sanse- og følelsesoplevelse

Eventyret om Ringen er for mig at se den eneste film, hvor ord ikke slår til. Den skal ses og opleves, for den er i sandhed en oplevelse ud over det sædvanlige. At have været vidne til denne trilogi får en til at føle sig beæret, ja nærmest velsignet, og aldrig har der før været så bred enighed om en films kvaliteter. Baseret på nogle af alle tiders mest elskede bøger har en filmatisering aldrig været så vellykket og medrivende før (og måske også efter) som denne her. Harry Potter er rent vand i forhold til disse film, og Chris Columbus er blot en visionærløs gengiver i forhold til Peter Jackson hidtil uset engagement. Ringenes Herre-filmene var en satsning fra New Line Cinema, der i tilfælde af fiasko ville gå fallit. Dette kan man kun le af nu, da filmene har fået massiv succes, både publikum og kritikermæssigt, men tanken om at indspille tre film på samme tid (og af denne størrelsesorden) fik skadefroen til at vokse. At en næsten ukendt instruktør stod bag dette monstrøse projekt gjorde det ikke bedre, men fans kunne nok ikke have håbet på en bedre og mere tro filmatisering.

Fans af bøgerne modtog meldingen omkring Peter Jackson som instruktør med skepsis og stille forundring. Med et hurtigt kig gennem hans karriere ses det dog, at Ringenes Herre var den uundgåelige konklusion for en opsigtsvækkende, talentfuld og helt unik instruktør. At det lykkedes med alt overlegenhed for Jackson er ikke en overraskelse for mig. Hans tre første film, splatterfilmene Bad Taste, Meet The Feebles og Braindead, viste hans groteske side og den (sorte) humor var dominerende. Jackson var legende og kompromisløs, intet var helligt for ham. Med den smukke Heavenly Creatures viste han en mere blød og dramatisk side af hans talent, den afdæmpede menneskelighed og det visuelle geni, som han er. Forgotten Silver var en hylende morsom, og ret genial, pseudo-dokumentar, mens hans spøgelseskomedie, The Frighternes, var mere mainstream, men superunderholdende og med sin helt egen kant. Alle disse gennemgående temaer og varemærker ses i Ringenes Herre, bare krydret med Tolkiens helt egen fortryllende og mytologiske verden. Ingen film har som denne grebet mig i biografens mørke og revet mig ind i dens verden. Universet behandles og føles som historiske fakta, en glemt verden, hvor godt og ondt kan deles op. Jackson formår med indgydende respekt at visualisere Tolkiens bøger med så stor indlevelse og fængende midler at ingen kan forlade filmen upåvirket.

Filmen spiller på de basale gode ting hos mennesket. Venskab, trofasthed, næstekærlighed, opofrelse, og så fremdeles. De bedste ting fra fiktionen og virkelighedens verden blandet sammen i et produkt og udført med svigende sikkerhed. Historien er for så vidt ret simpel, det gode mod det onde, og med en herlig morale om at selv den mindste kan gøre en forskel. Filmen fungerer hovedsagligt i kraft af Jacksons helt unikke og uovertrufne vision, der er kælet om hver lille detalje, hvert eneste billede og indstilling virker uoverflødigt og velgennemtænkt. At Jackson ligeledes formår at gøre omtrent hver andet billede malerisk smukt er beundringsværdigt og åndeløs overrumplende. Dette er virkelig den flotteste og smukkeste film, som jeg har set, og det er med den perfekte blanding af visuel slagkraft, historiemæssig medrivende og ikke mindst følelsesladede scener. Bemærk især scenen, hvor broderskabet forlader dværgenes bjerg med viden om, at de har mistet en af deres kære. En scene i afmagt så perfekt iscenesat og dybt rørende, at man stille sidder og fælder op til flere tårer.

Den første del af trilogien er den, som holder sig mest til bogen. Naturligvis kan alt fra bogen ikke komme med, men Jackson og company har skåret ned til den essentielle og alligevel fået mange af bogens komplicerede aspekter med. Filmen virker både som enestående i filmmediet og fremragende som adaption. Meget af rosen skal også gå til skuespillerne, som virker som trådt ud af bogens sider. Bedst er Ian McKellen som Gandalf, respektindgydende, men også en lille brik i puslespillet. Og det er ligeledes her Jackson henter point. Han opretter og bevarer en sand følelse af en nærkommen dommedag og at denne lille gruppe virkelig er det eneste mellem den altødelæggende fjende og fred.

Som nævnt før er filmen virkelig smuk at overvære, og den indeholder det mest storladne og gennemarbejdet (dog ikke bedste) kameraføring jeg til dato har set. Sammenblandingen af special effects og modeller virker overrumplende og flot, mens de overbevisende effekter er en integreret del af filmen og ikke bare se-hvad-vi-kan. Den er medfortæller og en formidling af Jacksons visionære storhed. Flere scener brænder sig ind på nethinden, specielt to var fuldkommen uforglemmelig for mig. De skræmmende sorte ryttere har et helt liv for sig selv, og da de jagter en underskøn Liv Tyler på hest når filmen sin absolutte spændingsklimaks, ikke overgået af de pompøse krigsscener i de to andre film. Jeg sad ude på kanten af sædet og mine håndflader svedte ustyrligt. Aldrig har en scene fanget mig så meget, hvor jeg kunne mærke adrenalinet og det ægte gys af at det er slut, hvis hun bliver fanget. Bare på grund af den scene fortjener film(ene) udødelighed, som de også har fået. Den anden scene er hvor Merry bliver løftet op af en ork i slowmotion og solens stråler rammer kameraet. Det er små detaljer som disse der gør Ringenes Herre til en uforglemmelig film.

Jeg er ked af, hvis mit indlæg er usammenhængende, men i min iver for at forklare hvor genial og seværdig denne film er, har jeg ikke fået styr over mine tanker. Et fyldestgørende indlæg tror jeg ikke er muligt fra nogens side, til det er det hele simpelthen for stort og så perfekt sammensat så det går op i en højere enhed. Kan kun sige, at den første del af Ringenes Herre klart af den bedste og ligger sig ind på en delt andenplads hos mig. Jeg græder, griner, rives med, føler adrenalinet, mærker uhyggen og en ægte glæde hver gang jeg ser filmen. Det bliver ikke større end dette. Peter Jackson, kom op på siden af Tarantino og nyd førstepladsen. Alverdens ros ville ikke være nok, for Jackson har virkelig kreeret en uforglemmelig klassiker og banebrydende mesterværk, hvis lige ikke er set.