- Afsked med manér -

5.0
Tredje og sidste eventyr med Marty og Doc og deres tidsmaskine.

Produceret umiddelbart efter (og i et vist omfang samtidigt med) film nr. 2, hvilket har resulteret i endnu en fantastisk film og ikke mindst en imponerende afslutning på trilogien.

Med den centrale handling placeret i det Vilde Vesten i det 19. århundrede er der foretaget noget af et kulisseskifte, men med det samme produktionshold nok engang holder garanten for god underholdning stik.

Med den efterhånden velkendte entusiasme føres vi igennem endnu et åndrigt eventyr spækket med action, eventyr og humor. Denne gang er vi igen lidt nede i tempo (altså i forhold til toeren), og det virker godt, da det harmonerer med den givne tidsperiode. Dette afholder dog ikke seriens sidste film fra at være lige så sprælsk og dristig som sine forgængere, hvis underholdningsværdi den ubesværet matcher.

Del 3 her er altså ikke alene helstøbt, den er også rækkens to første film værdig. Konkluderende kan jeg kun være ovenud lykkelig over denne fornemme afslutning på en trilogi, der ikke alene har bibeholdt en høj kvalitet, men også mod alle forventninger har formået at overraske og underholde på højeste niveau fra start til slut. Nok er det ikke dybere filmkunst, men for mig personligt har disse film skænket mig så mange vidunderlige øjeblikke, at jeg til enhver tid vil stå inde for dem. Bare spørg dig selv engang: Hvornår er jeg sidst blevet underholdt så godt?
Tilbage til fremtiden Del III