©Skuffende©

3.0
Mulige spoilers (går dog ikke i detaljer med historien):

Først må jeg klart melde ud, at jeg er stor fan af M. Night Shyamalan´s tidligere film og synes manden er en af de mest interessante instruktører der er kommet ud af Hollywood siden Tarantino.

Derfor havde jeg store forventninger til denne film. Desværre var det ikke alle som blev indfriet.

Det der er begyndt at blive problemet med M. Night Shyamalan´s film, er hans kendemærke. Nemlig "the element of surprise". Fra at være det der ligesom gav hans film det sidste skub op ad rangstigen, er det nu i stedet for begyndt at få en til at spekulere på, om manden ikke kan lave en film, uden at skulle finde på et twist. (Ligesom der måske var folk der var bange for, at Tarantino ikke kunne levere en historie, uden at fortælle den i en ikke-kronologisk rækkefølge i starten af hans karriere)

For når det i en film som denne er twistet, som for det meste skal være det bærende element i hele filmen, så nytter det ikke noget, at filmen er lige så forudsigelig som "the Patriot" og "Pearl Harbor".

Jeg ved ikke, om jeg bare har set for mange film, men efter 10 min. kunne jeg ihvertfald fortælle min kæreste, hvad overraskelses momentet sikkert ville blive. Det ødelægger det lidt for en og igennem hele filmen, var man hele tiden 10 skridt foran i historien, når det kom til de små twists.

Jeg hader normalt at skulle sidde og prøve at gætte mig frem til noget i film, da jeg synes det tager ens opmærksomhed fra selve filmen og oplevelsen. Derfor har jeg heller ikke kunnet sætte mig ind i tankegangen hos de mennesker, som udelukkende brugte hele "the Usual suspects" på at sidde og gætte hvem der var Keyser Soze.

Det er så bare et problem, når man næsten fra start kan fornemme, at det er det sædvanlige at instruktøren har gang i. Så kan man ikke lade være.

Skuespillet i sig selv fejler ikke noget og Shyamalan har formået at samle nogle prominente navne i William Hurt, Sigourney Weaver, Joaquin Phoenix og Adrien Brody, for bare at nævne et par stykker.

Stemningen i filmen fejler bestemt heller ikke noget og Shyamalan beviser igen, at han har sans for de små detaljer. Så på billed og lydsiden har jeg ikke andet end ris tilovers for.

Folk der forventer at gå ind og blive skræmt fra vid og sans igennem hele filmen, bør dog holde sig væk. Indimellem minder filmen om en af Wes Craven´s tidligere film (specielt emnet, hvis man kigger på en film som "Krybende rædsel" (Deadly blessing)) og i næste øjeblik tror man, at man er vidne til en Lasse Hallström film.

Det der som sagt skuffede mig fælt er historien. Det er for tyndt at lave noget, som er så afhængig af overraskelses momentet, når det så er så gennemskueligt. Det bliver interessant at se, om der ikke dukker andre brugere op herinde, som synes at filmen var lige så gennemskuelig som mig.

Jeg må ihvertfald erkende at "the Village", som var en af de film jeg har set mest frem til, desværre har været en af de største skuffelser for mig i 2004. Igen handler det nok om forventninger.

Jeg håber at M. Night Shyamalan vender tilbage med noget, som ikke behøver at være så "søgt", som jeg synes denne film er. Forhåbentlig vender han også tilbage med en film, hvor det ikke er twistet som skal bære filmen.

Derfor virker det måske også mærkeligt, at jeg alligevel giver filmen tre stjerner, men igen skal man huske på, at jeg har så høje forventninger til denne instruktør, at når han ikke disker op med noget, som slår benene væk under en, så skal jeg lige sunde mig. *GG*

De tre stjerner går til stemningen, (som M. Night Shyamalan stadig er en af de bedste til at skabe) samt billed og lydsiden. Derudover kedede jeg mig ikke undervejs, men blev til gengæld heller ikke overrasket eller fik fejet benene væk, som jeg havde forventet. Igen fordi at filmen spiller på noget, som ikke er til stede. (Ihvertfald ikke for mit vedkommende).

Håber ikke at jeg har røbet for meget, selvom jeg ikke er kommet ind på selve historien.
Vil dog sige, at jeg godt forstår, at Scope sletter et indlæg som Peter Søholm´s, hvis det har røbet filmens pointe (nåede heldigvis ikke at læse det). Vil dog sige, at så bør folk ihvertfald også afholde sig fra at læse Frederik´s indlæg, da man umuligt kan få ødelagt pointen mere end ved at læse det indlæg.
Der burde ikke have stået " *SPOILER* take care.. " i overskriften. Der burde have stået: "Spoileren over alle spoiler...kig væk!!" *GG*
The Village