med lave forventninger...
4.0
Blockbustermogulen Jerry Bruckheimers seneste storfilm King Arthur er ikke blevet den massive kassesucces, som der var blevet forudsagt. Det kan skyldes, at den normalt fremragende instruktør Antonio Fuqua ikke virker videre fokuseret, og at denne slags storfilm er blevet overeksponeret i stor stil i disse post-Ringenes Herre tider. I flæng kan nævnes Zwicks The Last Samurai, Wolfgang Petersens Troy og til dels også Scorseses Gangs of New York og Weirs Master and Commander. King Arthur mangler simpelthen den kant, som skal få den til at udmærke sig betragtelig og skille sig ud fra mængden af disse bombastiske heltefilm.
Dette skulle efter sigende være den mest historisk korrekte film omkring legenden om ridderne om det runde bord. Da min viden om dette materiale er ekstrem mangelfuld, vil jeg ikke kunne bedømme King Arthur ud fra dens autenticitet, men nærmer dens kvaliteter som storfilm og dens underholdningsværdi. Enhver med den mindste smule bekendtskab til Bruckheimers film vil dog vide, at han ikke ligefrem følger historiske fakta slavisk, men nærmer bruger dem som baggrund for deciderede underholdningsfilm, dette ses blandt andet med Bays Pearl Harbor og Yakins Remember the Titans. I denne sammenhæng må man dog ikke glemme Bruckheimers samarbejde med Ridley Scott, som udformede en af alle tiders bedste krigsfilm, den æstetisk smukke og uforglemmelige Black Hawk Down.
Det var egentlig meningen, at det var den visuelt fokuserede Michael Bay (hvis film har papirtynde historier, men er en billedmæssig fornøjelse at overvære) skulle have instrueret King Arthur, da han i flere år havde vist interesse for historien. Han meldte dog fra, tilsyneladende på grund af budgettets størrelse (for lidt eller for meget?). Bruckheimer allierede sig med Antonio Fuqua, der tidligere har lavet den voldsomme og superbe Training Day og den lidt mere ordinære, men interessante Tears of the Sun. Som Thomas Nielsen også siger, så virker Fuqua ikke som det mest åbenlyse valg, for tematisk set har filmene ikke mange sammenligningsgrundlag og hovedpersonerne i King Arthur er ikke nær så nuancerede, som man ellers ser i Fuquas film. Han lader til at være på udebane indenfor denne storstilede genre, hvor han ikke rigtig kan finde sin egen tilgang til projektet og har hentet lige lovligt meget inspiration fra andre film i genren, ikke mindst Gibsons Braveheart. Fuqua er en meget talentfuld herre, men han savner her en stram fortalt historie, der kan styrer udenom de værste klicheer.
Cliwe Owen er ingen Russell Crowe i hovedrollen som Arthur, men gør det heller ikke så forfærdeligt, som jeg er blevet forledt til at tro. Lige bag den hårde facade kan man mærke usikkerheden af at skulle bære denne storfilm, som han dog ikke helt kommer til. Birollerne er langt mere interessante, hvor Ray Winstone (fra den stilsikre og sorthumoristiske Sexy Beast) er en fornøjelse at se som kæk ridder. Desværre falder garvede Stellan Skarsgård fuldstændig igennem som ondskabsfuld leder, hvor man virkelig kan se, at det var pengene der tiltrak ham til filmen. Også Til Schweiger er ganske forfærdelig. Danske Mads Mikkelsens tilstedeværelse er naturligvis blevet blæst op i proportioner for filmens appeal i Danmark. Det er dog glædeligt at se, at han gør en god, om end endimensional, indtryk i internationale sammenhæng. Desuden får han en af filmens bedste scener, hvor han (spoiler!) lige inden han dør ser op og bemærker hans fugl flyvende over ham. En fremragende poetisk tvetydighed, men desværre også en påmindelse om hvor dyb filmen generelt kunne (og burde) have været. Keira Knigthley er for glamourøs til at overbevise i en ligegyldig rolle som kvindelig helt og modstykke
Historien er den gennemtærskede fortælling om vores helt, der træder i karakter i kraft af afsløringen om indbildt og usandfærdig idealisme, hvorefter han indser hans kald og retfærdighedssans. Associationer til Aragorn er uundgåelige, men Arthur-karakteren er ikke nær så gennemført og troværdig. I den dramaturgiske struktur bliver der heller ikke bragt nogen form for nytænkning, hvor filmen udfoldes let genkendelig og nærmest forudsigeligt. Begyndelsen er også en forbavsende kold og upersonlig introduktion til historien, men filmen fænger når man lærer de alsidige (men ikke særlig nuancerede) hovedpersoner at kende. Den første halvanden time er ret underholdende og tiden går hurtig, men klimakset bliver lidt trættende i længden og har ikke så opulent en gennemslagskraft, som det sikkert var meningen. Til gengæld er sammenstødningen på is-søen mellem vores 8 helte og 200 modstander drønspændende og visuelt fængende. Den voldsomme kameraføring under den scene passer ikke rigtig ind i filmens ellers noget gammeldages stil, men er alligevel åndeløs flot.
