Rekapitulatisternes Helvede

3.0
Advarsel: Jeg vil ikke udelukke at der er dem der vil finde, at min anmeldelse indeholder spoilers. Så ved du det.

En gammel mystisk kirke findes begravet under jorden, og kort efter får en ung pige (Ricci), der lige er kommet sig efter en ulykke, sære og makabre syner.

Det her er sådan en film, som jeg synes det er svært at finde ud af hvad jeg skal mene om. Den har den gode historie, eller en historie der tiltaler mig, men som desværre ikke bruges godt nok, og som har et par bolde for mange i luften, den ikke gider bruge fornuftigt.

Der er også et par ender der ikke bindes nok sammen, tænk for eksempel på dette (hvis du ser eller har set filmen). Bortset fra stenansigterne i væggen, der fungerer som en forklaring, hvad betydning har den kirke så egentlig, som gør at de snakker om at dække den til igen. For mig at se ingen, og det virker irriterende.

Bortset fra det, så er det såmænd spændende nok, måske ikke så man sidder ude på kanten af stolen, men nok til at det ikke bliver kedeligt. Der er også prøvet med et overraskelser og de er sådan set ikke dårlige, men på en eller anden måde, virker de bare ikke så overraskende som de burde gøre. Ikke at man måske har gættet dem lang tid i forvejen, de giver bare ikke en sådan en aha oplevelse, som for eksempel ”The Sixth Sense” gjorde (jeg nævner den, fordi der er små ligheder).

Skuespillet er sådan set fint nok, selv om det ikke er det store man kommer bag om personerne på. Ricci er som næsten altid rigtig god, her i en af hendes mindre krævende roller (og selv om hun er en speciel pige, med et lidt specielt udseende, så har hun altså et eller anden frækt over sig).

Også teknisk er filmen udmærket håndværk, holdt i en britisk stil (nu det meget er en britisk film, selv om amerikanerne har været med).

Meget mere er der ikke at sige, uden blot lige dette. Man skal huske, det er ikke en gyser det her, selv om den har elementer, men en overnaturlig thriller, så forventer man ægte gys, så er dette ikke filmen.
The Gathering