I’m never to old for this shit
5.0
Producenten Joel Silver var selv med til at opfinde eller indlede subgenren om det umage par, de to kontraster (oftest mænd) der bliver ført ufrivilligt sammen, må overkomme forhindringer og står i slutningen tilbage med et uortodoks venskab. Dette sås første gang (for mig) mest åbenlyst i Walter Hills udmærkede 48 Hours med en yderst veloplagt og morsom Eddie Murphy og gnaven og ureglementeret Nick Nolte. Kemien mellem de to herre fungerede rigtig godt og var helt klart filmen tiltrækningskraft, og Silver må have anet potentialet i denne formel. Han slog sig sammen med den garvede instruktør Richard Donner, der blandt andet stod bag den vellykkede Superman-film, eventyret Ladyhawk og Lommetyven og den uhyggelige Tegnet, og sammen filmatiserede de Shane Blacks sorthumoristiske, supervoldelige og moralsk destruktivstemplet manuskript. Det er der kommet en af alle tiders mest underholdende og langtidsholdbare actionfilm ud af, som for alvor gjorde formlen omkring det umage par vidtstrakt og mere end hyppigt anvendt. Man kan nærmest ikke forestille sig en politifilm i dag uden en eller anden form for inspiration fra Dødbringende Våben.
Australieren Mel Gibson havde gjort sig bemærket som den benhårde antihelt Mad Max i filmene af samme navn. Donner har utvivlsomt følt sig fænget af Gibsons karisma, og et mere vellykket skuespillervalg kunne man ikke forestille sig. Gibson gjorde Riggs-figurens bekymringer rørende og troværdige, og præsenterede samtidig den plagede helt, et menneske med naturalistiske problemer, som man kan forholde sig til. Ikke ligefrem en stereotyp, som 80’ernes film besad i overflod. Gibson spiller perfekt op med Danny Glover, og deres store og små genstridigheder er filmens virkelige force. Black serverer her et spændende og medrivende plot, stramt fortalt uden de store overraskelser. Meget fornuftigt har han dog valgt at lægge hovedvægten af fokus over på vores to hovedpersoner og deres tilvænningsproblemer og acceptation af hinanden. For Glover og Gibson er virkelig hinandens diametrale modsætninger. Gibson er livstræt og familieløs, hvid og energisk dedikeret til sit arbejde, der som det eneste holder ham i live. Glover er sort, hele hans hus summer af liv, ønsker at få år tilbage af hans liv og begynder at ser sit arbejde som rutine, der gerne skulle ende med pension. Den udødelige replik ”I’m too old for this shit” beskriver vist hans situation mere end godt. Man kan påstå, at Gibson er med til at bringe noget gnist tilbage i Glovers liv og arbejde, men han er vist ligeså meget en kærkommen ven for livet. Lige meget hvad er Gibson og Glover en af filmhistoriens mest kendte og elskede filmpar (platonisk, naturligvis, selvom der med ironi indlægges homoseksuelle undertoner i form af den sorte humor). Og det er de med rette, for Glover og Gibson spiller rollerne perfekt og har tydeligvis selv opbygget et venskab udenfor filmsettet, da kemien og den komiske timing mellem dem er exceptionelt.
Dødbringende Våben (en af de bedste oversatte danske titler nogensinde) er en førsteklasses drengerøvsfilm, der ikke kalder på særlig meget hjerneaktivitet eller eftertænksomhed. Man kan sagtens brokke sig over plottets huller, de alt for tilfældige tilfældigheder (eksploderende huse, opdukkende helikoptere) og hovedpersonernes ulogiske adfærd (hvorfor i alverden ikke bare ligge Gary Busey i håndjern med det samme? Okay, så ville man jo gå glip af en retfærdig og underholdende omgang prygl). Det var dog ikke noget, der kunne irritere mig, for jeg vidste præcist, hvad jeg gik ind til, da jeg så filmen. Det er bravurunderholdning, og det lægges der ikke skjul på. Tempoet er højt, action- og kampscenerne intense og hektiske, og så er det hele ret flot filmet. Der ligges ligeså meget vægt på humoren som den dramaturgiske struktur, hvorved filmen aldrig bliver for alvorlig til at det bliver tungt eller for morsom til det bliver latterlig.
