En Engel, Ikke En Engel

5.0
En lille gruppe guldgravere terroriseres af nærmeste bys ubestridte leder (Dysart), som vil have deres jord. Men en mystisk fremmed (Eastwood) ankommer og hjælper (tilsyneladende) de ellers fredelige guldgravere.

Nærmest bibelsk (på grænsen til det poetiske) ankommer den mystiske fremmed i skikkelse af Eastwood, i en rolle som bringer mindelser frem om hans roller i den legendariske dollartrilogi af Sergio Leone, som Eastwood ubestridt hylder i denne film, mens han blander den mere traditionelle amerikanske western med den mere rå og nyere udgave af genren, han selv var med til at starte.

Ved første øjekast kan rollen måske virke som den typiske helterolle, og som sådan fremstår den tynd, da vores hovedperson jo ikke har et motiv for sin gode gerning. Men læser man imellem linierne, tolker lidt og kigger på de ar som helten bærer på, så bliver Eastwoods figur pludselig en helt anden, der måske ikke er helt så renfærdig i sin dåd, men mere af egoistiske årsager hjælper guldgraverne, for at få sin egen personlige hævn, og dermed udnytter han blot disse naive mennesker til egent fordel.

Det er ikke en western der er fyldt med vild action, selv om der er enkelte gode skyderier, men historien og filmen holdes oppe af den næsten mytiske stemning og de imponerende landskaber den foregår i.

Eastwood, som jo har sat sig selv i hovedrollen, gør det perfekt i en for ham ikke utypisk rolle, i en fængende og tæt på intelligent fortælling, som på mange måder er ganske enkel og så alligevel består af flere lag.
Pale Rider