King Arthur er rigtig lækker produceret, hvor Fuqua visuelt er sublim i de enkelte slåskampe, altså person til person. Især under det endelige afgør mellem godt og ondt (og sådan stilles det desværre op i filmen) er det flot optaget fra frøperspektiv, mens Fuqua med overrumplende effekt skifter mellem de store panoreringer og håndholdt kamera. Desværre er filmen ikke grafisk voldelig eller udpenslet nok til at være realistisk, og det er generelt filmens store problem. Den er for glatpoleret og familievenlig til at være mindeværdig, og kommercialismens skrækkelige bismag bliver næsten for meget. Til gengæld kritiserer den datidens, og de individuelles, egoistiske udnyttelse af kristendommens budskaber. Et element, som jeg fandt vellykket.
Komponisten Hans Zimmer er mesterlig til denne slags storfilm, hvor han her vender tilbage til det følelsesladede og smukke musik efter hans noget upersonlige og anonyme score til The Last Samurai. Flere ordinære scener løfter Zimmer op til det gribende, og spændingskurven stiger også betydeligt, når han virkelig udfolder sig. Sammen med Thomas Newman, og hans hjerteskærende klavermusik, er Zimmer min yndlingskomponist, hvor han måske ikke finder større udfordringer i denne slags film, men alligevel gør et fremragende stykke arbejde.
Efter alle mine kritikpunkter kan det nok virke besynderligt, at jeg giver King Arthur 4 stjerner, men jeg følte mig generelt stabilt underholdt, og når filmen er bedst er den virkelig medrivende og seværdig. Desuden elsker jeg også denne slags ekstravagante og højtidelige storfilm, der nok er let kritisabel for den forsimplede personopdeling, men også kan være en uforglemmelig og stimulerende oplevelse, blandt andet med Gibsons Braveheart og Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi, som dog er langt mere nuanceret og hvor bøgerne har været fundament og inspirationskilde for mange af nutidens storfilm. King Arthur er inferiør og upersonlig i forhold til Fuquas andre film, men som storladen underholdning fungerer den godt.
Dette skulle efter sigende være den mest historisk korrekte film omkring legenden om ridderne om det runde bord. Da min viden om dette materiale er ekstrem mangelfuld, vil jeg ikke kunne bedømme King Arthur ud fra dens autenticitet, men nærmer dens kvaliteter som storfilm og dens underholdningsværdi. Enhver med den mindste smule bekendtskab til Bruckheimers film vil dog vide, at han ikke ligefrem følger historiske fakta slavisk, men nærmer bruger dem som baggrund for deciderede underholdningsfilm, dette ses blandt andet med Bays Pearl Harbor og Yakins Remember the Titans. I denne sammenhæng må man dog ikke glemme Bruckheimers samarbejde med Ridley Scott, som udformede en af alle tiders bedste krigsfilm, den æstetisk smukke og uforglemmelige Black Hawk Down.
Det var egentlig meningen, at det var den visuelt fokuserede Michael Bay (hvis film har papirtynde historier, men er en billedmæssig fornøjelse at overvære) skulle have instrueret King Arthur, da han i flere år havde vist interesse for historien. Han meldte dog fra, tilsyneladende på grund af budgettets størrelse (for lidt eller for meget?). Bruckheimer allierede sig med Antonio Fuqua, der tidligere har lavet den voldsomme og superbe Training Day og den lidt mere ordinære, men interessante Tears of the Sun. Som Thomas Nielsen også siger, så virker Fuqua ikke som det mest åbenlyse valg, for tematisk set har filmene ikke mange sammenligningsgrundlag og hovedpersonerne i King Arthur er ikke nær så nuancerede, som man ellers ser i Fuquas film. Han lader til at være på udebane indenfor denne storstilede genre, hvor han ikke rigtig kan finde sin egen tilgang til projektet og har hentet lige lovligt meget inspiration fra andre film i genren, ikke mindst Gibsons Braveheart. Fuqua er en meget talentfuld herre, men han savner her en stram fortalt historie, der kan styrer udenom de værste klicheer.
