verhoven fortsætter her med hans fascination af vold og sex i en hårdkogt blanding. Dog virker Starship Troopers nærmest familievenlig (uden at være det) i forhold til eksempelvis Robocop og Total Recall. Der er tre elementer i denne film, hvoraf to kun virker. Det er den politiske satire og propaganda misbrug, det er den hårdtpumpede actiondel med dertil hørende flotte computereffekter, og det er den menneskelige side, som er så ensporet og latterlig, at det trækker ned i filmens samlede bedømmelse. Skuespillerne er anonyme og omtrent hver og en rædselsfulde. Sammenligninger med Beverly Hills i det ydre rum er ikke helt dårlig, for filmens karakterer besidder nogenlunde samme dybde. Det er tydeligvis ikke den del, som Verhoven er interesseret i, men han burde alligevel have tilført bare en smule troværdighed til karaktererne.

Filmens virkelige stjerner er Phil Tippets computeranimerede ”kryb”, der på overbevisende og frygtløs vis lemlæster og myrder de ret så dumme mennesker. Verhovens lille påmindelse til os om, at selv om vi er den eneste tænkende race, der ikke kun lever på instinkter, så er vi nødvendigvis ikke den overlegne. Verhoven nærmer sig at være en menneskehader, for selv de sympatiske personer dør på den skrækkeligste måde. Han piller vores selvopfattelse fra hinanden, stykke for stykke, og har endda overskud til at give os en åbenlys uhæmmet medie- og nyheder manipulation, der tit forveksles med propaganda. En lettere kontroversiel tilgang til den ellers så gennemtærskede science fiction-genre, og det faldt tydeligvis ikke i amerikanernes smag.

Som førnævnt er det virkelig flot lavet, men når det eneste holdepunkt for publikum er de påtvunget voldelige kryb, så er det svært at holde af filmen, da personerne er så gennemgående tåbelige, at man ryster på hovedet og krummer tæer. Menneskets falske overlegenhed slås fast med syvtommer søm og det bliver for meget. Som ren underholdningsfilm er den dog ret effektiv, så den sniger sig op på de fire stjerner.