Richard Donners mindeværdige film er en grundsten i de moderne actionfilm, og den holder stadig ved ikke at tage konventionerne for seriøse og med dens ironiske glimt i øjet. 5 meget store og velfortjente stjerner til en af min tidlige ungdoms mest sete film.
Australieren Mel Gibson havde gjort sig bemærket som den benhårde antihelt Mad Max i filmene af samme navn. Donner har utvivlsomt følt sig fænget af Gibsons karisma, og et mere vellykket skuespillervalg kunne man ikke forestille sig. Gibson gjorde Riggs-figurens bekymringer rørende og troværdige, og præsenterede samtidig den plagede helt, et menneske med naturalistiske problemer, som man kan forholde sig til. Ikke ligefrem en stereotyp, som 80’ernes film besad i overflod. Gibson spiller perfekt op med Danny Glover, og deres store og små genstridigheder er filmens virkelige force. Black serverer her et spændende og medrivende plot, stramt fortalt uden de store overraskelser. Meget fornuftigt har han dog valgt at lægge hovedvægten af fokus over på vores to hovedpersoner og deres tilvænningsproblemer og acceptation af hinanden. For Glover og Gibson er virkelig hinandens diametrale modsætninger. Gibson er livstræt og familieløs, hvid og energisk dedikeret til sit arbejde, der som det eneste holder ham i live. Glover er sort, hele hans hus summer af liv, ønsker at få år tilbage af hans liv og begynder at ser sit arbejde som rutine, der gerne skulle ende med pension. Den udødelige replik ”I’m too old for this shit” beskriver vist hans situation mere end godt. Man kan påstå, at Gibson er med til at bringe noget gnist tilbage i Glovers liv og arbejde, men han er vist ligeså meget en kærkommen ven for livet. Lige meget hvad er Gibson og Glover en af filmhistoriens mest kendte og elskede filmpar (platonisk, naturligvis, selvom der med ironi indlægges homoseksuelle undertoner i form af den sorte humor). Og det er de med rette, for Glover og Gibson spiller rollerne perfekt og har tydeligvis selv opbygget et venskab udenfor filmsettet, da kemien og den komiske timing mellem dem er exceptionelt.
Dødbringende Våben (en af de bedste oversatte danske titler nogensinde) er en førsteklasses drengerøvsfilm, der ikke kalder på særlig meget hjerneaktivitet eller eftertænksomhed. Man kan sagtens brokke sig over plottets huller, de alt for tilfældige tilfældigheder (eksploderende huse, opdukkende helikoptere) og hovedpersonernes ulogiske adfærd (hvorfor i alverden ikke bare ligge Gary Busey i håndjern med det samme? Okay, så ville man jo gå glip af en retfærdig og underholdende omgang prygl). Det var dog ikke noget, der kunne irritere mig, for jeg vidste præcist, hvad jeg gik ind til, da jeg så filmen. Det er bravurunderholdning, og det lægges der ikke skjul på. Tempoet er højt, action- og kampscenerne intense og hektiske, og så er det hele ret flot filmet. Der ligges ligeså meget vægt på humoren som den dramaturgiske struktur, hvorved filmen aldrig bliver for alvorlig til at det bliver tungt eller for morsom til det bliver latterlig.
Richard Donners mindeværdige film er en grundsten i de moderne actionfilm, og den holder stadig ved ikke at tage konventionerne for seriøse og med dens ironiske glimt i øjet. 5 meget store og velfortjente stjerner til en af min tidlige ungdoms mest sete film.
19/08-2004