Cliwe Owen er ingen Russell Crowe i hovedrollen som Arthur, men gør det heller ikke så forfærdeligt, som jeg er blevet forledt til at tro. Lige bag den hårde facade kan man mærke usikkerheden af at skulle bære denne storfilm, som han dog ikke helt kommer til. Birollerne er langt mere interessante, hvor Ray Winstone (fra den stilsikre og sorthumoristiske Sexy Beast) er en fornøjelse at se som kæk ridder. Desværre falder garvede Stellan Skarsgård fuldstændig igennem som ondskabsfuld leder, hvor man virkelig kan se, at det var pengene der tiltrak ham til filmen. Også Til Schweiger er ganske forfærdelig. Danske Mads Mikkelsens tilstedeværelse er naturligvis blevet blæst op i proportioner for filmens appeal i Danmark. Det er dog glædeligt at se, at han gør en god, om end endimensional, indtryk i internationale sammenhæng. Desuden får han en af filmens bedste scener, hvor han (spoiler!) lige inden han dør ser op og bemærker hans fugl flyvende over ham. En fremragende poetisk tvetydighed, men desværre også en påmindelse om hvor dyb filmen generelt kunne (og burde) have været. Keira Knigthley er for glamourøs til at overbevise i en ligegyldig rolle som kvindelig helt og modstykke
Historien er den gennemtærskede fortælling om vores helt, der træder i karakter i kraft af afsløringen om indbildt og usandfærdig idealisme, hvorefter han indser hans kald og retfærdighedssans. Associationer til Aragorn er uundgåelige, men Arthur-karakteren er ikke nær så gennemført og troværdig. I den dramaturgiske struktur bliver der heller ikke bragt nogen form for nytænkning, hvor filmen udfoldes let genkendelig og nærmest forudsigeligt. Begyndelsen er også en forbavsende kold og upersonlig introduktion til historien, men filmen fænger når man lærer de alsidige (men ikke særlig nuancerede) hovedpersoner at kende. Den første halvanden time er ret underholdende og tiden går hurtig, men klimakset bliver lidt trættende i længden og har ikke så opulent en gennemslagskraft, som det sikkert var meningen. Til gengæld er sammenstødningen på is-søen mellem vores 8 helte og 200 modstander drønspændende og visuelt fængende. Den voldsomme kameraføring under den scene passer ikke rigtig ind i filmens ellers noget gammeldages stil, men er alligevel åndeløs flot.
King Arthur er rigtig lækker produceret, hvor Fuqua visuelt er sublim i de enkelte slåskampe, altså person til person. Især under det endelige afgør mellem godt og ondt (og sådan stilles det desværre op i filmen) er det flot optaget fra frøperspektiv, mens Fuqua med overrumplende effekt skifter mellem de store panoreringer og håndholdt kamera. Desværre er filmen ikke grafisk voldelig eller udpenslet nok til at være realistisk, og det er generelt filmens store problem. Den er for glatpoleret og familievenlig til at være mindeværdig, og kommercialismens skrækkelige bismag bliver næsten for meget. Til gengæld kritiserer den datidens, og de individuelles, egoistiske udnyttelse af kristendommens budskaber. Et element, som jeg fandt vellykket.
Komponisten Hans Zimmer er mesterlig til denne slags storfilm, hvor han her vender tilbage til det følelsesladede og smukke musik efter hans noget upersonlige og anonyme score til The Last Samurai. Flere ordinære scener løfter Zimmer op til det gribende, og spændingskurven stiger også betydeligt, når han virkelig udfolder sig. Sammen med Thomas Newman, og hans hjerteskærende klavermusik, er Zimmer min yndlingskomponist, hvor han måske ikke finder større udfordringer i denne slags film, men alligevel gør et fremragende stykke arbejde.
Efter alle mine kritikpunkter kan det nok virke besynderligt, at jeg giver King Arthur 4 stjerner, men jeg følte mig generelt stabilt underholdt, og når filmen er bedst er den virkelig medrivende og seværdig. Desuden elsker jeg også denne slags ekstravagante og højtidelige storfilm, der nok er let kritisabel for den forsimplede personopdeling, men også kan være en uforglemmelig og stimulerende oplevelse, blandt andet med Gibsons Braveheart og Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi, som dog er langt mere nuanceret og hvor bøgerne har været fundament og inspirationskilde for mange af nutidens storfilm. King Arthur er inferiør og upersonlig i forhold til Fuquas andre film, men som storladen underholdning fungerer den godt.
22/08-2004
