overraskende feel-good
4.0
Der er nu noget med de britiske spillefilm. Måske er det deres uglamourøse og ikke altid velpoleret stil, den kyniske, men alligevel stedvis optimistiske socialrealisme eller de fremragende skuespillere, der gør personerne interessante og troværdige. Intermission er en vellykket blanding af det førnævnte, hvor Altman-kendetegnet nu ikke kun er forbeholdt Altman (mest vellykket for P.T. Anderson med Magnolia). Vi følger flere tilsyneladende tilfældige personer, som er sammenbundet af den individuelles valg og handlinger. Debutanten John Crowley kaster mange bolde op i luften, men ikke alle gribes lige elegant, især Farrells figur virker lidt overflødig. Men ellers har Crowley med overraskende godt overblik oprettet interesse for næsten hver person i filmen. Vi kommer ikke rigtig tæt ind på livet hos nogen af dem, men således er manuskriptet (ligeledes begået af en debutant, Mark O’ Rowe) heller ikke struktureret. Med det brede persongalleri taber filmen aldrig den hektiske pust (også takket være den intense fotografering), og man ønsker egentlig heller ikke fokus på en decideret person, for sammen vises der så mange menneskelige facetter, at filmen er en ren fornøjelse.
Colin Farrell har utvivlsomt påtaget sig den lidt flade rolle som kriminel for at komme af med hans pretty-boy image. Han viser også langt mere gejst her end han har gjort i de store Hollywood-film, men mindeværdig er han nu ikke. Meget bedre er den interessante newcomer Cillian Murphy (Danny Boyles sublime 28 Days Later) og Colm Meaney, der begge leverer filmens klart bedste præstationer, selvom de andre skuespillere også gør det ret godt.
Filmens indledning trækker den op på de velfortjente 4 stjerner, hvor Farrell, efter en kort konversation om kærlighed, pander en ekspedient ned, røver butikken og tager benene på nakken i en godt scoret scene. Hvor umoralsk det end er, kunne jeg ikke andet end glæde mig en smule over filmens respektløse brutalitet. Det første minut lægger op til endnu en blødsøden og sentimental kærlighedsfilm, men det er Intermission skam ikke. For selvom det hele ender, hvis ikke lykkeligt så forløst, så er filmen et ganske spændende og smule anderledes bud på en god komediedrama.
Colin Farrell har utvivlsomt påtaget sig den lidt flade rolle som kriminel for at komme af med hans pretty-boy image. Han viser også langt mere gejst her end han har gjort i de store Hollywood-film, men mindeværdig er han nu ikke. Meget bedre er den interessante newcomer Cillian Murphy (Danny Boyles sublime 28 Days Later) og Colm Meaney, der begge leverer filmens klart bedste præstationer, selvom de andre skuespillere også gør det ret godt.
Filmens indledning trækker den op på de velfortjente 4 stjerner, hvor Farrell, efter en kort konversation om kærlighed, pander en ekspedient ned, røver butikken og tager benene på nakken i en godt scoret scene. Hvor umoralsk det end er, kunne jeg ikke andet end glæde mig en smule over filmens respektløse brutalitet. Det første minut lægger op til endnu en blødsøden og sentimental kærlighedsfilm, men det er Intermission skam ikke. For selvom det hele ender, hvis ikke lykkeligt så forløst, så er filmen et ganske spændende og smule anderledes bud på en god komediedrama.
05/07-2004
