- Oprejsning for Shyamalan -
4.0
Efter en den fælt skuffende ”Signs”, hvor Mel Gibson legede tagfat med en flok grønne rumvæsener, er Shyamalan atter på ret kurs med ”The Village”.
Nok engang driver vor instruktør kispus med sit publikum i den okkulte ånd, men i stedet for at have travlt med at lægge kortene på bordet (som vi så det i ”Signs”), har Shyamalan valgt at gøre, hvad han gør bedst – nemlig at spille på seerens underbevidsthed og lade brikkerne falde på plads helt af sig selv.
Og det virker. Selvom det ventede plottwist ikke har en chokeffekt, så fungerer det, fordi filmens afdæmpethed gør, at der ikke piskes en forjaget stemning op, og at man således ikke forventer en åndeløs afslutning. I stedet nyder man den fortællekunst, som Shyamalan i den grad behersker. Det er flot fortalt, og på trods af filmens soberhed, formår den at være grundigt medrivende med dens fornemme fortællerevne.
Selvom ”The Village” hverken efterlader sit publikum overrumplet eller himmelfalden, besidder den så stærke kvaliteter, at den forbliver en sand nydelse. Alene kameraarbejdet står i en verden for sig (bemærk knivstikscenen, den er mesterlig), sjældent har jeg set en så ung instruktør være så begavet – Shyamalan er i topform.
Skuespillet er ikke spektakulært, men man føler, at der er castet klogt og rigtigt. Navne som William Hurt, Adrien Brody og Joaquin Phoenix gør det alle godt, mens den unge Bryce Dallas Howard virkelig udviser ”star quality” i filmens mest markante rolle.
”The Village” besidder ikke samme skærende uhygge, som vi så det i den mesterlige ”The Sixth Sense”, men den er absolut godt på vej. Den dystre og lurende uhygge er genfundet, og sådan arbejder Shyamalan nu engang bedst. Det er en gyser, der uden at være alt for højtråbende, fungerer på sine egne præmisser, og ligesom Shyamalan førhen har vist sig at være en gavmild historiefortæller i sine film, er denne her bestemt ingen undtagelse.
Nok engang driver vor instruktør kispus med sit publikum i den okkulte ånd, men i stedet for at have travlt med at lægge kortene på bordet (som vi så det i ”Signs”), har Shyamalan valgt at gøre, hvad han gør bedst – nemlig at spille på seerens underbevidsthed og lade brikkerne falde på plads helt af sig selv.
Og det virker. Selvom det ventede plottwist ikke har en chokeffekt, så fungerer det, fordi filmens afdæmpethed gør, at der ikke piskes en forjaget stemning op, og at man således ikke forventer en åndeløs afslutning. I stedet nyder man den fortællekunst, som Shyamalan i den grad behersker. Det er flot fortalt, og på trods af filmens soberhed, formår den at være grundigt medrivende med dens fornemme fortællerevne.
Selvom ”The Village” hverken efterlader sit publikum overrumplet eller himmelfalden, besidder den så stærke kvaliteter, at den forbliver en sand nydelse. Alene kameraarbejdet står i en verden for sig (bemærk knivstikscenen, den er mesterlig), sjældent har jeg set en så ung instruktør være så begavet – Shyamalan er i topform.
Skuespillet er ikke spektakulært, men man føler, at der er castet klogt og rigtigt. Navne som William Hurt, Adrien Brody og Joaquin Phoenix gør det alle godt, mens den unge Bryce Dallas Howard virkelig udviser ”star quality” i filmens mest markante rolle.
”The Village” besidder ikke samme skærende uhygge, som vi så det i den mesterlige ”The Sixth Sense”, men den er absolut godt på vej. Den dystre og lurende uhygge er genfundet, og sådan arbejder Shyamalan nu engang bedst. Det er en gyser, der uden at være alt for højtråbende, fungerer på sine egne præmisser, og ligesom Shyamalan førhen har vist sig at være en gavmild historiefortæller i sine film, er denne her bestemt ingen undtagelse.
05/01-2005
