Der Er Dømt Megahygger
5.0
En kvindelig (Martinelli) fotograf ankommer til en flække i Afrika, for at fotografere de dyr som et lille hold af gode venner fanger til zoologiske haver rundt om i verden. Her bliver hun forelsket i den stædige Sean (Wayne), hvad han har det svært med, først og fremmest fordi han kan lide hende og er bange for at binde sig.
”Hatari!” der betyder fare på færde, er en herlig og dybt elskelig film og hører til en af de mest hyggelige jeg mindes at have set. Der er egentlig ikke den store handling, i en temmelig lang forestilling på 2½ time, men man keder sig ikke i et eneste minut.
Replikkerne er morsomme og velskrevne, og i en scene hvor Wayne finder en fremmed dame i sin seng, viser instruktør Hawks virkelig sit talent for komik, og hvordan han er i stand til at få skuespillerne til at lege med dialogen i en rap og morsom ordveksling. Der er flere gode scener, som den hvor Buttons, der giver en helt igennem herlig fremstilling i rollen som Pockets, er ved at malke en ged, indtil Wayne fortæller ham at geden er en han.
Filmens store plus er, sammen med de gode replikker, måden Hawks viser et billede af en gruppe sympatiske mennesker på, der holder sammen i et tæt venskab, og det præsenteres på en lun måde, som man bliver i godt humør af.
Det er lykkes Hawks, ud af Harry Kurnitz historie, at opbygge filmens karakterer, så ingen af de bærende virker kedelige, og man fatter interesse for dem, trods det at de ikke er specielt dybe eller har nogen rigtige usympatiske sider. Også filmens mere spændende passager, hvor de drøner rundt på savannen og prøver at indfange forskellige dyr, er helt igennem vellykket og virker meget ægte og troværdige, også den dag i dag. Det skyldes måske det faktum at Hawks lod skuespillerne spille disse scener selv, og bare fangede hvad der lige var i kameraet, også hvis et dyr slap fra dem, eller når et næsehorn gik løs på bilerne.
Filmens i øvrigt helt flotte billedside har Russell Harlan, der på det tidspunkt har en lang række af større eller mindre film som ”Rio Bravo” ”The Blackboard Jungle”, ”Red River” og andre bag sig, stået for. Musikken af Henry Mancini, der måske mest er kendt for sit iørefaldende tema til ”The Pink Panther” filmene med Peter Sellers, men har leveret så mange andre fremragende scores og sange at det er mere end svært at pege enkelte ud, har ligeledes leveret et godt score til denne her. Især vil de fleste nikke genkendende til den simple, og indrømmet både søde og enerverende på samme tid, melodi, ”Baby Elephant Walk”, der blev en millionsællert i sin tid, og stadig kendes den dag i dag (når folk hører den).
”Hatari!” er en komedie, iblandet eventyr og kærlighed. Hvis man kalder det en feel-good film, for sådan virker i den i højeste grad, så er det en af de mest succesfulde af slagsen.
”Hatari!” der betyder fare på færde, er en herlig og dybt elskelig film og hører til en af de mest hyggelige jeg mindes at have set. Der er egentlig ikke den store handling, i en temmelig lang forestilling på 2½ time, men man keder sig ikke i et eneste minut.
Replikkerne er morsomme og velskrevne, og i en scene hvor Wayne finder en fremmed dame i sin seng, viser instruktør Hawks virkelig sit talent for komik, og hvordan han er i stand til at få skuespillerne til at lege med dialogen i en rap og morsom ordveksling. Der er flere gode scener, som den hvor Buttons, der giver en helt igennem herlig fremstilling i rollen som Pockets, er ved at malke en ged, indtil Wayne fortæller ham at geden er en han.
Filmens store plus er, sammen med de gode replikker, måden Hawks viser et billede af en gruppe sympatiske mennesker på, der holder sammen i et tæt venskab, og det præsenteres på en lun måde, som man bliver i godt humør af.
Det er lykkes Hawks, ud af Harry Kurnitz historie, at opbygge filmens karakterer, så ingen af de bærende virker kedelige, og man fatter interesse for dem, trods det at de ikke er specielt dybe eller har nogen rigtige usympatiske sider. Også filmens mere spændende passager, hvor de drøner rundt på savannen og prøver at indfange forskellige dyr, er helt igennem vellykket og virker meget ægte og troværdige, også den dag i dag. Det skyldes måske det faktum at Hawks lod skuespillerne spille disse scener selv, og bare fangede hvad der lige var i kameraet, også hvis et dyr slap fra dem, eller når et næsehorn gik løs på bilerne.
Filmens i øvrigt helt flotte billedside har Russell Harlan, der på det tidspunkt har en lang række af større eller mindre film som ”Rio Bravo” ”The Blackboard Jungle”, ”Red River” og andre bag sig, stået for. Musikken af Henry Mancini, der måske mest er kendt for sit iørefaldende tema til ”The Pink Panther” filmene med Peter Sellers, men har leveret så mange andre fremragende scores og sange at det er mere end svært at pege enkelte ud, har ligeledes leveret et godt score til denne her. Især vil de fleste nikke genkendende til den simple, og indrømmet både søde og enerverende på samme tid, melodi, ”Baby Elephant Walk”, der blev en millionsællert i sin tid, og stadig kendes den dag i dag (når folk hører den).
”Hatari!” er en komedie, iblandet eventyr og kærlighed. Hvis man kalder det en feel-good film, for sådan virker i den i højeste grad, så er det en af de mest succesfulde af slagsen.
03/08-2004
