Tankevækkende Gyserfilm

5.0
Videnskabsmand (Rains) har opfundet et middel hvorved han kan blive usynlig, men får ved samme lejlighed storhedsvanvid.

Fantastisk sci-fic horrorfilm fra Universal Pictures, instrueret af James Whale, som også stod bag de mesterlige “Frankenstein” og “Bride Of Frankenstein”.

Filmen er fængende fra første til sidste minut, og rummer en foruroligende psykologisk analyse af menneskets sind og en meget spændende problematik, for hvordan ville vi selv reagere hvis vi fik muligheden for at kunne gøre os usynlig. Ville vi blot lure på naboens smukke datter som de små grise vi måske er, eller ville vi gøre endnu værre ting, nu vi kunne slippe af sted med dem. Godt nok forklares vanviddet i filmen med, at den substans videnskabsmanden har brugt, indeholder et stof der fører til sindssyge, men det er forklaringen som hovedpersonerne i historien giver hinanden. Som publikum kommer (det burde man gøre) man uundværligt til at tænke på andre og mere dybtliggende aspekter i denne uhyggelige og meget medrivende fortælling.

Selvfølgelig er filmen gammel og på visse punkter måske nok dateret at se på, men teknisk holder den alligevel også ret så overraskende, da effekterne er ganske godt lavet, og set i forhold til filmens alder, er de absolut fabelagtige. På skuespillersiden skal Rains i hovedrollen fremhæves, ikke at man ser ham meget (han er jo usynlig), men han bruger sin stemme enormt overbevisende og gør rollen meget troværdig.

Så jeg vil kalde “The Invisible Man” et mesterværk for sin tid, den hæmmes kun af dens alder, hvis en film kan det, for ægte kvalitet det holder og lige netop det skinner igennem i hele produktionen af denne intelligente gyserfilm, der er bygget løst på H. G. Wells’ roman af samme navn.
Den usynlige mand