det var også på tide...

… at Akademiet belønnede Jackson og hans team for deres astronomiske og hidtil usete engagement i filmhistoriens bedste trilogi og velsagtens det mest episke, der nogensinde er blevet vist på film. Jeg kunne ikke forestille mig noget, der kunne overgå disse film i storhed. Jovist, der kommer nok en film engang, hvor kampscenerne er endnu større og vildere, men jeg tror ikke på, at man kan lave en film med så stor indlevelse og fængende historie, som er set med Ringenes Herre. Allerede inden indspilningen havde bøgerne jo en kæmpe fanskare og tilhængere, men med Jackson vision er Tolkiens roman(er) for alvor blevet udødeliggjort.

Efter at have set denne film sad jeg endnu engang med den målløse følelse af at have oplevet noget usandsynligt stort. Ikke så overrumplende og glædeligt som med den første film, men svævende på en lille sky af glæde over Jacksons fortællertekniske vidundere. Det er endnu engang yderst medrivende og tiden flyver af sted. Der ses et utal af scener, som ville have været absolut klimaks i enhver andre film, men hos Jackson bliver det bare større og større. De kolossale kampscener virker også mere fængende her og nærmest uudholdeligt spændende opbygget, end de gjorde i De To Tårne, da man virkelig får følelsen af, at alt står på spil, ligeledes en deprimerende håbløshed. Men Jackson er ikke ”ond” i hans virkemidler, der er rigelig plads til en befriende humor, som måske ikke passer vildt godt ind i Tolkiens seriøse univers, men vi skal jo også huske på, at litteraturens verden er noget helt andet end filmens verden. Rettelser er blevet lavet og udeladelser er nødvendige (selvom jeg med mange andre ville have ønsket at scenen med Christopher Lees Saruman og Gandalf ville have været med). Jackson har selv udtalt, at filmene ikke er blevet lavet for fansenes skyld, men at de er hans helt egen visualisering af bøgerne. Og hvilken billedgengivelse! Jeg tror, at kun et ord kan beskrive det: Stort! Alt lige fra filmens grundtema til de fremkaldede følelser og Jackson episke slag. Jeg har aldrig set noget lignende! Forrygende flot og troværdigt lavet, og man tror nu på, at kun fantasien sætter grænser i filmens verden.

Skuespillerne stråler også i denne film. Alle er nævneværdige og fortjener stor ros for deres indsats, men jeg vil dog fremhæve Sean Astin, der er skudsikker som filmens sande helt. Ligeledes er Elijah Wood blevet mere nuanceret, noget jeg savnede fra ham i De To Tårne. De mere poetiske sider af historien er også mere fremtræden her, ikke så meget som i første del, men mere end i den anden del. Det var det poetiske og smukke, som fangede min uforbeholdne opmærksomhed i Eventyret om Ringen.

Jeg ved ikke hvor meget mere, jeg kan sige om denne film. Thomas Nielsen har på sublim og sigende vis nævnt det hele, og Kongen Vender Tilbage er ligeledes med Eventyret om Ringen og De To Tårne en film, der bare skal opleves og hvor ord formindsker deres fantastiske eksistens (ikke i dit tilfælde, Thomas). En milepæl i historien, ikke mindst på grund af Jackson ukuelige evne til at gøre det uoverskuelige og umulige muligt. Tag hatten af for ham, bøj os i støvet og lad os ydmygt takke ham for de fantastiske film og oplevelser han har givet os. Med en bittersød smag i munden ser man rulleteksterne blive færdige og ved i sit stille sind, at det er slut med rejsen. Men hvor har det været herligt!