- Den ultimative ”roadmovie” -

5.0
Medrivende og sjældent underholdende drama, der er som skabt for det store lærred. Ikke fordi den er synderlig visuelt orienteret, men fordi den ganske enkelt rummer alle de elementer, der gør en biograftur skøn.

”Thema & Louise” er først og fremmest en god film, fordi den særdeles effektivt kombinerer menneskeligt drama med glimrende underholdning. Skal man grine eller græde? Der er plads til begge dele, for det er både rørende og medrivende at følge de to veninders eventyr, hvor overraskelserne konstant lurer om hjørnet.

Både Sarandon og Davis er forrygende i en film med mange interessante navne på rollelisten. De to er dog hovedattraktionen her, og de bærer i sandhed filmen og gør den til hvad den er (og blev). Igen er det rart at se, hvor mesterligt Scott kan underholde sit publikum, uden det på nogen måde overskygger det gode skuespil.

Når et navn som Ridley Scott er på plakaten, forventes det per automatik, at de visuelle effekter er helt i top. Men som nævnt tidligere er hovedvægten ikke lagt på dette område. Scotts kameraføring er set væsentlig mere overlegen end her, men selvom det ikke er prangende, er det dog alligevel instrueret med sikker hånd, og specielt i slutscenerne under den store biljagt kender vi skam Scott igen.

Kvaliteterne er mange i dette bittersøde drama, og det er da også svært ikke at lade sig rive med, når Thelma og Louise kører landevejene tynde. Personligt tager jeg gladelig til takke med en plads på bagsædet her.
Thelma & Louise