2.

Pulp Fiction er Quentin Tarantinos mest kritikerroste og velsagtens mest elskede film af fans, men jeg har altid set den som hans ’dårligste’ film (ja ja, 6 stjerner er den nu alligevel værdig til). Pulp Fiction har ikke Håndlangernes originalitet, hvis præmis denne viderebygger på. Endvidere besidder den ikke Jackie Browns afdæmpede og rørende kærlighedshistorie, Kill Bill Volume One’s eminente samuraisekvenser og exceptionelle musikvalg eller del tos overrumplende effekt i form af den kontrasterende iscenesættelse og tempo. Jeg har hele tiden ledt efter en dybere mening i form af livseksistentielle betragtninger i Pulp Fiction, for det måtte da være derfor, at filmen havde høstet så meget ros. Men efter at have læst en bestemt anmeldelse faldt det hele på plads. Heri blev der sagt: ”Pulp Fiction påminder en om, hvor underholdende og herligt det kan være at gå i biografen.” Jeg kunne ånde lettet op over, at jeg ikke kunne finde store bagvedliggende filosofier, for måske eksisterede de slet ikke i denne film (andet end i små mængder). Ved gensyn kunne jeg så nyde filmen fuldt ud for det den var: en mesterlig udtænkt fortælling, perfekt struktureret og gennemsyret med Tarantinos grandiose varemærke, dialogen.

Med Pulp Fiction genopvækkede Tarantino liv i John Travoltas karriere. Travolta er virkelig velvalgt og sindssyg velspillende i rollen som Vincent Wega, måske broderen til Michael Madsens psykopatrolle i Håndlangerne. Visse ting går i hvert fald hos karaktererne, deres stedvis ukontrollerbare opførsel og en skepsis (dog ikke oprør) overfor autoriteterne. Travolta er dog meget mere sympatisk og nem at holde af, i kraft af hans lidt tåbelige opførsel (the gun just went off!). Kemien mellem ham og Samuel L. Jackson er perfekt, og de to er filmens mest interessante karakterer. De andre skuespillere gør dog alle sammen også et prisværdigt og fremragende stykke arbejde.

Pulp Fiction indledes med en begyndelse på et cafeteriarøveri, her udført af Tim Roth og Amanda Plummer. Filmen er propfyldt med filmiske, musiske og samfundsmæssige referencer, og dette må virkelig have været en legeplads for Tarantino (Jack Rabbit Slim restauranten er sublim gennemført), der besidder en nærmest ubegrænset filmviden. Dette er utvivlsomt filmens stærke tiltrækningskraft, for det gør den adskillige gensyn værd. Efter begyndelsen på røveriet skifter Tarantino filmen over til den semi-seriøse fortælling om Jacksons og Travoltas arbejdsdag, som bliver en del anderledes, end de havde regnet med. Efter en nærdødsoplevelse, hvor de på mirakuløs vis undgår at blive skudt, bliver Jackson religiøs omvendt og lytter til sine egne prædikende ord. Dette redder ham fra den ellers uundgåelige tragedie, der er forbundet med deres profession. Travolta slår hændelsen hen som sjældne tilfældigheder og må betale prisen, ligesom Roth i Håndlangerne. For det første mister han samarbejdet med Jackson, som nok har betydet mere for ham, end han ville indrømme. For det andet bliver han skudt ned af Willis på et lokum. Denne nødvendige menneskelige funktion bruger Tarantino ganske provokerende; Travolta sidder på lokum mens røveriet i restauranten foregår, han står og snakker med sig selv på et wc mens Thurman indtager en overdosis, og slutteligt undlader han at medbringe geværet med på lokummet, hvilket gør ham chanceløs overfor Willis. At se films personer gå på wc er oftest tabu, da dette ødelægger vores illusion og hverdagsflugt i filmens verden, hvor tingene er anderledes og bedre. Tarantino omfavner nærmest disse tabuemner (at se Ving Rhames blive seksuelt misbrugt var ikke ligefrem forventet) og gør dem underholdende (ikke førnævnte) til en vis grad. Volden er langtfra glorificerende eller særlig udpenslet, Pulp Fiction kaldes kun amoralsk fordi voldsscenerne oftest er fyldt med humor og ingen synderlig stillingtagen eller løftet pegefinger fra Tarantino. I en af filmens morsomste scener symboliserer Tarantino denne videreførelse gennem kameraføringen. Lige efter Eric Stoltz har lagt telefonen på hører han Travoltas bil udenfor huset, går over til døren, ruller gardinet op og ser bilen komme kørende ind over græsplænen. Vi ser dørens rammer, vores normale filmrammer, men da Stoltz lukker døren op og løber ud til bilen, følger vi med. Altså Tarantino vil tage os længere med ud. Okay, måske læser jeg for meget i det, men alligevel.

Besøget hos Stoltz sker på grund af Thurmans overdosis, som Travolta finder absolut forfærdelig, da dette kan have dødelige konsekvenser for ham. Hændelsen fungerer dog kun til fordel for Travoltas karakter (Tarantinos paradoksale humor), da der ikke kommer nogle eftervirkninger for Thurman og Travolta i form i Rhames’ voldsomme hævn. Hvis Thurman ikke havde indtaget stoffet, så ville det utvivlsomt have endt med sex mellem de to. De har ubenægtende en kemi sammen, set igennem dansescenen. På trods af Travoltas egen loyalprædiken på wc’et ville han ikke have overholdt det, fordi vi allerede der ved, at han ikke er en karakterfast mand. Den scene er Pulp Fictions allerbedste, en guddommelig sammensmeltning mellem interessant personkonflikt, en forførende Thurman og smukt musik. Jeg får gåsehud hver gang Tarantino slår over i Urge Overkill’s Girl, You’ll be a Woman Soon (teksten indikerer ikke ligefrem uskyldige intentioner). Uforglemmeligt og en Tarantino i topform.

