ikke helt konstruktiv

Patty Jenkins’ stærke autentiske film er beretningen om seriemorderen Aileen Wournos, der blev dødsdømt for morderne på 7 mænd, og i 2002 blev henrettet. Wournos personificeres her af en ugenkendelig Charlize Theron, der fortjent vandt årets Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Hun portrætterer dette menneske som et tragisk individ, hvis handlinger er summen af et forfærdeligt liv med seksuelle ydmygelser og et indædt had til mænd. Monster er en rystende fortælling om et USA, som vi ikke hører om i reklamerne, hudløst ærlig og uden antydning af glamourisering.

Filmens beskrivelse af mænd er utvivlsomt dens hæmsko og gør, at den ikke kan komme op på de fem stjerner, som den stedvis ellers fortjener. Mændene er nogle ufattelige vamle svin, usympatiske og gennemgående nedladende overfor kvinder. Wournos’ første offer retfærdiggøres af mandens mishandling og forestående voldtægt af hende, og som publikum forstår man hendes reaktion på et langt liv med ydmygelser, her kulminerer det med en mands overlegenhed. Generelt fremstilles alle hendes ofre som samfundstabere, der virkelig fortjener det. Kun i slutningen, hvor hun myrder en ’uskyldig’ mand indser hun, at hendes handlinger er forkerte, selv ifølge hendes egne normer. I filmens blændende og karakteropbyggende indledning fremstilles Wournos som virkelighedsfjern i forhåbningerne om et bedre liv. Som hun selv siger det, så troede hun, at de andre bare ikke kunne se den kvinde, som hun engang ville blive. Hendes store drøm var at være filmstjerne, som underbygger hendes ønske om at leve i en anden verden end hendes eget, drømmen om et andet og perfekt jeg. Hendes smerteprojektering bliver så indelukket i kraft af, at hun ingen trygge mennesker har omkring sig, og filmen indledes med en prolog omkring hendes tanker om selvmord. Hun finder dog redning i den underskønne Christina Ricci, hvis fremragende præstation undermineres en smule af alt den fokus, der er blevet lagt på Therons spil. Riccis usikkerhed omkring Therons sande intentioner er dybt deprimerende, når hun smerteligt prøver at holde tårerne tilbage ved folks teorier om denne. Det viser sig dog at være ægte kærlighed mellem dem, eller så ægte som det nu kan blive fra et psykisk ødelagt menneske som Wournos. Ricci bliver et objekt for hende, som hun kan kaste sin kærlighed over. Hendes diametrale modsætning, uskyldig, sød og usikker.

Wournos’ idealisme og hendes egen selvopfattelse som rendyrket offer for mænds perversiteter eskalerer efter hendes første mord, og hun forsvinder nu mere og mere fra den virkelige verdens love. Hun mener selv, at hun igennem hendes tidligere pinsler nu kan skabe sine egne regler. Wournos’ egen selvglorificering (og iscenesættelse) visualiseres perfekt i den scene, hvor hun står på badeværelset og spiller sej med pistolen i hånden. Igennem spejlbilledet kan hun opfatte sig selv som den filmstjerne, hun har drømt om at være. Dette styrker hendes selvtillid, hvor hun også gennem hendes egne ’retfærdige’ mord stiller sig ud som en tredje person og beundrer hendes magt. Dette magtbegær tager overhånd, og kun i filmens forløsende øjeblik, hvor hun må sige farvel til Ricci på busstationen, opnår hun selverkendelse og fortryder hendes handlinger.

Personernes psykologiske opbygning er skræmmende realistisk, hvor, igen, kun (næsten) alle mænd fremstilles og falder igennem som onde arketyper. Man får herved et lidt ambivalent forhold til filmen, for man sympatiserer for Wournos’ position, og man forstår næsten også hendes forbrydelser. Det har sikkert været meningen at vi skal tænke ”stakkels pige”, men når man nærmest håber på, at hun får ram på endnu et svin, så falder realismen til jorden. Tre mandetyper i filmen forekommer ikke direkte modbydelige: Bruce Derns karakter, en rørende tragisk Pruit Taylor Vincent og filmens sidste offer. Med flere nuancer i denne side ville filmen have været et uafrysteligt realistisk portræt af en seriemorder. Som filmen er nu, er den et stærkt og skræmmende bekendtskab, der på trods af uhyggelig fremragende kvaliteter ikke virker helt gennemført.

Portrættet af Aileen Wournos som person kunne nok ikke havet været bedre, perfekt spillet og indfølt instrueret. Monster er nådesløs i dens grumme og naturalistiske stil, og flere scener er direkte forfærdeligt at overvære, og det er ikke på grund af voldelige udpenslede scener, men den indre, menneskelige tragedie. Jeg var virkelig klar til at give filmen de 5 stjerner, men den sidste ville så have gået til den nærgående, men ekstrem exceptionelle musik (af BT), der virkelig rører publikum helt inde. Men en ekstra stjerne for musikkens skyld til en film af denne slags virker for mig lidt malplaceret.

Monster er anbefalelsesværdig for dens gribende og dybt rørende, men tragiske historie, og Jenkins’ mageløse instruktion, hvor hun i de enkelte scener virkelig viser kompetence og forståelse for filmmediet og dennes tankevækkende muligheder.