- Dansk film atter på tronen -
5.0
Bedst som man troede, at dansk films nuværende succes var ved at køre fast, rammer Susanne Biers ”Brødre” biograferne - og det er ikke alt, hvad den rammer. Den går lige fluks i hjertet – om end et blødende et af slagsen.
Der er ikke meget solstrålehistorie over det her - glemt alt om ”Den Eneste Ene”, for denne lader nu for alvor til at være et overstået kapitel i Biers karriere. Med ”Brødre” er den fjerde væg i Danmarks dagligstue igen fjernet, men denne gang med et mere universelt og væsentligt stærkere tema i brændpunktet. Det er råt, det er uforfalsket, det er hjertegribende og det er smertefuldt. Bier instruerer med nerve, og det føles på en og samme tid ulideligt og betagende.
Det kan være svært at sætte dækkende ord på denne tour de force. Handlingen er såmænd spinkel, men skal også blot fungere som ramme, og filmens styrke ligger i dens menneskelige og intime drama. Og gud hvor er det godt. Bier er nådesløs og lægger ikke fingrene imellem i et drama, der vel bedst kan betegnes som ubehageligt godt. Det er en film, der tør. Tør være ubønhørlig og fortælle menneskets fatale sandheder. Det er sigende og umanerlig vovet. Ja, undskyld sproget - hende Susanne Bier har sgu nosser!
Skuespillet er ganske enkelt imponerende, og må siges at være noget af det flotteste set på dansk grund. Kaas viser hvorfor, han er det største navn herhjemme lige nu, Hollwood-danskeren Connie Nielsen kan bestemt mere end bare at se sød ud, og Ulrich Thomsen er ikke set bedre siden ”Festen”.
Jeg kan kun anbefale ”Brødre”, som uden tvivl er årets danske film men også noget af det stærkeste drama, der er set i længe tider herhjemme. Skuespillet er ikke det eneste, der er af international format her, og Bier fortjener alt den ros, hun kan få for at turde lave film, som det gøres her. Pludselig kan vi noget, Hollywood ikke kan.
Der er ikke meget solstrålehistorie over det her - glemt alt om ”Den Eneste Ene”, for denne lader nu for alvor til at være et overstået kapitel i Biers karriere. Med ”Brødre” er den fjerde væg i Danmarks dagligstue igen fjernet, men denne gang med et mere universelt og væsentligt stærkere tema i brændpunktet. Det er råt, det er uforfalsket, det er hjertegribende og det er smertefuldt. Bier instruerer med nerve, og det føles på en og samme tid ulideligt og betagende.
Det kan være svært at sætte dækkende ord på denne tour de force. Handlingen er såmænd spinkel, men skal også blot fungere som ramme, og filmens styrke ligger i dens menneskelige og intime drama. Og gud hvor er det godt. Bier er nådesløs og lægger ikke fingrene imellem i et drama, der vel bedst kan betegnes som ubehageligt godt. Det er en film, der tør. Tør være ubønhørlig og fortælle menneskets fatale sandheder. Det er sigende og umanerlig vovet. Ja, undskyld sproget - hende Susanne Bier har sgu nosser!
Skuespillet er ganske enkelt imponerende, og må siges at være noget af det flotteste set på dansk grund. Kaas viser hvorfor, han er det største navn herhjemme lige nu, Hollwood-danskeren Connie Nielsen kan bestemt mere end bare at se sød ud, og Ulrich Thomsen er ikke set bedre siden ”Festen”.
Jeg kan kun anbefale ”Brødre”, som uden tvivl er årets danske film men også noget af det stærkeste drama, der er set i længe tider herhjemme. Skuespillet er ikke det eneste, der er af international format her, og Bier fortjener alt den ros, hun kan få for at turde lave film, som det gøres her. Pludselig kan vi noget, Hollywood ikke kan.
05/01-2005
