tæt på

Hellboy starter med en klassisk og mega fed prolog...nazister med hang til det okkulte (betydning: hemmelig, ikke overtroisk) åbner med hjælp fra en dæmoninsk Rasputin (ham fra det russiske hof) en port til onde magter mod krigens slutning. De stoppes i sidste øjeblik, men inden porten lukkes dumper en lille babydæmon med en enorm højre hånd igennem. De kalder ham Hellboy.

De gode tager sig af ham og Bureau of Paranormal Research and Defence skabes. Så langt så godt. Flash forward til nutiden hvor alle rygter om Hellboy benægtes, men han arbejder skam for den amerikanske regering. Det starter ret morsomt og afvæbnende imens vi møder de vigtige karakterer, og man forstår at der stadig krydser bæster over fra den anden side. Hellboys job er at dræbe dem.

Desværre holder filen ikke stemningen, og plottet går fra ret interessant til standard CGI kampe mod bæster etc (dog flot lavet) og en ret kedelig love-story. Et plus er Rasputins henchmen, en zombie agtig, ultra ond nazist der for længst har solgt sjæl og krop til Djævelen. Han har to knive sat fast på armene, en blæret maske og et stort martial arts talent. Ret så underholdene at se på.

Hellboy smager som den første X-men....ja, den fascinerer og har øjeblikke men leverer ikke helt. Men man kan se at materialet er fedt og man får lyst til at læse den originale tegneserie. Måske kommer det i nummer to, præcis som det gjorde med X-Men.

Filen er dog stilistisk og visuelt helt perfekt og Ron Perlman & Co. synes at more sig godt med universet.
Den stinker ikke som Daredevil, Punisher etc.
Synet værd, men ikke hvad det kunne have været. Potentialet er der...