så er det heller ikke værre
2.0
For at en film skal have bundkarakter ved mig skal den enten irritere eller kede mig. Jeg havde med stor indsats nedlagt den ildevarslende skadefro, for jeg var overbevist om, at filmens elendige modtagelse, både hos kritikerne og publikum, skyldes mediernes overeksponering af Jennifer Lopez og Ben Afflecks og deres kærlighedsforhold. Ligesom med Arnold Schwarzeneggers Last Action Hero og Bruce Willis’ Hudson Hawk var det vel bare Bennifers tur. Og titlen som en af alle tiders dårligste film er en overdrivelse af de store.
Instruktørens Martin Brest har stået bag gode film (Beverly Hills Cop og Scent of a Woman) og ret middelmådige film (Midnight Run og især Meet Joe Black). Manuskriptet har han selv stået for her, og det virker som en ret dilettantisk kopi af Kevin Smiths uforglemmelig og uopnåelige Chasing Amy (tilstedeværelsen af Affleck hjælper også på associationerne). Flere scener virker som direkte (dårlig) kopi, især Affleck og Lopez’s konversation omkring homoseksuelle er slemt. Brest har fat på en kendt romantisk formular, tilsat lidt hårdkogt gangstersprog. Stedvis virker filmen meget stilforvirrende, og Brest har ikke altid lige godt styr over filmen. Komediesiden fungerer bedst, hvor man ikke kan lade vær med at trække på smilebåndet ind imellem.
Filmen er glat og hurtig produceret, den går ikke i dybden med ting, men har til gengæld heller ikke ambitioner om det. Tilstedeværelsen af to hotte Hollywood stjerner (eks, om du vil) er nok eksistensgrundlaget, og det er også det, som har holdt folk væk. Affleck fungerer nu udmærket, synes jeg, med antydning af selvironi. Han kan rollen som charmetrold, og mere forlanges ikke her. Til gengæld er Jennifer Lopez endnu engang ret irriterende (hendes eneste gode rolle var i Soderberghs stilsikre og absolut seværdige Out of Sight), og jeg finder hende ikke engang særlig lækker. Ret overvurderet i alle henseender, faktisk. Til gengæld i kemien, nok ikke overraskende, god mellem dem.
Filmen nærmer sig de tre stjerner, da den på intet tidspunkt hverken irriterede eller kedede mig. Desværre virker klicheerne lidt for slidte og op til flere scener falder fuldstændig igennem. Især er den korte tilstedeværelse af Christopher Walken en skændsel på hans nu nedadgående karriere, hvorimod Al Pacino liver op i en overgearet birolle, hvor Affleck og Lopez retfærdigt sidder ydmygende og respektfulde foran mesteren. Og slutteligt en lille bøn til filmseere: Lad vær med at døm Kevin Smiths kommende Jersey Girl ud fra forhåndsomtale og denne film. Jeg vil (næsten) garantere dybsindighed og seværdighed, for Smith er virkelig genial!
Instruktørens Martin Brest har stået bag gode film (Beverly Hills Cop og Scent of a Woman) og ret middelmådige film (Midnight Run og især Meet Joe Black). Manuskriptet har han selv stået for her, og det virker som en ret dilettantisk kopi af Kevin Smiths uforglemmelig og uopnåelige Chasing Amy (tilstedeværelsen af Affleck hjælper også på associationerne). Flere scener virker som direkte (dårlig) kopi, især Affleck og Lopez’s konversation omkring homoseksuelle er slemt. Brest har fat på en kendt romantisk formular, tilsat lidt hårdkogt gangstersprog. Stedvis virker filmen meget stilforvirrende, og Brest har ikke altid lige godt styr over filmen. Komediesiden fungerer bedst, hvor man ikke kan lade vær med at trække på smilebåndet ind imellem.
Filmen er glat og hurtig produceret, den går ikke i dybden med ting, men har til gengæld heller ikke ambitioner om det. Tilstedeværelsen af to hotte Hollywood stjerner (eks, om du vil) er nok eksistensgrundlaget, og det er også det, som har holdt folk væk. Affleck fungerer nu udmærket, synes jeg, med antydning af selvironi. Han kan rollen som charmetrold, og mere forlanges ikke her. Til gengæld er Jennifer Lopez endnu engang ret irriterende (hendes eneste gode rolle var i Soderberghs stilsikre og absolut seværdige Out of Sight), og jeg finder hende ikke engang særlig lækker. Ret overvurderet i alle henseender, faktisk. Til gengæld i kemien, nok ikke overraskende, god mellem dem.
Filmen nærmer sig de tre stjerner, da den på intet tidspunkt hverken irriterede eller kedede mig. Desværre virker klicheerne lidt for slidte og op til flere scener falder fuldstændig igennem. Især er den korte tilstedeværelse af Christopher Walken en skændsel på hans nu nedadgående karriere, hvorimod Al Pacino liver op i en overgearet birolle, hvor Affleck og Lopez retfærdigt sidder ydmygende og respektfulde foran mesteren. Og slutteligt en lille bøn til filmseere: Lad vær med at døm Kevin Smiths kommende Jersey Girl ud fra forhåndsomtale og denne film. Jeg vil (næsten) garantere dybsindighed og seværdighed, for Smith er virkelig genial!
02/06-2004