Efter den hændelsesrige date kommer den alvorlige historie omkring Willis og hans guldur, der har måttet være meget igennem. Det starter uskyldigt og sødt med en lille dreng foran fjernsynet, men afbrydes hurtigt af Christopher Walkens forunderlige fortælling, som har en enorm indflydelse på Willis’ senere handlinger med dens morale om menneskelig integritet, men tanke om ens næste. Willis undlader at overholde aftalen om at gå ned i boksekampen på grund af hans værdighed og påmindelsen om faderens stædighed. Han redder senere Rhames fra ekstrem nedværdigelse (eller ikke helt, men i hvert fald fra døden) i den skumle kælder. Tarantino gør misbrugsscenen en smule komisk (altså ikke selve akten) ved at både før og efter lade Jackson pointere overfor de unge, at ”Mr. Wallace doesn’t like to be fucked by anyone else but Mrs. Wallace”. Bruce Willis er benhård, handlekraftig og nådesløs i enkelte scener, men han er blød som en bamse sammen med kæresten. Med fuldt overlæg fremviser Tarantino deres kærlighedsforhold som barnligt og næsten sukkersødt, en god kontrast til Willis’ pinsler. Hans kærlighed til den lidt dumme pige (politisk ukorrekt sagt…) er dog oprigtig. Han flipper ikke fuldstændig ud på hende efter hendes glemsomhed trods alt kan være skyld i hans død. Hans foragt overfor krigsfilm viser også, at han er bange for at miste endnu en af hans kære, da man ser pigens spejlbillede i fjernsynet. Deres historie ender dog forløst og lykkeligt, og de kan, som i en god western, kører mod lykkeligere tider på en ganske blæret motorcykel (Zed is dead, honey. Zed is dead).

Filmens mest underholdende og sjoveste (i en moralsk forkastelig forstand, naturligvis) kapitel kommer til sidst, hvor stemningen er nogenlunde munter. Tarantinos fortællingskurve går fra semi-seriøs til alvorligt, tilbage til det underholdende og slutter af med to coole (ironisk med tøjet) lejemordere gående ud af en restaurant med en nogenlunde god gerning bag dem, i hvert fald fra Jacksons side. Den bevidst fragmentariske narration gør filmen endnu bedre, selvom den ikke har en betydelig historisk signifikans som i Håndlangerne. Pulp Fiction er hele vejen igennem ekstrem uforudsigelig, som gør, at publikum aldrig hægtes af. Man sidder naglet til skærmen i bare spænding og frydefuld forventning, ja også ved gensyn. Man har betydelige referencerammer til forbryderverdenen fra andre film, men i Pulp Fiction er det helt unikt og anderledes. Man ser ingen politimænd (jo, en, men det kommer jeg tilbage til) i filmen, der hentydes kun til dem. På trods af, at der myrdes, plyndres og smadres i rigelige mængder, så ankommer der intet politi. Som publikum får man følelsen af, at der er ingen regler, alt er nærmest tilladt. Dette er med til at gøre filmen uforudsigelig. Man ser én politimand i filmen, den skumle Peter Greene, som ikke gør politiets position i dette filmunivers særlig flatterende. Tilsyneladende er intet helligt for Tarantino, der fyrer en ironisk kommentar af til autoriteterne.

Filmens mest interessante element er den famøse kuffert og dens indhold. Jeg ville mene, at det var Rhames’ synder, samlet. Koden til kufferten er djævelens tegn. Mange mener, at denne har suget Rhames’ sjæl ud af nakken, da han går med plaster der. På filmens ekstramateriale forklares dette dog en smule anderledes: Rhames havde et ar i nakken, og for at det ikke skulle aflede publikums opmærksomhed under scenen, hvor han snakker med Willis, satte man et plaster på. Derved tager jeg ikke djævelens allegori ind i min betragtning. Rhames får kufferten tilbage ved hjælp af magt og vold, hvorved han begår en ny synd, som han senere bliver straffet for. I restauranten hentyder Jackson til kuffertens indhold som chefen beskidte vasketøj overfor Roth, der som forbryder straks fascineres af indholdet. Okay, min teori er måske lidt tynd. Men den del er med til at gøre Pulp Fiction så genial: den individuelle kan ligge subjektive meninger i detaljer som disse.

Pulp Fiction er virkelig virtuost sammenklippet og komponeret. Musikken er endnu engang helt forrygende, kameraarbejdet er overrumplende flot, vekslende mellem det tålmodige og intense, tydeligvis inspireret af De Palmas lange montager. Pulp Fiction er en rigtig drengerøvsfilm fra en sand filmelsker, der med popkulturelle, men også ret intellektuelle og flerlaget dialoger (som er så usigelig morsomme!) også appellerer til ens forstand. Jeg fik ikke rigtigt et følelsesmæssigt udbytte, hvorved jeg ikke giver den seks uforbeholdne stjerner, men jeg blev (og bliver også i fremtiden) sindssyg godt underholdt af filmhistoriens velsagtens mest betydelige filminstruktør, Quentin Tarantino, i absolut legehumør.

Pulp Fiction er desuden tydeligvis inspireret af den franske nybølge, der dukkede op i slutningen af 50’erne. Denne kunstform var karakteriseret af den individuelle skabers egen signatur, samt teknisk opfindsomhed og nye udnyttelsesmuligheder indenfor filmområdet. Bølgen blev grundlagt og videreført af blandt andet Jean-Luc Godard og Franquis Truffaut, der begge er store idoler for Tarantino, der må siges, at træde flot videre i deres fodspor.